Lethas Diamanter

”Er du klar Stai?”
Han nikkede og gjorde sig klar til Rics angreb. Han ville vise Lush, at han var den bedste. At han var hundrede gange bedre end den nar til Ric!
”Okay! 3.2.1... Gooo!”
Han løb hen imod Stai. Han løb hurtigt. Endda meget hurtigere end han plejede. Pludselig var han væk.
”Stai, pas på!” Skreg Lush.
Ric stod pludselig bag Stai og skulle til at give ham én på gokken. Men Stai var hurtigere, da han satte af og hoppede højt op i luften. Da han var på vej ned, ville han lave sit specialangreb mod Ric. Han var tæt på at have ramt Ric, men han tog fat i Stais arme og holdt godt fast i dem. Han begyndte at snurre rundt og rundt. Til sidst gav han slip og Stai røg flere meter væk.
”Ha! Så kan du lære det, Stai!”
Lush kom hen til ham for at hjælpe ham op.
”Er du okay, Stai?”
”Jeg… jeg har det fint!”
Han løb mod Ric med fuld kraft frem. Han satte noget af sin magi ned i benene, så han løb lige så hurtigt som lydens hastighed.

2Likes
0Kommentarer
1168Visninger
AA

1. Hjemrejsende

 

En rejse begynder...

 

Året er 1984, og vi som ikke skulle være blevet skilt, er blevet spredt i alle verdenens kroge. For lang tid siden levede menneskene i fred og badede i varmen fra lyset. Lethas, alles og min store skaber, havde skænket os lyset, jorden, himlen, vandet, luften, magien og alt liv i verdenen. Syv diamanter havde Lethas fundet på sit hellige bjerg, og han lod dem svæve på himlen. Disse diamanter symboliserede elementerne, han havde skænket verdenen. Alle elskede disse diamanter, men menneskene begyndte at kæmpe om dem. De ville have dem for sig selv, så de kunne herske over elementerne og dermed være lige så højt stillet som Lethas selv. Den underjordiske hersker, Evi'l, så denne tumult mellem menneskene og besluttede sig for at gøre det til en katastrofe. Han rejste sig gennem et kraftigt jordskælv og lod sin kolde og mørke ånde ramme menneskene. Ondskab blev født i disse menneskers hjerter af Evi'ls ånde. Den spredte sig og opslugte lyset i dem. Evi'l lod sin kappe svæve over verdenen som en mørk og tyk sky der forpestede alt levende, som ikke kunne stå imod ondskaben.

Men små stumper lys overlevede. Med disse stumper lys, kan verden blive genskabt til det den var engang. Det er den verden vi lever i nu. I mens Evi'ls skabelse stod på, tog Lethas en speciel diamant fra menneskenes verden. Denne diamant blev mig, den ottende, og jeg skulle symbolisere alt det gode. Dog blev jeg tabt, og ingen har set mig siden.

Under Evi'ls hærgen faldt Lethas i en dyb søvn på bjerget Marlux. Han skrev dog til sit folk på en sten ved bjergets rødder: ”En dag vil nogle fra mit folk komme og give mig mine diamanter tilbage. Mine skabende diamanter. Når de har fået alle 8 diamanter, og har givet dem til mig, vil lyset og freden atter komme til denne verden, og Evi'l vil atter blive forvist til sine mørke kamre i al evighed. Indtil videre, vil mine 6 dyr beskytte mit folk og hjælpe dem når de er i nød. Disse dyr vil blive deres guder.”

 

                              

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1.kapitel

 

Året var 1984. Det var d. 30 Aaghu, og der var én dag til årsskiftet. I denne verden var tiden en anden og skiftet på året var også anderledes. Dette skete efter ondskaben var kommet frem, og havde lavet om på alt i verdenen. Dog i denne mørke tid, kunne man ane lys få steder i Scei. Mange af dem vidste ikke, at de kunne besejre mørket og få lyset frem. Selv i den lille landsby Napaj, ca. 220 km syd for hovedstaden Glasiz på den store tvillings ø Trema, kendte man ikke til den kraft der hvilede i tre personer. To af dem kendte til hinanden, og den sidste var lige ankommet til byen for at bosætte sig. Men der var også en fjerde lyskilde som var på vej til byen. Lyskilden dér var ikke nær så stor som de andres. Ondskaben havde knuget sig fast i denne persons lyskilde og var nu ved at suge lyset i sig.

På en bar i Napaj - som var fyldt med mange af landsbyboerne og rejsende - sad en teenager og dagdrømte. Dagdrømmeren hed Stai Striat. En fyr som var klar på alt der måtte komme imod ham. Eller… næsten alt. For var der én ting han ikke var klar på, så var det en pige. Hendes navn var Lush. Når han sad og dagdrømte, var det altid om hende. Han kunne aldrig få tankerne væk fra hende.

