En kamp for frihed

Livet er ikke nemt for den unge Diana, der med et bliver meddelt at hun er blevet lovet væk til tronarvingen i et helt andet land, med andre vejr forhold, anden kultur og andre skikke.
Til at starte med hader hun sit nye hjem, og længes tilbage til det land hun elsker og er opvokset i.
Ikke længe efter opdager hun så småt at livet ved hoffet ikke er hvad det vil have folk til at tro det er.
Hvem er hende Anastasia der hjemsøger Dianas kammer? Hvad er det for en hemmelighed William slæber rundt på? Hvad er den bedrager der udgiver sig for at være heksen Stephanie ude på?
Dianas hoved begynder så småt at fyldes med spørgsmål, og med et indser hun at situationen ikke er som først antaget...

2Likes
2Kommentarer
1145Visninger
AA

5. Mistanker

 

Jeg har ingen anelse om hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg måtte have været faldet i søvn, for jeg vågnede nede på gulvet, få centimeter fra at være stødt ind i et bord hvorpå der stod en meget stor vase, der snildt ville kunne slå mig ihjel.

Der var ingen spor fra aftenen før. Ingen. Det foruroligede mig. Måske var det bare en drøm? Nej, nej det var virkeligt! Jeg var der jo selv! Jeg kunne stadig mærke følelsen af vinden der slog ind mod mig.

Jeg kom i tanke om den tanke jeg havde haft inden jeg faldt i søvn. Der var sket et eller andet. Jeg rystede nærmest i min trang til at vide hvad det var, da jeg fik øje på mit spejlbillede. Jeg så herrens ud. Mit hår var uglet og jeg lignede en der havde sovet i en lade. Der var kun en ting at gøre; at tage et bad. Så det gjorde jeg.

Eller, jeg fik fat i en tjenestepige der gjorde det klar, men alligevel.

Det var mens jeg var i bad jeg så hende første gang. Jeg var nærmest død af skræk.

Hun trådte ud af væggen. Helt hvid og gennemsigtig. Hun var klædt i en hvid kniplings natkjole. Der var pletter på den, men først efter nøje øjesyn kunne jeg se hvad det var for nogle pletter. De mørke, sølvfarvede pletter, var blod. Hun kiggede direkte på mig. Jeg mærkede kulden krybe ned af rygraden.

Hun kom nærmere. Jeg gik nærmest i panik. Hun var skræmmende. Virkelig skræmmende.

Jeg tog en dyb indånding og lod mig glide ned under sæbeskummet. Varmen kom hurtigt tilbage i kroppen, og jeg følte mig nærmest mere levende hernede. Jeg ved ikke hvor længe jeg holdt mig under vandet, men til sidst måtte jeg simpelthen have luft. Det kunne ikke udsættes.    

Jeg rejste mig langsomt op, men fortrød med det samme. Der stod folk omkring mig. Det var de fleste af tjenestepigerne, og Dronningen.

”Deres højhed” hilste jeg og nikkede. ”Du kan kalde mig Lizzie” sagde hun mildt. ”Kan vi gå en tur i haven? Der er nogle ting vi skal snakke om. Og hvis du vil være venlig, tag en kjole på” sagde hun venligt. Hun gik før jeg nåede at svare.

Jeg kunne ikke komme hurtigt nok op af badet. Noget sagde mig at hvis jeg blev meget længere ville jeg ende som en sveske.

Hun havde sagt en kjole, så det blev det. En lyseblå en af slagsen. Jeg havde haft den at ligge så længe jeg kunne huske. Nu var det endelig på tide at få den på.

Da jeg fik den på kunne jeg med det samme se at den var for stor omkring taljen. Det havde jeg heldigvis en løsning på; Et bredt blegblåt silkebånd og en sikkerhedsnål.

Så var den hjemme. Jeg ulejligede mig ikke med at tage sko på, nej, jeg gik af sted barfodet og med løst hår, der stadig var fugtigt. Jeg var ligeglad med om det var upassende, jeg ville bare slappe af og prøve at lade som om alt var i skønneste orden.

Solen skinnede den dag. Somme tider kan jeg stadig mærke solen varme min hud.

Lizzie ventede på mig under et æbletræ. Æblerne skinnede røde og indbydende i sollyset. ”Skal vi gå?” spurgte Lizzie venligt. Jeg nikkede.

”Jeg hører at du og William ikke kommer så godt ud af det med hinanden” sagde Lizzie da vi passerede en statue af fire nøgne kvinder med skarpe tænder omkring en mand med et heroisk udtryk.

”Hvad? Nårh, du har hørt om det..”. Jeg bøjede hovedet og så ned i jorden mens vi gik. ”Jeg ved godt det er svært at vænne sig til at skikkene er anderledes her. Jeg havde det også svært i starten. I mit hjemland, ser man ikke hinanden før på 8. dagen” sagde hun smilende.

”I mit hjemland besøger man slet ikke hinanden før.. Ja, før man kender hinanden ordentligt” svarede jeg efterfulgt af en trækken på skuldrende.

Lizzie så forbløffet ud.

”Det forklarer en del” mumlede Lizzie og gik videre. ”Hør, søde, du er nødt til at åbne op for ham, hvis ikke du vil have at det skal gå så vidt som i går” forklarede Lizzie.

Vi gik i et stykke tid, uden at nogen sagde noget.

”Undskyld jeg spørger, men er der sket noget usædvanligt på mit kammer? Jeg lå i badet her til formiddag, og så kom der en kvinde ud af væggen. Jeg er sikker på det var et genfærd så jeg..”

Lizzie afbrød med et højt ”SSSCCCHHH!”. ”Vi taler aldrig om Anastasia!”. Hun hviskede som om det var noget strengt fortroligt. ”Hun var Williams første forlovede, men hun sprang ud af vinduet og omkom.. Han har ikke helt været sig selv siden”.

Det forklarede en del. Det forklarede hvorfor han var brudt sammen da jeg ville hoppe ud af vinduet.

”Hør, der er maskebal i morgen… Det kunne være at du kunne lære noget om vores skikke der..” sagde Lizzie.

”Undskyld, men jeg er nødt til at gå… Der er noget jeg skal have ordnet” sagde jeg i det jeg fik en storslået idé. Ser i, jeg troede ikke helt på det Lizzie sagde omkring Anastasia. Nej, der stak noget under, og jeg vidste nøjagtig hvem der skulle hjælpe mig… Stephanie..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...