Magical eyes, and ugly lies {JB}

Railey Ray Hope kendte Justin Bieber før han blev kendt. Efter mange års adskillelse bliver de begge kendt. Railey har skiftet navn til sit kendis navn Destiny Hope og som navnet, bliver alting anderledes da Destiny og Justin møder hinanden efter en koncert. Men hvad sker der når årene har ændret både udseende, alder, følelser og lyster? Der er en del bandeord, og hvis du er utrolig sart er det ikke lige noget for dig.. Undskyld for mine ikke fundne stavefejl, og håber i kan lide den. Skriver den færdig hvis der er stemning for det. Enjoy! Pigen på billedet skulle forstille Destiny, ved godt det er mega fox.

11Likes
9Kommentarer
2873Visninger
AA

1. Hope?

 

Mit navn er Railey Ray Hope, jeg kendte engang en dreng som hed Justin Drew Bieber. Jeg er ret sikker på han stadig hedder det samme, men de fleste kender ham kun som Justin Bieber. Jeg er 16 år. Jeg har mørkebrunt hår med krøller, brungrønne øjne og er 163 høj. Jeg er ret lav. Jeg mødte for første gang Justin i skolen, Caitlin, min bedsteveninde var kærester med ham i et stykke tid indtil han blev kendt. Hun ville ikke mere da han skulle på tourne.. Hvilket jeg godt kunne forstå dengang..Jeg blev hurtigt gode venner med Justin, han var sød, sjov og så var han enormt nuttet, jeg blev faktisk ret forelsket i ham. Men han havde jo Caitlin. Han sagde altid han ville være sanger..  Efter Justin var rejst for at starte en karriere, rejste Caitlin til Danmark for at være udviklings student.. Hun sagde hun trængte til at prøve noget nyt. Hun skulle bo hos min familie, da jeg var fra Danmark.. Jeg har ikke set Caitlin eller Justin siden jeg var 14.. Det vil sige lidt over 2 år. Jeg snakker stadig med Ryan og Chris. Over telefon altså.. Efter 1 år uden Caitlin og Justin flyttede vi til Atlanta, jeg var blevet opdaget af Rihanna.. Jeg havde en fremragende sang karriere. Jeg havde været til en lille tour og holdt en masse koncerter. Jeg havde ændret mit navn til Destiny Hope. Jeg hadede mit eget navn. Jeg havde hørt en masse om Justin, han var blevet kæmpe stor inden for musikbranchen, ikke fordi jeg ikke selv gjorde det godt. Han var vist nok på Worldtour lige fortiden. Jeg havde endnu ikke mødt ham, og han vidste nok ikke det var mig, han kendte mig jo som Railey Ray Hope, med det blonde glatte hår og ingen makeup. Nu havde jeg fået min naturlige brune farve igen, og mine krøller, og jeg brugte makeup..        "Destiny, 2 minutter"! Rihanna kaldte. Jeg tog mine knald røde stiletter på, og min sort kjole uden stropper. Lige nu var vi på min mini worldtour i Australien.   Jeg fik stukket min sorte mikrofon med diamanter på, i hånden. Jeg løb ud på scenen.  " Hvad så Sydney! Er i klar?" Folk råbte og skreg.  Jeg begyndte min første sang.    " God koncert smukke"! Rihanna kom hen og gav mig et kram. Jeg kunne mærke jeg var blevet enormt træt.  " Tak" mumlede jeg stille mens jeg tog mine stiletter af.  " Forresten, vi skal hen på et andet hotel i aften" Jeg nikkede og gik ind og skiftede til nogle stramme sorte jeans, og en hvid t-shirt hvorpå der stod New york. Jeg tog et par normale sorte converse på, og gik ud til min sorte Ferrari. Jack, min bodyguard fulgte min ud gennem alle paparazzierne og fansne. Jeg trykkede hurtigt adressen på det nye hotel ind på min GPS. " Dej til højre om 500 meter" Jeg sukkede og kørte, jeg kunne ikke fordrage GPS damers stemmer..  " Destinationen er nået" Jeg kiggede på fra GPSen og så et kæmpe hotel.  Jeg parkerede bilen, og gik hurtigt op til indgangen for ikke at blive opdaget. Rihanna og mit crew stod allerede derinde, og snakkede med en mørk mand og en lys. Jeg var så træt at jeg ikke en gang gad og tjekke hvem de var. Jeg gik over til Rihanna. " Hey you, jeg ville engentlig gerne op og sove" Rihanna vendte sig om og smilte til mig og gav mig en nøgle. Jeg gik et lille stykke væk fra dem. Jeg nåede ikke at gå længere før en velkendt, og savnede stemme gav gennemlyd gennem lokalet. " Usher, jeg vil gerne have mit værelse NU!" Jeg vendte mig hurtigt om og så Justin! Jeg stod helt stille, jeg kunne ikke sige noget. Mit hjerte bankede 3 gange så hurtigt. Han så godt ud, han var blevet klippet, meget højere og mere trænet. Jeg fulgte ham med øjnene, han stoppede lige foran Rihanna og gav hende hånden. Så vendte han sig om og begyndte at snakke med den mørke mand. Han havde ikke set mig endnu. Jeg havde mest at alt bare lyst til at løbe hen til ham og give ham et kæmpe kram og aldrig slippe igen.. Men hvad hvis nu han ikke kunne huske mig? Det var jo to år siden vi sidst sås..  