De andre i byen sagde, at han skulle gå hen til hende og spørge om de skulle finde sammen. Stai havde altid grint, rødmet og havde sagt at han aldrig ville kunne få sig selv til det. Denne dag sad han igen og drømte om hende. En fyr kom ind og så sig lidt om. Alles øjne hvilede på denne fremmede... Det vil sige, næsten alles. Stai havde ikke ænset at vedkommende var trådt ind i den behagelige lille bar. Han havde end ikke ænset at den fremmede havde sat sig tre sæder fra ham. Han smed sin sportstaske på gulvet og åbnede for sin blå læderjakke. Noget snehvidt kom frem og folede ud fra hans brystkasse. Stais øjenkrog observerede dette og det fangede hans opmærksomhed en smule. En snehvid kat med store flotte og skinnende vinger sad på fyrens arm og slikkede sin pels på plads. Stai vendte sit fulde blik tilbage ned i en dyb årring i træbordet.

”Hallo Sai, skal du ikke snart hjem, hva? Du har siddet her i fire timer!”

”Hva!?” Han så hurtigt op på bartenderen.

”Drømmer du nu igen, hva?”

Stai fandt et stort charmerende smil frem og lod sit hoved hvile på hans hånd.

”Er det Lush igen?”

 Bartenderen Ruih lænede sig over disken, hvor hendes enorme og flotte barm gav hende en støtte mod det hårde træ som en stor og blød pude.

”Ja, det er det. Har du et problem med det?”

”Næh, jeg var bare nysgerrig, ikke andet.”

Hun blev fornærmet og vendte sig om til nogle glas der ventede på at blive tørret. Han så lidt på hendes afvisende ryg og fik omsider kræfter til at rejse sig.

Han vendte om mod udgangen og fik råbt "farvel!" til Ruih som stadig viste ham ryggen. Mon hun var sur, fordi han var forelsket i Lush og ikke hende? Selvfølgelig havde han lagt mærke til hende. Hvem kunne ikke det med sådan en enorm barm. Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre for en ung, smuk og tynd kvinde at få sådan en barm. Alle mændene i byen var vilde med hende. Især efter hun begyndte at danse til fester. Man skulle forestille sig et tomt dansegulv, som var omringet af liderlige og højtråbende mænd der så på Ruih svinge alt med de vildeste dansetrin. Alle var vilde med hende og ofte kom mændene kun ind i baren for at flirte med hende eller prøve lykken og spørge om hendes hånd.

Han gik hen mod døren, og da han åbnede den var solen straks fremme. Det var dejlig varmt og skyfrit. Solens varme og blide stråler aede ham blidt på kinden mens gik han mod byens stenbrønd. Han stoppede op og så sig omkring for at tage det sædvanlige kig på den hyggelige landsby. Til højre for ham var et almindeligt hus som havde vokset en mølle i siden, som stille og roligt drejede rundt med den svage vind. Indenfor kunne man høre, at der blev malet korn. Til venstre for ham var der et stenhegn og bag dette stenhegn stod et væsen. Et væsen som var et stort drage lignende væsen. Den stod på sine bagben, da dens forben var for små til at kunne nå jorden. Dette væsen kaldte man for en Dragmée. Man kunne bruge den som trækdyr, eller til et spil der kunne minde lidt om basket, men hvor man rider på sådanne dyr mens man suser afsted mod målene i forskellige terræns. I hjertet af byen var der en halvstor markedsplads, hvor mennesker stod og arbejdede. Rundt omkring pladsen var der huse og et enkelt hotel, hvor rejsende ofte søgte tilflugt - udover baren. Sommerfugle baskede rundt omkring for at finde blomster mens bierne summede henne ved et træ, hvor der hang en kæmpemæssig bikube. Det eneste han kunne høre - udover bierne - var hamre og save. Alt åndede fred og idyl. Han gik langsomt og dovent hen mod nogle af de arbejdende.

”Hejsa gutter!”

”Hejsa Sai!”

BÅÅÅÅT!!!

Alle fik et chok, da et horn pludselig gav lyd over pladsen. Mange udvekslede vrede og forskrækkede blikke hen mod en trækasse, hvor en lidt halvfed mand stod. Han sænkede hornet og så rundt. Alles øjne hvilede på ham og han rømmede sig lidt før han begyndte at råbe sit budskab frem.

”ALLE ARBEJDERE! KOM HERHEN! DER ER ET VIGTIGT MØDE NU!”

Én af arbejderne som stod ved siden af Stai så på ham med et alvorligt blik. Han kunne ikke andet end at nikke som svar, som om manden skulle have tilladelse af Stai til at gå hen til den halvfede borgmester.

Han vendte sig om og gik hjemad.

”Hey Stai! Hvor er du på vej hen?”

Han så sig omkring. Der var ingen at se.

”Øh! Hvem er det?”

”Det er da Lush, dit kæmpe fjols!”

