En kamp for frihed

Livet er ikke nemt for den unge Diana, der med et bliver meddelt at hun er blevet lovet væk til tronarvingen i et helt andet land, med andre vejr forhold, anden kultur og andre skikke.
Til at starte med hader hun sit nye hjem, og længes tilbage til det land hun elsker og er opvokset i.
Ikke længe efter opdager hun så småt at livet ved hoffet ikke er hvad det vil have folk til at tro det er.
Hvem er hende Anastasia der hjemsøger Dianas kammer? Hvad er det for en hemmelighed William slæber rundt på? Hvad er den bedrager der udgiver sig for at være heksen Stephanie ude på?
Dianas hoved begynder så småt at fyldes med spørgsmål, og med et indser hun at situationen ikke er som først antaget...

2Likes
2Kommentarer
1147Visninger
AA

9. Bedrageren

 

Jeg vågnede med et sæt. Der stod nogen og kiggede på mig. Jeg kunne ikke se det på grund af mørket. ”Kan du ikke bare knipse igen?” lød en stemme jeg genkendte som Williams.

”Hvorfor? Vil du da gerne se det igen?” spurgte jeg drilsk.

”har du noget i mod at jeg sover herinde i nat?” Spurgte han forsigtigt. Jeg burde have set det komme. Han måtte have snakket med sin mor, eftersom han nu skulle sove inde hos mig. Men jeg havde ikke noget i mod det, så jeg sagde ikke noget, men lod ham smide sig ved siden af mig.

Det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det, det var mere det faktum at vi stadig ikke kendte hinanden.

Jeg var glad for at Stephanie havde fået sit eget kammer, for hun ville sikkert være død af grin hvis hun så det her.

”Diana? Vil du med ud på en ridetur i den sydlige skov i morgen?”. Jeg var næsten faldet i søvn da han spurgte. ”Tja, hvorfor ikke? Jeg trænger til at komme lidt ud” svarede jeg og lagde mig om på siden og krøllede mig sammen som en anden kat.

 

”Hvad fanden!?!” Udbrød jeg da jeg opdagede hvordan jeg havde ligget den nat. Havde vi ligget i ske hele natten? Fy for helvede! Det var nu ikke sådan jeg havde forventet at vågne, men det kunne jeg have sagt mig selv.

”Hmm, Godmorgen” lød det søvndrukkent fra William. ”Godmorgen” svarede jeg kort, idet der lød banken på døren, og Stephanie kom ind uden så meget som at advare om at hun kom.

”Uhhf! Undskyld jeg forstyrrer det yndige par” udbrød hun grinende. Jeg rødmede til langt op over ørene.

”Hvad er der Steph?” spurgte jeg muggent. Hun havde sgu altid været sådan lidt underlig, men lige nu syntes jeg at t var ret så upassende at komme brasende på den måde.

”Vi skal ha’ os en snak” sagde hun og åbnede mit skab. Hun lukkede det igen da hun havde fundet det tøj frem jeg var ankommet i.

”Æhm, Steph? Kan det blive senere? Jeg har andre planer” svarede jeg koldt. Der var allerede noget der ikke stemte. Stephanie Dragoléz plejede aldrig at komme brasende på den måde, og slet ikke at finde tøj frem.

”Du kan gå, Miss Dragoléz” sagde jeg med en stemme der var så kold at selv den isnende vind en kold vinternat ville være som en lun sommerbrise i sammenligning med.

”Fint” svarede Stephanie og drejede om på hælen og gik, efter at have smidt mit tøj på sengen.

Fnysende smækkede hun døren efter sig. Det var ikke Stephanie. Det kunne det ikke være! Ellers var det bare længe siden vi havde set hinanden.

William strøg mig over håret med en langsom og kærlig bevægelse. Så rejste han sig og gik over mod væggen, selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvorfor.

”Vi ses om lidt” sagde han smilende og gav væggen et let tryk. Til min forbløffelse gik en lille dør op som han trådte ind af og lukkede efter sig. Hemmelige døre? Det var den eneste tanke der gik gennem mit hoved før jeg bevægede mig hen til spejlet og vaskede mit ansigt i det vand der var blevet stillet frem.

Mens jeg tørrede mit ansigt hørte jeg nogen komme ind. Stephanie. Igen. Havde hun stået udenfor og lyttet? I så fald var der virkelig noget galt. Og hvad var det hun havde om halsen? Lignede det ikke…? var det ikke…? Jo, mindsanten om det ikke var en fin, fin sølvkæde med et sølvkors som vedhæng?

Alle vidste da at hekse ikke kunne tåle at røre ved sølv! Det var jo indlysende. Det var ikke Stephanie.

Og var det bare lyset eller sad øjnene ikke også lidt for tæt? Og var næsten ikke lidt for buet og krage-agtig?

Den var også gal med hænderne. En Stephanie jeg kendte havde lyse ringe på fingrene efter have båret små jernringe på fingrene for at forhindre solen i at ramme de steder. Disse hænder var ensfarvede overalt.

”Hvad var det du ville snakke om?” spurgte jeg. Jeg ville helst holde min opdagelse for mig selv til jeg så mit snit til at melde denne bedrager.

”Åh, jeg tænkte bare på hvorfor du ikke er med barn endnu? Folk plejer da at opdage graviditeten få dage efter de er ankommet” svarede den falske Stephanie med et skuldertræk. Nu var det strålende klart: Den person jeg havde med at gøre, var slet ikke en heks, og da slet ikke en fra mit hjemland.

Dette, var en gemen fupmager.    

”Hør, Steph, jeg er nødt til at skynde mig. Jeg har en aftale” sagde jeg. Stephanie smilede lumsk og lod mig alene tilbage.

Jeg fik kuldegysninger allerede.

Jeg trak i tøjet og trådte med varsomme skridt ned af trapperne. Jeg måtte væk så hurtigt som muligt.

Nu var det bare om William stod nede på gårdspladsen allerede? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...