Aye smukke ♥ One Direction (Ny version)

Niall og Emilie har kendt hinanden siden vuggestuen og de har været bedstevenner lige siden. Men en dag stiller Niall op til X Factor og alting ændrer sig. Emilie savner ham hver dag, når han ikke er der føles det som om der mangler noget. Men så sker det fantastiske, en af Nialls venner, kommer og henter hende med til London som en overraskelse til Niall. Emilie er 18 år og kun nogle få måneder yngre end Niall - Niall: d. 13/09/1993, Emilie: 18/12/1993. (Emilie's forældre er skilt, men de er stadig gode venner) Værsgo at læs og kom bare med respons i kommentaren(-:

20Likes
17Kommentarer
2621Visninger
AA

8. London Eye

 

Niall's synsvinkel:

Emilie og jeg havde lige været ude at spise middag på en af de fineste restauranter i London, selvom hun havde sagt at hun var ligeglad var hun alligevel blevet imponeret over stedet og den lækre mad de serverede. Efter middagen gik vi ud på gade og jeg tog hendes hånd og vi flettede fingre. Hun var fantastisk, jeg kunne virkelig mærke nu hvor meget jeg havde savnet hende. Hendes smil var det smukkeste jeg nogensinde havde set, jeg elskede hende virkelig højt.

Vi skulle mødes med drengene i Emilie's onkels tivoli som var lukket idag, kun for vores skyld. Men først skulle vi have en tur i The London Eye, som også var lukket så vi kunne prøve den uden at der kom skrigende fans. Vi kan se drenge ovre ved billetlugen, hvor de står og vinker vildt med armene. Vi griner ad dem og vinkede tilbage. Da vi er nået hen til dem siger Harry: "Helle for at køre med Emilie!!"

Emilie's synsvinkel:

Jeg griner ad ham og kigger på Niall og spørger: "Er det okay med dig skat?" "Selfølgelig smukke!" - siger han og kysser mig på kinden. Niall og Louis kører sammen og Liam og Zayn kører sammen, jeg sætter mig ind i kupeén sammen med Harry. Han smiler sødt til mig og satte sig lige ved siden af mig og lagde en arm om mig. Vores kupé er lidt længere væk fra de andres så de kunne ikke se os herfra. Turen var næsten færdig, men Harry og mig havde ikke sagt noget. Vi nød bare udsigten ud over London. Da vi var omkring fem meter over jorden kunne jeg se at de andre stod og ventede på os.

Jeg kunne mærke at Harry rykkede sig lidt tættere på mig. Jeg vendte mit hoved mod ham og Harry's hoved nærmede sig mit, hans læber strejfede let mine. Hans læber ramte mine igen og kyssede mig blidt. Jeg skubbede ham væk fra mig næsten med det samme, men det var for sent Niall havde set os. Hans øjne blev fyldt med tårer og han kiggede såret på mig og løb så sin vej. Lige så snart vi var kommet ud af kupeén smed jeg de stiletter jeg havde haft på, og løb efter ham i bare fødder. Han stod ved udgangen og skulle til at gå ud. "NIALL! NIALL! VENT NU LIGE!" Jeg kunne mærke at tårerne flød ned ad mine kinder. Han kiggede vredt og såret på mig. "Hvad? Hvad er der?!" Han lød sur og meget ked af det. "Jeg er så ked af det, men Harry kyssede mig og jeg gik i chok! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, før jeg fik taget mig sammen og skubbet ham væk! Jeg er så ked af det! Jeg ved ikke hvorfor han gjorde det!" Jeg begyndte at græde endnu mere, og jeg satte mig ned på jorden. Det eneste jeg havde på var en lyseblå kjole der gik til midt på låret. Jeg trak knæene op under mig, jeg gemte hovedet i knæene og græd endnu mere. Jeg kunne mærke han satte sig ved siden af mig, han lagde armen om mig og trøstede mig. "Er du ikke sur på mig?" Spurgte jeg overrasket, tårerne trillede stadig ned af mine kinder. "Nej selvfølgelig ikke. Det var jo ikke din fejl vel?" Jeg kiggede op på ham. Han græd stadig, så begyndte jeg at græde igen. Tårerne flød ned af vores kinder. Vi sad bare og kiggede på hinanden. Så nærmede hans ansigt sig mit langsomt, han kyssede mig på munden og jeg kyssede tilbage. Efter lidt tid trak jeg mig ud af kysset. Vi græd stadigvæk begge to.