Lush kom frem bag et stort buetræ. Hun havde det kønneste ansigt, hvor der stort set altid var et smil på læben. Hendes ansigt var, som om engle havde formet det.

”Nå, er det dig! Øh.. Jeg var bare på vej hjem.”

”Nå okay. Jeg tænkte på om vi to skulle være sammen til festen? Altså, kun hvis du ikke havde fundet nogle andre at følges med? For eksempel Ruih?”

Stai tænkte sig lidt om. Pludselig fik han blackout. Havde hun lige spurgt ham om noget han havde drømt om hele året? Hans hjerne spolede tiden fem sekunder tilbage, da hun lige havde stillet ham spørgsmålet. ”... vi to skulle være sammen til festen?...”

”Jo, selvfølgelig! Eller jeg mener,” han rømmede sig og bukkede lidt for hende. ”Det ville være mig en ære at følges med dig til årsfesten,” han smilede stort og charmende til hende, mens han kunne mærke lykken sprede sig op til hans øjne som skinnede af 100 % lykke.

”Oki, vi ses!” Hun sendte ham et blændende flot tandpasta smil.

”Ja, det gør vi bestemt!”

Hun vendte sig om og traskede hjem til sit hus som var lige overfor ham. Han så efter hende. Den måde hun gik på, hendes hår som flagrede med vinden og hendes flotte og yndefulde lyseblå sløjfe i det blond-lyserøde hår. Det var simpelthen så perfekt! Stai kunne stadig ikke fatte, at hun skulle følges med ham til festen. Mens han tænkte alle mulige tanker, der findes om en pige og livet med hende, sagde han stille:

”Ah! Hvor ville jeg dog gøre alt med hende!”

”Hvem ville du gøre alt med?”

Han fik et chok og hoppede bagud. For foran ham stod en lille dreng.

”Ahhh! Hey, hva i alverden er det du tænker på knægt?! At skræmme mennesker på den måde!” Han så forskrækket på den lille knægt der havde skræmt ham.

”Åh undskyld! jeg hedder for resten Puké,” han rakte sin ene hånd frem mod Stai og smilede.

Da Stai kiggede nærmere efter var knægten fra et folk der ikke havde lov til at kalde sig for mennesker, pga. deres mærkelige mønstrede tatoveringer i ansigterne samt anderledes tøjstil og den måde de hærgede verdenen. De trænede børnene fra de blev født til de nåede de sene teenageår med, at blive verdenens politifolk. De var dog ikke andet end en sekt som prøvede på, at finde alle Lethas' diamanter og beholde dem. Samtidig med deres mission var de også ude på at gøre livet surt for alle som ikke var en del af dem. De kaldte sig selv for Sharie-folket! Og deres familie/sekt kaldte de for Gudernes Klan. Dette navn havde de givet sig selv eftersom hvert medlem af deres seks turnerende unger havde en speciel evne fra hver af de 6 guder. Som sagt var Sharie-folket kendt for at være pesticider som skulle udryddes ligesom kakerlakker. Stai holdt lidt igen med at give Puké hånden. Han ville ikke blive udstødt lige som dem. Han så nærmere på knægten. Han havde pjalter i røde nuancer.

”Hey, Puké! Jeg hedder Stai,” han løftede blot sin hånd som gav et lille vink.

”Heysa Stai.”

Der blev helt stille mellem dem. Det føltes som var de faldet ind i et tidsrum, der stod stille. Stai rømmede sig lidt.

”Nå men jeg må hjem, skal du ikke også det?”

Puké så på ham med et blik der næsten ville sige det samme, som hvis en fuld mand kom hen og spurgte om hvilke underbukser man havde på. Man ville selvfølgelig sige ”sig mig, er du dum eller hvad?”

”Næh, ikke lige nu.”

I det samme kom en kvinde i eksotisk tøj løbende mod dem og gennede Puké væk, mens hun sendte Stai et dræberblik.

Han stod og så efter dem, derefter gik han ind i sit hus. Han lukkede døren efter sig, så hurtigt ud af vinduet for at se, om folk stod og gav blikke mod hans hus. Han åndede lettet op eftersom ingen havde skænket hans hus et eneste blik.

Han gik ind i stuen. Den var ikke særlig stor, men der var plads til hans sofa, nogle stole, et bord, tre lamper og to store reoler med bøger og en lille plante. I vindueskarmen var der plads til en lille vase, som han var glad for, eftersom han havde fået den af Lush. Den var meget elegant for rundt omkring den var der billeder af flotte landskaber, som hun selv havde malet. Hver eneste gang han så på den, blev han endnu mere forelsket i hende.

”Åh, hvor jeg dog elsker den pige.”

Der kom en let brise fra et åbent vindue. Den var hverken kold eller varm, sådan midt imellem. Det var en dejlig brise. Næsten som at blive ramt af en engels vinger. Han begyndte at tænke fra englevinger til hans dejlige Lush. Han stod igen og drømte om he…

”Hey Stai! Det er Lush! Hvem er det du elsker?”

