En kamp for frihed

Livet er ikke nemt for den unge Diana, der med et bliver meddelt at hun er blevet lovet væk til tronarvingen i et helt andet land, med andre vejr forhold, anden kultur og andre skikke.
Til at starte med hader hun sit nye hjem, og længes tilbage til det land hun elsker og er opvokset i.
Ikke længe efter opdager hun så småt at livet ved hoffet ikke er hvad det vil have folk til at tro det er.
Hvem er hende Anastasia der hjemsøger Dianas kammer? Hvad er det for en hemmelighed William slæber rundt på? Hvad er den bedrager der udgiver sig for at være heksen Stephanie ude på?
Dianas hoved begynder så småt at fyldes med spørgsmål, og med et indser hun at situationen ikke er som først antaget...

2Likes
2Kommentarer
1153Visninger
AA

10. Solnedgangen...

 

Der var ingen på gårdspladsen. Det foruroligede mig. Jeg skulle til at vende om da noget prustede og noget åndede mig i nakken.

Jeg vendte mig om og så ind i et par store, brune øjne under en tyk, sort pandelok på en stor rødbrun hest. Jeg strøg den forsigtigt over mulen og kiggede op. Der sad William der smilede helt op til øjnene.

Ved siden af stod en staldknægt og holdt i en stor, sort hingst med rolige mørke øjne. Jeg havde set den før et eller andet sted.

”Altivo?”. Hingsten svarede med et prust. Det var Altivo! Jeg kunne næsten ikke fatte det! De havde taget Altivo med uden jeg vidste det!

Jeg lagde armene om halsen på hesten der lod sit hoved hvile på min skulder.

Da var der noget der fangede mit blik. Hvorfor havde Altivo et bidsel i munden?

”Sig mig, hvad er det dér?” spurgte jeg forarget og så på staldknægten der skuttede sig under mit kolde blik da jeg pegede på den glinsende sølvting der stak ud og forbandt sig med det sorte læder.

”Hvad? Ja, det var sandelig heller ikke nemt at få på! Han bed mig to gange!” udbrød staldknægten. ”Men jeg vandt til sidst” sagde han med en stolt mine. Jeg havde mest lyst til at slå ham, men jeg sendte ham kun et koldt blik.

Jeg løsnede læderremmen og tog det rædselsfulde læder-tortur instrument af hesten og rakte det til staldknægten. ”Find et reb i stedet”. Mit blik var stadig koldt.

”Hvad er der nu galt med det?” Spurgte William forvirret.

Mit blik tøede op. ”Det er ikke behageligt for hesten. Altivo er ikke vandt til tvang og tortur, nej, han vandt til harmoni og balance” forklarede jeg mens jeg langsomt strøg Altivo over mulen. ”Det forstår jeg ikke” sagde William med en panderynke.

Staldknægten kom tilbage med et reb i det jeg åbnede munden for at forklare. Det var ligeså tykt som min pegefinger og ligeså langt som min krop to gange.

”Tak” hvislede jeg. Staldknægten forsvandt øjeblikkelig.

”Nu skal jeg vise dig hvordan man gør der hvor jeg kommer fra” sagde jeg, og begyndte på de første knuder.

 

Det åbne landskab åbenbarede sig for mig. Vinden kærtegnede mit ansigt og legede med mit hår, mens jeg og William red ud mod kysten. Han sagde at det ville tage hele dagen at nå derud, så vi måtte blive i en lille træhytte der meget gerne skulle stå derude et sted. Jeg undrede mig lidt over om han havde nogle folk derude eller om det bare var en form for afsidesliggende lysthus.

Vi havde talt meget på hele turen. Vi havde faktisk snakket om alt mellem himmel og jord, da det så småt begyndte at blive mørkt. Jeg kunne netop ane den nedstigende sol mellem bakkedragene. Solen sendte et blød, orange skær ned over os og fik det hele til se så perfekt ud.

Vi var netop nået ud til kysten da William stoppede op og steg af den godt udmattede hest som omgående smed sig i det lune sand.

Ha stod lidt og kiggede på mig som om han ventede på noget, da jeg indså at det var mig han ventede på.

Jeg steg af, men tøvede så. Hvad havde han i bagtankerne? Vi havde jo lært hinanden bedre at kende på den lange tur, og jeg må ærligt indrømme at jeg blev mere og mere forelsket i ham. Men der var et eller andet i hans blik der fik mig til at tøve med at hoppe ned på sandet.

”Hvad er der?”. Hans spørgsmål kom ikke bag på mig. Det var jo det jeg selv ville have spurgte om hvis det var mig der stod dernede og ventede.

”Ikke noget” svarede jeg og lod mig glide ned fra Altivos svedige ryg. William trådte helt hen til mig, og jeg følte øjeblikkelig angsten gribe mig. Der var noget han ville fortælle. En hemmelighed han ville betro mig. Jeg kunne se det på ham.

”Diana, jeg har noget jeg må fortælle dig. Men du må love aldrig at sige det til en levende sjæl! Dette må holdes skjult..” begyndte han men bed sig så i læben. Jeg ville tage hans hånd men han trådte et skridt tilbage.

”Du må sværge på dit liv at du ikke siger noget til nogen” sagde han, næsten med tårer i øjnene.

”Jeg sværger” hviskede jeg. Jeg var på én gang frastødt og nysgerrig. Hvad var det han ville?

”Jeg tog dig med herud så der ikke var andre der så det..”. hans stemme dirrede, og hans hænder rystede da han tog skjorten af.

Det skete hurtigere end jeg kunne nå at registrere det. Et par store, hvide svanevinger skød ud af hans ryg og skyggede for solen.

Jeg var mundlam. Var han en engel? Jeg blev med ét grebet af frygt. Jeg skulle til at åbne munden for at skrige men han nåede at stoppe mig. ”Forstår du nu hvorfor Anastasia sprang ud? Hun blev bange. Bange for at afsløre det” sagde han med blikket rettet mod sandet der stadig lå badet i solens sidste stråler.

Jeg havde mest lyst til at omfavne ham, men jeg turde ikke rigtigt. ”Kan du se det nu? For altid skal jeg vandre omkring som et uhyre. Ingen vil se på mig som et normalt menneske” sagde han. Nu havde han ikke blot tårer i øjnene, nu løb de ned af hans kinder.

Nu blev det for meget for mig. Jeg tog det skridt der var mellem os og tørrede tårerne væk med mit ærme. ”Du er intet uhyre. Du er hvad du er, og det må du acceptere” sagde jeg alvorligt.

Det næste der skete, skete så hurtigt at jeg ikke nåede at stoppe det. Eller rettere; jeg ønskede ikke at stoppe det.

Ligesom jeg troede at jeg havde styr på det, mødtes vores læber i solnedgangen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...