En kamp for frihed

Livet er ikke nemt for den unge Diana, der med et bliver meddelt at hun er blevet lovet væk til tronarvingen i et helt andet land, med andre vejr forhold, anden kultur og andre skikke.
Til at starte med hader hun sit nye hjem, og længes tilbage til det land hun elsker og er opvokset i.
Ikke længe efter opdager hun så småt at livet ved hoffet ikke er hvad det vil have folk til at tro det er.
Hvem er hende Anastasia der hjemsøger Dianas kammer? Hvad er det for en hemmelighed William slæber rundt på? Hvad er den bedrager der udgiver sig for at være heksen Stephanie ude på?
Dianas hoved begynder så småt at fyldes med spørgsmål, og med et indser hun at situationen ikke er som først antaget...

2Likes
2Kommentarer
1153Visninger
AA

2. Et nyt land.

Jeg kom oprindeligt fra et land kaldet Elementena – eller som man siger på jeres sprog, Tavshedens land. Jeg var af kongelig slægt, og af den grund blev jeg giftet væk i en ung alder. Jeg blev giftet væk, til jeres far.

Jeg husker stadig den lange tur over havet, der førte mig til det kedelige og triste land jeg skulle bo i. Jeg kunne med det samme se at jeg ville skille mig ud. Det var indlysende, lige fra da jeg stod i land til. Jeg husker stadig lyden af mågernes skrig, der skar i ørene. Dog, husker jeg ikke mere end det, for da jeg omsider kom ind i kareten, blev døren smækket i og gardinerne trukket for. Hvorfor måtte jeg ikke se det land jeg skulle bo i? var kongen, (der på daværende tidspunkt var Kong Theodore II) flov over det land han regerede? Disse spørgsmål stiller jeg stadig mig selv.

Turen var lang og vejen hullet og bulet. Vejret var forfærdeligt og jeg har stadig en mistanke om at kusken var dranker.

Det meste af tiden gik med at læse i de mange bøger jeg havde med fra mit hjemland, og at øve det nye sprog jeg skulle tale fra nu af – jeres sprog.

Jeg har ingen anelse om hvor lang tid jeg sad i den forbandede vogn, eftersom der hele tiden var mørkt, og timerne flød sammen. Men da vognen endelig stoppede, var det ikke foran slottet, nej, det var ude midt på en mark, der strakte sig så langt øjet rakte. Jeg havde tilladt mig at tage en af landets traditionelle kjoler på, men da jeg tog stedet nærmere i øjesyn, trak jeg gardinet for igen og trak kjolen over hovedet. Inden under bar jeg de gevandter jeg plejede at gå i. Det var ganske enkelt mere behageligt og langt mere hjemligt end den tunge, overpyntede las jeg havde tvunget mig selv ned i.

Noegn bankede på døren i det jeg havde løsnet den sidste slidte hårnål fra mit hår. Jeg åbnede forsigtigt. En lille, venligt udseende kvinde stod på græsset og smilede varmt til mig. ”Goddag, deres højhed,” Hun nejede ”Jeg er deres hofmesterinde” sagde hun smilende. Jeg nikkede. Jeg forstod hvad hun sagde, men det var som om ordene ikke rigtig gav mening i mit hoved.

Jeg kiggede nervøst ud af den åbne dør. ”Vil de møde prinsen?” spurgte kvinden. Jeg nikkede igen og trådte forsigtigt ud af vognen.

Der var ingen prins nogen steder, kun en hvid vogn med lukket dør, trukket af 4 hvide heste. Var han bange for sollys siden han havde trukket de sorte gardiner for?

En af mændene fra livgarden åbnede døren og lod mig træde ind i den hvide vogn. Der var mørkt, men jeg kunne lige se omridset af en person i mørket. Jeg kunne hør en tændstik, og så derefter så jeg flammen blusse op og tænd lysene i en lysestage på væggen.

Jeg må sige, jeg var imponeret af prinsens udseende. Jeg havde forestillet mig ham som en lille forkælet snothvalp med fem dobbelthager og en lille opstoppernæse, men jeg kunne ikke have taget mere fejl. Han var høj og slank, og med et kønt veludviklet ansigt. Da slog det mig at der var noget galt. Han gav mig et undersøgende blik, hvor man kører fra ansigtet og ned til fødderne og tilbage igen. Det var ubehageligt, for han sagde ikke noget, men jeg kunne læse i hans ansigt at der var noget der nagede ham. Jeg tog mod til mig og åbnede munden for at sige noget, men ordene ville ikke rigtigt slippe ud.

Først i andet forsøg lykkedes det. ”Er der noget galt med den måde jeg ser ud?” Spurgte jeg, med min sydlandske dialekt jeg endnu ikke havde kastet af mig.

Han stirrede målløst på mig, men svarede så med en stemme der antydede hovmod. ”Du er en kvinde, som går i bukser… Rider du så heller ikke damesaddel?”. Jeg kiggede ned på mine støvler. Jeg kendte godt svaret, men jeg turde ikke rigtig svare. 

”Nej, jeg rider ikke damesaddel.. Det er ikke sådan vi gør det i mit hjemland” sagde jeg roligt, men nervøst.    

Han gloede på mig som om jeg var tosset, men det var også klart eftersom han var vokset op med en anden kultur.

Vognen satte i gang og jeg mærkede atter den bulede vej under os. ”De burde få ordnet de her veje” hørte jeg ham mumle. Et smil bredte sig på mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...