Lush stod ved vinduet og smilede sødt ind til ham. Hun var nødt til at stå på tæer for at kunne se ind ad vinduet. Det var 159 cm højt oppe, og hun selv 156.

”Åh, hej Lush! Hv-hvem det er jeg elsker? Tjo, det er da guden Octava," kom det nervøst fra ham mens han lænede sig op af reolen, men var ved at falde eftersom han havde lænet sig for tæt på kanten. Han rettede sig hurtigt op og rømmede sig. "Må jeg byde dig på noget?”

”Nej, ellers tak. Jeg tænkte på, om du ville med ud og gå en tur?”

Det gav et sæt i Stai. Ville hun virkelig med ud at gå en tur - med ham. Han smilede meget og turde næsten ikke sige noget. Han prøvede først lidt, men ingenting kom ud af hans mund. Da rømmede han sig og fik talen på plads og prøvede igen.

”Øm! J-ja det vil j-jeg ge-gerne.”

”Jamen, så kom da!”

Hun forsvandt, og han kunne høre fodtrin som smuttede omkring hjørnet til hoveddøren. Stai stoppede med at smile og lavede et stort og dybt suk mens han slog sig selv på panden.

”Åh, shit mand! Det var tæt på! Det var lige før jeg var blevet afsløret! Hvorfor kan jeg da heller ikke bare holde min store mund lukket?!”

Han gik ud i hallen, hen imod hoveddøren, åbnede den, gik ud og bagefter ned af de tre trappetrin.

”Nå Lush, hvor synes du så vi skal gå...” han så sig omkring, men der var intet tegn på pigen med den lyseblå sløjfe. ”... Hen?”

Han ikke forstå det. Hun havde da spurgt ham om han ville ud og gå en tur med hende. Og han havde da hørt hende gå herom? Måske var det bare en drøm eller en hallucination? Et af de fantasitanker han tit havde om Lush. Også selvom de for det meste skete på en stor og flot blomster mark, hvor de kom løbende mod hinanden. Han måtte snart stoppe med de dagdrømmerier! Det gør ikke én blind, man bliver nærmere sindssyg! Han begyndte at kalde på hende. Det begyndte at rasle i en busk bag ved ham. Han vendte sig om og prøvede at se ind i den, men kunne ikke se noget, da der var mange store blade. Han flyttede nogle af dem.

”Lush? Er det dig?”

Der kom intet svar. Alt var helt stille.

”Jeg ved du prøver at skræmme mig, men denne gang får du mig altså ikke!”

”Miav!”

En kat kom frem og så op på ham. Den satte sig og slikkede sig lidt om munden mens den en gang imellem kiggede vredt op på ham, som havde han forstyrret den i en vigtig lur.

"Mis altså! Gider du lige og holde op. Smut så!”

Katten så bare dumt op på ham og begyndte at slikke på sin ene pote og førte den gennem hovedet som en anden fyr med slik hår.

”Gå så med dig!” han begyndte at skubbe lidt til den.

Den begyndte at stryge sig op og ned af hans ben. Han så opgivende ned på den og han var ved at blive virkelig træt af den.

”Nej mis! Væk! Hvæs.!”

”BØHHH!!!” lød det pludselig fra den store busk til venstre for busken, hvor katten var kommet fra.

Stai udstødte et lille forskrækket skrig og faldt ned på jorden.

Katten blev også forskrækket og spænede af sted. Den løb omkring et hjørne halvt snublende og forsvandt.

Stai satte sig på det første trappetrin til hans dør mens han gispede efter vejret.

”Lush! Du må ikke gøre mig så bange!”

Han holdt sin ene hånd på sit bryst. Der kom et grin fra busken, og Lush kom frem og smilede til ham.

”He he! Blev du virkelig bange af det?”

”Ja! Mon ikke! Jeg havde ellers håbet på, at jeg ville finde dig denne gang! Og hold så op med at grine!!”

Han rejste sig, tørrede noget støv af sin hvide trøje og jeans og så på hende.

”Jeg kan bare ikke lade være! He he! Du skulle have set dig selv, da jeg forskrækkede dig!"

”Oki! Det var lidt sjovt, men lad nu vær med at grine.”

”He he! Oki, jeg skal nok… he he… prøve på det… HA HA. Men altså, du skulle virkelig have set dig selv.”

