Aye smukke ♥ One Direction (Ny version)

Niall og Emilie har kendt hinanden siden vuggestuen og de har været bedstevenner lige siden. Men en dag stiller Niall op til X Factor og alting ændrer sig. Emilie savner ham hver dag, når han ikke er der føles det som om der mangler noget. Men så sker det fantastiske, en af Nialls venner, kommer og henter hende med til London som en overraskelse til Niall. Emilie er 18 år og kun nogle få måneder yngre end Niall - Niall: d. 13/09/1993, Emilie: 18/12/1993. (Emilie's forældre er skilt, men de er stadig gode venner) Værsgo at læs og kom bare med respons i kommentaren(-:

20Likes
17Kommentarer
2623Visninger
AA

6. Gensyn

 

Niall's synsvinkel:

Liam og Zayn havde slæbt mig med ind på en lille, hyggelig restaurant i hjertet af London. De havde lukket mig ind i et lille rum og sagt at de ville vente på Louis og Harry, bagefter ville de komme ind til mig. Men det mærkelige var at det var et ret lille rum og der kun var et lille bord for to, midt på bordet var der en lysestage med levende lys i. Der var dæmpet belysning, og maden stod på bordet. Jeg satte mig ned for at vente, og da døren går op var det ikke en af drengene, men derimod; "Emilie!?" - Udbrød jeg.

Emilie's synsvinkel:

"Emilie!" - Udbrød Niall, der rejste sig op og løb hen til mig. "Hej Niall!" - Sagde jeg lige inden han hev mig ind i et langt og varmt kram. Jeg trak mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se ham i øjnene."Wow! Du ser virkelig godt ud!" - Sagde jeg sødt til ham og blinkede, han rødmede lidt. "Du ser også utrolig smuk ud Emilie" - Sagde han lige så sødt og blinkede igen, så var det min tur til at rødme. "Guud, hvor har jeg dog savnet dig!" - Sagde jeg. Niall's øjne blev blanke da han sagde: "Jeg har også savnet dig Emilie!" Jeg grinte ad ham og han kiggede spørgende på mig. "Det har Louis sagt, han sagde at du næsten ikke havde snakket om andet?" - Sagde jeg spørgende. "Hvornår har du snakket med Louis?" - Spurgte han og kiggede hurtigt mod døren. "Da han kom og hentede mig i går" - svarede jeg og kiggede ham i øjnene. "Sov i sammen?" - Spurgte han og så lidt såret ud. "Ja hvad ellers?" - Svarede jeg ham og så lidt forvirret ud. "Sov I, i den samme seng?" - Spurgte han hurtigt og så ud som om han var ked af det. "Jah..." - Indrømmede jeg og så lidt flov ud. Niall kiggede mig hurtigt i øjnene og så styrtede han ud af døren. Jeg løb efter ham. Han var løbet udenfor og stod hjørnet af gaden, og ventede på at han kunne komme over fodgængerfeltet. Det begyndte at regne lige da jeg var kommet op og stod ved siden af ham. "Hvorfor løb du væk?" - Spurgte jeg lidt surt. Jeg så at han græd. "Hvorfor græder du søde?" - Spurgte jeg og han kiggede surt på mig. "Dig og Louis er i så kærester nu?" - Spurgte han og kiggede mig i øjnene, han græd stadig. "Hvad snakker du om?" - Spurgte jeg forvirret. "Når han nu sover i din seng og alt muligt." - Sagde han og kiggede mig stadig i øjnene, mens han græd. "Nej, vi er ikke kærester. Den eneste grund til at lå i min seng var at jeg græd så meget, fordi jeg savnede dig! Han ville bare holde om mig og trøste mig!" - Sagde jeg og begyndte at græde. "Hader du mig nu?" - Spurgte jeg og kiggede ham i øjnene, han græd ikke mere. "Nej selvfølgelig ikke søde," - sagde han og kiggede mig i øjnene. "Hvorfor løb du så?" - Spurgte jeg og der løb et par tårer ned af mine kinder. Han trak mig bare ind til sig og holdt om mig, vi var begge helt våde på grund af at det regnede så meget. "Emilie?" - Spurgte han forsigtigt. "Hvad så?" - Spurgte jeg, han trak sig lidt væk fra mig så han kunne se mig i øjnene. "Jeg elsker dig Emilie," - sagde han og kiggede på mig, "men ikke kun som en ven, jeg er forelsket i dig Emilie." Jeg så på ham med store øjne, og lige dér da jeg kiggede ind i han smukke øjne gik det op for mig. "Jeg elsker også dig Niall, jeg er også forelsket i dig" Han så på mig i lidt tid, det styrtede stadigvæk ned i stænger. Så trak han mig ind til sig i et langt vådt kys, hans tunge begyndte at lege med min. Sådan stod vi og snavede i nogle fantastiske minutter, så trak han sig lidt væk. "Vi må nok hellere gå tilbage til de andre" - sagde han med et smil. "Mmm" - svarede jeg. Så tog han min hånd og flettede fingre med mig på vej tilbage. Drengene stod ved døren og havde set det hele, de smilte til os og jeg smilte bare stort igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...