Han rykkede sig lidt tilbage og kiggede på mig med et lettere bebrejdende blik. "Hvad er der?" Jeg kiggede ham i øjnene. "Du fryser jo!" Han havde vist lagt mærke til at jeg ikke havde sko på."Hvad? Nej jeg gør da ej!" Han rejste sig op og tog mig op i sine arme. Jeg fniste ad ham og rødmede lidt. "Jeg elsker dig Emilie" Han kiggede intenst på mig. "Jeg elsker også dig Niall" Jeg kiggede på hans læber og så op på hans flotte blå øjne igen, så kyssede jeg ham hurtigt på munden. Han smilte sødt til mig."Skal vi ikke bare gå hjem søde?" Han kiggede håbefuldt på mig, han ville vist ikke snakke med Harry lige nu. Jeg havde heller ikke rigtig lyst til at snakke med nogle af de andre lige nu. Vi gik hjemad mens vi flettede fingre. Jeg frøs ikke så meget når vi gik men indimellem måtte han bære mig. Det gjorde han også da vi nærmede os huset, vi kunne se at der var mange paparazzier, hvorfor vidste vi ikke. De så os og løb hen og tog en masse billeder og kom med spørgsmål. "Er i kærester?" "Hvor mødtes i?" "Hvor skal i hen nu?" Niall kiggede hurtigt på mig og smilede sødt. "Ja det er vi. For lang tid siden. Hjem." Jeg så forvirret på ham, men han smilede bare til mig og bar mig ind i hall'en og gik op ad trapperne, stadig med mig i armene. Hele vejen ind på hans værelse.

"Emilie?" Han havde sat mig på sengen, han sad på gulvet foran mig. "Jah?" Jeg kiggede nysgerrigt på ham. "Vil du være min kæreste?" Jeg smilede til ham og han smilede igen. "Ja, selvfølgelig!" Hans øjne strålede af lykke, han satte sig ved siden af mig. Jeg hev ham indtil mig og kyssede ham heftigt, han kyssede igen vores tunger legede med hinanden. Han trak sig tilbage da vi kunne høre nogen der smækkede døren op. Vi kiggede på hinanden og skyndte os at trække dynen over os. Han lagde armene om mig, og jeg lagde mine om hans nakke. Han trak sig helt ind til mig og kyssede mig i håret, jeg lagde mit hoved på hans skulder.

"Hvad fanden havde du gang i derude?!" Jeg kunne høre at det var Louis, der var vred på Harry. "Jeg ved det ikke, det var bare... Arghh! Jeg ved det ikke!" Harry lød sur men ikke på Louis, det var nok ham selv han var sur på. "Nu har du såret Niall dybt og har gjort Emilie ked af det! Vi ved ikke engang om hun fandt ham eller om hun løber rundt i London. Det kunne også være hun sidder et sted i en mørk gyde og græder eller er DØD! Og Niall er sikkert endnu mere ked af det og græder og er sur og hader dig og Emilie. Vi ved ikke HVOR DE ER!!" Jeg kunne høre døren ind til vores værelse blive åbnet langsomt. "Jeg tror jeg har fundet dem..." Liams stemme kunne man nemt genkende. Vi hørte at Louis, Harry og Zayn kom hen til døren. Så var der en der trampede væk og smækkede med døren ind til en af de andre værelser. "Helt ærligt Harry!" Kunne vi høre Louis råbe til ham. "Ej, nu tuder han også!" Louis lød irriteret. "Hvad?! Græder HAN?" Udbrød jeg, jeg havde sat mig op i sengen. Liam, Louis og Zayn kiggede forskrækket på mig. De troede nok at vi sov, men det kunne vi jo ikke når de larmede sådan. Niall hev mig ned i hans arme igen, ret hårdt faktisk. KNALD! "Av Niall! Det gjorde ondt!" Han havde fået mig til at hamre hovedet ind i senge gærdet. ”Undskyld, undskyld, undskyld. Er du okay skat?" Han lød meget bekymret. De andre begyndte at grine og gik ud. Niall trak mig ind i et langt intenst kys, jeg trak mig langsomt tilbage. "Godnat," hviskede jeg til ham. "Godnat smukke." Han kyssede mig i håret, og vi lagde os til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...