 

De begyndte at gå. Der var stille mellem dem. De eneste lyde der kom, var deres fodtrin som gik på det løse grus der knasede under deres fødder. Bierne og sommerfuglene var stadig travlt optaget af at finde honning, og kæmpe om den sidste honningfyldte blomst. Fra byen kom der stadig nogle enkelte lyde fra hamre og save. Han kiggede mod solen. Den var rød og var på vej bag en stor hvid sky, som med ét blev farvet rød. Pludselig gennem den fredelige lyd af naturen og mændene der i byen arbejdede, kom der en høj og brummende lyd bag dem. De vendte sig begge om og så et rødt køretøj komme imod dem. Den kom nærmere og stoppede foran dem. Stai kunne genkende fyren, der sad på den blodrøde motorcykel. Det var ham der var kommet ind i baren og havde den mærkelige kat. Han kiggede på ham. Han så også at han havde en lang, tyk ørering i det ene øre. Fyren havde et meget langt ar fra venstre øjenbryn og skråt ned under højre øje.

”Jeg tror at vi hellere må tage tilbage til landsbyen,” han så på dem. ”Jeg har hørt, at det ikke er så godt at gå ud af landsbyen lige nu. Spørg mig ikke om hvorfor, for jeg ved det ikke, men jeg har en mistanke om, at det kan være Gudernes Klan som er tæt på.”

”Ja okay! Kom Lush.”

Fyren hoppede af motorcyklen og de begav sig af sted tilbage til byen. Mens de gik tilbage spurte Stai:

”Hør, hvordan har du fået det ar? Hvis jeg må spørge?”

Fyren så på ham som om han i et kort øjeblik ikke vidste, hvad han snakkede om. Så gik det lidt efter lidt op for ham, hvad Stai snakkede om.

”Nå! Det her ar!” Han pegede på sit lange ar.

”Ja! Hvordan har du fået det?”

”Åhh, det var ved en krig for nogle år siden. I min hjemby Cosmo. Cosmo og Camino var i krig mod hinanden, og jeg var en soldat.”

”Åhh waow! Så har du jo oplevet meget.”

Lush så meget begejstret og beundret på ham, som havde han lige fortalt at han havde reddet hele verden og var en verdenskendt Dracbas legende. På en måde rullede Stai med sine øjne, men kun i sine tanker. "Ja ja, han havde været med i en krig! Og hvad så? Sikke en blærerøv!"

 

Da de kom tilbage til landsbyen, var det ved at blive mørkt. De havde ikke gået så langt, men alligevel var solen dykket ned bag horisonten og skubbet den mos belagte måne op på himlen. Stai strakte sig lidt, da de nåede hen til hans hus. Han så på de andre. Pludselig kom han i tanke om noget.

”Hey! Vi har ikke fået dit navn at vide.”

”Nej..” sagde fyren med et lille smil på læben. ”Mit navn er Reka. Reka McMillan.”

”Reka McMillan,” sagde Lush og Stai i kor.

”Okay, men Reka, hvor bor du?”

Han trak sin motorcykel til huset ved siden af Stais, og så hen på dem begge.

”Her.”

Efter de havde stået der i et minut, rømmede Stai:

”Nå! Jeg går ind nu. Vi ses vel i morgen.”

Han gik ind og op af trappen, der var ved siden af hoveddøren. Da han var kommet op, gik han ind på badeværelset og børstede sine tænder.

 

 

Udenfor kunne han høre fugle, der sang ved hans vindue. Nede på markedspladsen var der fyldt med snak og råb om, at man kunne købe friske meloner og farvestrålende blomster. Han tænkte, han ville bruge noget af dagen på at købe nogle blomster, chokolade og et smykke til Lush.

Solen og duften af varm sommer blandet med frisk honning og blomster kom ham i møde. Han skyndte sig hen til blomsterdamen Cil. Hun kiggede op på ham og smilede. Han smilede charmende tilbage og kiggede på de mange forskellige blomster og buketter. Hun fulgte hans blikke og kiggede så på hans meget anstrengte ansigt. Han prøvede at knække koden. Koden var, at finde den perfekte blanding af blomster til Lush.

”Nå Sai? Har du så bestemt dig?”

Han så på hende. Han var stadig ikke helt sikker på, hvilken buket han skulle vælge. Turde han mon spørge Cil om hun vidste, hvilken buket der ville passe til Lush? Han stod lidt og tænkte og prøvede på at beslutte sig.

”Tja. Jeg er nu ikke så god til det med blomster, så derfor ville jeg spørge dig om du kunne hjælpe mig lidt?”

”Jo, selvfølgelig vil jeg da hjælpe dig Stai,” hun smilede stort til ham og rejste sig fra sin skammel. ”Hvem er det til?” hun så på ham og ventede på det endelige svar.

 ”Det- det er til Lush.”

Hun nikkede forstående, vendte sig om til alle sine blomster og begyndte at samle forskellige sammen. Han prøvede at se over hendes skulder for at se hvad hun var ved at blande sammen. Han håbede bare at det ville være en lige så smuk blanding som Lush selv. Hun vendte sig endelig om. I hendes favn havde hun den smukkeste buket, han nogensinde havde set! Der var orkideer, en blomst der var en blanding mellem en rose, en orkide og en klematis. Til sidst var der en tropisk blomst i midten af buketten, med en blanding af rød og orange. Bunden af den var rød og så tonede farven sig ellers op til orange. Det var simpelthen den bedste buket. Hun gav den til ham og begyndte at taste ind, hvad det ville koste.