Jeg vendte mig om og gik, da Justin var på vej væk med de to mænd.  Jeg sukkede højt, skulle jeg sige hej til ham her på hotellet?  jeg gik op på mit værelse og ringede ned til receptionen.  " Hvad kan jeg hjælpe med"? Damen i røret lød venlig.  " Jeg skal have nummeret på Justin Biebers værelse" Mumlede jeg imens jeg sank en klump. Jeg var så nervøs.  " Det er desværre hemmeligt" Jeg sukkede. " Jeg er her på tourne selv, mit navn er Distiny Hope. Jeg er en af Justins venner" Jeg bed mig forsigtigt i læben.  Der var stille i røret i nogle minutter.  " Han bor på værelse 2033"  " Tak" Jeg lagde hurtigt på. 2033 var ikke så langt væk, jeg boede selv i 2001.  Jeg rejste mig og gik langsomt ud og låste døren.  Jeg skimtede langsomt alle dørnumrene, indtil mit blik stoppede ved 2033. Mit hjerte hoppede en gang og jeg begyndte at ryste en smule. Jeg løftede endelig hånden efter lang tids overvejelse, og skulle til at banke på da døren blev åbnet i hovedt på mig. Jeg faldt ned på gulvet.  " Er du okay"? Justin satte sig på hug ved siden af mig.  Jeg kiggede på ham med store øjne. " Justin" Sagde jeg højt. Mit hjerte bankede hurtigt. " Åh nej, ikke igen. Hvordan bliver i piger ved med at finde frem til mit nummer."? Justin kiggede lidt på mig- " Når men i det mindste er du en af de smukkeste jeg har set" Han blinkede og løftede mig hårdt op i armen, og trak mig over mod elevatoren. Okay, han kunne tydeligvis ikke genkende mig..  " Prøv og hør, hvis du får et billed med mig lover du så du ikke vil komme igen"? Jeg begyndte at grine en smule. Han troede jeg var en af hans fans.  Justin slap mig, og gav mig elevatorblikket.  " Hvad er sjovt?" Justin kneb øjnene sammen, og kiggede op på mit ansigt. Jeg grinte imens jeg talte.  " Justin jeg er ikke en af dine fans, mit navn er Destiny Hope" Justin kiggede ned i jorden, imens han hviskede. " Hope..." Han kiggede igen op på mig-  " Hvad laver du så her, hvis du ikke er en min fan?"  Jeg fniste en smule over han ikke kunne genkende mig. Det var ret komisk. Men okay jeg havde fået nyt hår, former og makeup. For ikke at nævne nyt navn, men jeg lignede jo stadig mig selv, syntes jeg. " Justin, kan du ikke genkende mig"? Jeg kiggede forventnings fuldt på ham. Justin nikkede, og mit hjerte hoppede igen. * " DU er hende der sangeren" Jeg begyndte at grine igen. Justin kiggede forvirret på mig.  " Ja det er mig, men prøv igen Justin. Jeg er sikker på du godt kan genkende mig hvis du kigger efter" Justin trådte lidt væk fra mig, og betragtede mig. Han stod længe og kiggede på mig, hans øjne kørte op af mit håndled hvor jeg havde en meget lille tatovering, hvor der stod Hope med skråskrift. Justins øjne stoppede ved mit håndled, jeg havde haft den tatovering siden jeg var 10. Det var noget med min families tro, og så skulle det være et symbol på tro, håb og kærlighed. Justin havde set den mange gange før.  Han gik hurtigt over imod mig, tog min hånd og løftede den så man kunne se mit håndled. Han slap langsomt min hånd, og kiggede mig dybt i øjnene. Han havde altid haft sådan nogle smukke brune øjne.. " Hope, Railey Hope?" Han havde altid kaldt mig Hope.  Han kiggede stadig på mig.  Jeg nikkede stille. " Det var da ikke så svært vel?" Jeg grinte lidt.  Justin gik helt over til mig og trak mig ind til sig, i et langt kram. Jeg kunne mærke nogle følelser boble inden i mig.. " Jeg kan ikke tro det er dig Hope, jeg har savnet dig så utroligt meget"  hviskede han ind i mit hår.        Det var dejligt at mærke Justins varme kram, og duft igen. Da han endelig gav slip, betragtede han mig.  " Du ser helt anderledes ud" Han kiggede på mit hår, mit ansigt, og så søgte hans øjne også ned til mine bryster. Men jeg fangede hurtigt hans blik igen.  " Jeg har fået min naturlige hår farve, og mine krøller tilbage" Han nikkede stille. " Dem havde du da ikke på skolen?"  Jeg rystede på hovedet.  " Hvorfor har du engentlig skiftet navn?" Justin tog forsigtigt min hånd og trak mig ind på hans værelse. Vi satte os i hans sofa. " Fordi jeg havde brug for en ny start..."  Han nikkede stille, imens han igen betragtede mig.  " Du ser så anderledes ud, jeg kunne slet ikke genkende dig" Justin rejste sig op og gav mig igen et kram.  " Det er så godt at se dig igen Hope"! Jeg kunne mærke hans ånde mod mit øre, det gøs i mig da det killede en smule. " I lige måde" Hviskede jeg. Justin trak sig væk og kiggede på mig.  " Vil du med ned og have aftensmad?" Jeg nikkede hurtigt da jeg kunne mærke hvor sulten jeg var blevet.      
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...