”Det her - er simpelthen den mest vidunderlige buket, jeg nogensinde har set!”

”Mange tak. Det bliver så 325 Mul.’

Mul er penge der ligner vores, men der er kun mønter. Ingen sedler og så er der forskel på prisniveauet, for hvis man skal købe noget for 1 Mul, så er det halv pris. Altså 50 øre i vores verden.

Han betalte hende, kiggede ned på buketten og vendte sig om til resten af markedspladsen. Han gik stille og roligt tværs over pladsen, og hen til den fineste chokoladeforretning. Han kom hen til døren, som var formet i underlige, men flotte mønstre. DINGELING!! Manden der stod derinde så straks op for at se, hvem der kom ind i hans butik. Han rettede sig op fra disken og smilede pænt til hans nye kunde.

”Hvad skulle der være?”

Stai så rundt i butikken. Han blev mødt af en overdådig duft af kakao. Der var også så meget forskelligt at vælge imellem. Han opgav igen med at finde noget selv, så han så igen på manden.

”Den fineste chokolade.”

”Så gerne.”

Manden vendte sig om til en stor reol og rakte op efter en æske helt oppe i den øverste reol. Han opdagede, at han ikke kunne nå den og tog et enkelt og hurtigt kig ned på gulvet. En stol kom med det samme frem foran reolen. Han stillede sig op, fik fat i æsken og vendte sig om til Stai igen.

”Værsgo.”

”Mange tak! Hvad bliver det?”

Han tastede en kode ind, og kiggede lidt på skærmen der svævede foran ham.

”769 Mul.”

”Ja, værsgo.”

Stai tog sin pung frem igen og tog fem mønter frem.

Han tog æsken og gik ud af døren. Han kom ud i solen igen og gik over mod hotellet i byen. Til højre for den var der en ny butik. Døren var udsmykket med guld og små diamanter. DINGELING!!

”Ja, og hvad skulle der så være, unge mand?”

”Jeg ville gerne købe en halskæde.”

”Ja, der er nogle derovre. Der er frit valg på alle hylderne.”

Den ældre herre pegede hen til et hjørne, hvor der var de smukkeste halskæder. Selvom butikken var lidt lille og fyldt op med forskellige smykker, føltes den kæmpestor. Mest af alt, fordi alle vægge var spejle. Reoler og monomenter stod rundt omkring, og lavede en lille labyrint undtaget ude i hjørnerne. De var helt fri så man kunne se, hvad der var når man trådte ind. Han så hen til hjørnet og gik derhen. Han stoppede og kiggede rundt på dem alle. Med ét stoppede hans blik ved én. Det var den smukkeste han nogensinde havde set. Den havde en stor ægte og underlig formet diamant på. Han kunne se Lush for sig med den på. Det var nærmest som om den kaldte på ham, som om den havde en stemme der sagde hans navn inde i hans hoved.

”Nå, har du bestemt dig!”

Manden kæmpede sig langsomt igennem reolerne og hans hoved tittede frem bag én. Han kiggede på Stai og diamanterne.

”Ja, jeg vil gerne have den der!” Han pegede på halskæden.

”Ohh! Ja den er det helt rette valg til en smuk pige.”

Han gik hen til reolen og tog den forsigtigt ned og kæmpede sig langsomt og forsigtigt hen til disken, mens hans øjne hvilede på halskæden i hans hænder.

”Skal den pakkes ind?”

”Ja tak!”

Han bukkede sig, fandt en æske frem til halskæden og pakkede den ind.

”3000 Mul, skal jeg bede om.”

Grunden til at diamanter er så billige er, fordi man kan gå hen til et bjerg, hakke i det og vupti!!! Så har man en diamant.

Stai gik ud og begav sig hen til Lush’ hus. Han glædede sig til at give hende blomsterne, chokoladen og halskæden, men halskæden ville han vente med at give hende til om aftenen, hvor det var mest passende. Han stoppede foran hendes dør og bankede på. BANK BANK BANK.

Døren blev åbnet og han kunne se hendes ansigt komme frem.

”God eftermiddag Lush! Dejlig dag ikke.”

”Åh Stai, er det dig! Hvad er det du har med.”

De så begge ned på æsken med chokoladen og blomsterbuketten.

”Bare nogle blomster og chokolade… Til dig.”

Hun stod og så på den store buket.

”Nej, hvor er du sød! Kom dog indenfor!”

Han trådte for første gang ind i hendes hus. Det var det smukkeste han nogensinde havde set. Hallen var meget større end hans. Der var en klassisk træ kommode med mønstre på, som stod til højre for hoveddøren. På væggene var der en masse landskabs malerier, som hun selv havde malet. Hun kunne sikkert få en masse penge for malerierne, men hun ville ikke sælge dem, da hun var meget glad for dem. Ved siden af billederne hang der lamper af flot og skinnende porcelæn. Trappen var af mahogni. Han kom til at tænke tilbage, da hun flyttede ind i huset. Det var helt gammelt og faldefærdigt. Hendes forældre var meget rige, men desværre døde de ét år før hun flyttede til Napaj. Hun kunne ikke klare at bo i forældrenes hus, men huset i Napaj blev revet ned og det nuværende hus blev bygget.

 

Hun lukkede døren og vendte sig smilende om til Stai.

”Lad mig tage det.”

Hun tog blomsterne og chokoladen med ud i køkkenet. Han fulgte med. Hun vendte sig om til ham.

”Gå du bare ind i stuen, så kommer jeg om lidt.”

Han så på en dør der stod lidt åben og så ind. Han kunne se nogle møbler. En meget bedårende stue. Der var en masse plads, meget mere end han havde. Der stod en elegant sofa med ægte silke, foran sofaen var der et bord med gennemsigtig glasplade. To reoler stod op af væggen ved siden af døren til gangen. Mens han stod og betragtede den flotte stue, kom Lush ind med en vase hvor blomsterne sad og vuggede blidt frem og tilbage. Vasen var af ægte porcelæn og der var en masse mønstre på. De var formet som tegnene af de seks guder, men på en abstrakt og kunstnerisk måde.

”Du skal da ikke stå op! Sæt dig dog ned.”

”Øm, okay! Må jeg sætte mig i den her sofa?”

”Der er jo ikke rigtig andet du kan sætte dig på. Med mindre du vil sidde på reolen.”

Hun fnisede lidt og gik hen til glasbordet. ”Og lad som om du er hjemme.”

Hun satte forsigtigt blomsterne på bordet og rettede lidt på bladene. Hun kiggede hurtigt på Stai, smilede og gik ud i køkkenet igen. Hun begyndte at skramle med et eller andet og pludselig råbte hun:

”Er du sulten?”

”Nej, egentlig ikke… Ellers tak.”

Der var stille i lidt tid. ”Tørstig?”

Egentlig var han ikke særlig tørstig, men hans mund tænkte hurtigere end hans hjerne. ”Jo lidt!”

”Oki. Drikker du te eller kaffe?”

”Jeg ta’r noget te.”

Der var stille igen. Lidt efter råbte hun: ”Skal jeg tage sukker og mælk med ind?”

”Jo, det må du gerne. Men skal jeg ikke hjælpe med noget?”

Stai kunne høre hun fyldte vand i en kedel og derefter satte hun den over til kogning.

”Nej, det behøves ikke.”

Mens hun ventede på at vandet skulle blive varmt, kom hun ind i stuen.

Stai sad og smilede mens hans syn blev lidt sløret. Han faldt i dagdrømmenes brønd igen og drømte om deres fælles fremtid. Han kunne dog svagt genkende Lushs’ skikkelse komme frem foran ham.

”Øh, hallo Stai? Er der nogen hjemme?”

Hun stod og viftede med sin hånd foran ham. Da vågnede han op og så hende ind i øjnene.

”Åh! Undskyld! Jeg- jeg faldt vist i staver!”

Hun kiggede på ham, som om hun kunne læse hans tanker. Så kom der en lyd fra køkkenet. Hun gik straks ud til det kogende vand og hældte det i en tekande. Hun kom ind til ham med en bakke hvor tekanden, en lille skål med sukker og ske, en lille kande med mælk, en pakke med en masse teposer i hvor de havde forskellige smag, to kopper og teskeer rystede for at holde balancen.

”Værsgo, så er der te!”

Hun satte bakken ned på glaspladen. Bagefter satte hun sig ned ved siden af Stai.

Han tog de to kopper og gav den ene til Lush og den anden til sig selv. Så tog han tekanden og hældte kogende vand i hendes kop og dernæst i sin egen.

”Mange tak, hvor er du bare sød.”

”Åh! Det var så lidt.”

Han begyndte at rødme. For første gang havde Lush sagt til ham, at han var sød. Hun rakte ud efter pakken og tog en tepose med fersken-melon smag. Han tog den samme slags. Han åbnede for den lille pakke og dyppede den i vandet som med det samme fik en svag pink og rød farve. Lush sad og drejede lidt rundt med sin pose i vandet, som var blevet farvet meget i de to nuancer.

 

To timer gik og de havde snakket, grint og drukket meget te. De rejste sig, pakkede tingene sammen på bakken og gik ud i køkkenet. De fandt ud til entréen, åbnede døren og gik ud i den friske luft. De besluttede sig for at gå lidt i den sidste times solskin. Han så usikkert på hende.

”Nå så sker det i aften, hva! Glæder du dig?”

”Ja helt vildt! Og hvad med dig?”

”S’lu mei (også mig),” det var mest fordi han skulle tilbringe en hel aften med hende. Han havde på fornemmelsen, at det her ville blive den lykkeligste dag i hans 20-årige liv.

De gik rundt på markedspladsen, der var blevet menneske fri og over dem hang guirlander med små pærer på. Rundt omkring var der lanterner som svævede rundt i landsbyen som kæmpestore ildfluer.

Solen var ved at blive helt rød ved horisonten. Gadelygterne blev tændt. Det samme med lanternerne og guirlanderne. Lush så begejstret på gaden der var blevet flot oplyst af både lys og solens sidste stråler, der langsomt krøb tilbage.

”Åh, hvor er det romantisk! Det er næsten som i en film.”

De gik ud til en klippe, som gik ud til vandet. Stai smilede.

”Ja, solen er virkelig smuk i aften. Den har nok gjort sig selv så smuk, fordi den ved det er sidste dag af dette år."

De gav hinanden blikke før de begge rettede hovedet mod horisonten.

”Skal vi ikke gå hvert til sit og klæde os om til festen?”

”Jo!”

 

Han lukkede døren.

”YEES, nu er hun snart min!!”

Han havde følelsen af, at han svævede op til sit soveværelse. Hans lille svæve tur stoppede ved klædeskabet. Hvad skulle han have på. Smoking eller almindeligt fest tøj. "Hmm… Smoking." Han hoppede i den, skyndte sig ned af trapperne og ud af døren.

 

 

Hun lukkede døren. Hun stod storsmilende og kunne mærke rødmen blusse frem på hendes kinder. Hun løb op af trappen og ind i soveværelset for at klæde om. Hun havde købt sig en helt ny kjole som var lyseblå. Den gik ned til skinnebenet og havde små, blå og glimtende perler på. Hun havde tidligt om morgen købt nogle blå violer, som hun ville sætte i håret.

Hun tog kjolen frem og lod den glide ned over hendes flotte krop. Hun begyndte at sætte håret let op og sat blomsterne i håret i et elegant mønster. Så var tiden kommet til krigsmalingen. Hun proppede noget hurtigt og let på øjnene og lidt på kinderne, så der kom et naturligt blussende skær frem. Derefter skyndte hun sig ned af trappen. Hun stoppede ved døren, hvis nu Stai kom og bankede på døren for at hente hende.

 

 

Han trådte ud af døren, og gik stille og roligt ned af trappen. Han gik lidt nervøst hen til Lushs’ hus. Han ventede lidt og tog en dyb indånding før han langsomt og nervøst løftede sin arm mod dørens flade og lune side. Han nåede knap nok at ramme døren da den gik op. Stai så op og blev så overrasket over, at Lush kunne være endnu smukkere end i hverdagen.

”Wow! Hvor er du bare smuk, Lush!!”

”Tak og i lige måde,” hun lyste op mens hun smilede sødt til ham.

Det var som om stjernerne var kommet ned til hende og glimtede omkring hende. Han gik ned af trapperne.

”Nå, men skal vi gå?”

Han tog sin ene arm frem og gav hende et glad og charmerende smil.

”Ja, hvad venter vi på?”

Hun kom ud og låste sin dør, vendte sig om til Stai og tog hans arm. Da gik de hen til festlighederne.

”Er du sulten?”

”Jo lidt!”

Hun holdt godt fast i ham da der for en gangs skyld var mange mennesker, der gik rundt til forskellige boder og dansegulve. Overalt var folk glade og over deres hoveder dansede lanternerne mens stjernerne over dem gav sit fulde med at lyse på skift. De gik hen til en restaurant, der var lavet uden for hotellet. De blev vist hen til et bord med udsigt ud til havet.

”Åh! Hvor er her skønt!” Lush strålende mens hun satte sig ned, og så udover det mørke hav som til tider glimtede pga. stjernerne og månen.

Han rykkede nærmere til hende. Et kys ville være på sin rette plads på dette sted og dette tidspunkt.

”Hehm hehm! Hvad ønsker parret?”

En høj og spinkel tjener stod og lænede sig unaturligt ind over dem.

”Åh! Øhm… vi kigger lige på menukortet, tak!”

”Så gerne, giv dem endelig god tid. Men jeg skal lige spørge, hvad I ønsker at drikke?

”Jeg tager et glas vin.”

”Godt så. To glas vin og en kande med vand.”

”Så gerne. Et øjeblik!”

Stai kiggede på menukortet. Al den mad! Alle billederne gav et lækkert og eksotisk udvalg. Han valgte en ret med byens fineste Mash. Mash minder meget om sushi, men dette er med denne verdens havdyr samt grøntsager og frugter. Han kiggede på Lush som allerede havde fundet ud af, hvad hun ville have. Han så rundt efter tjeneren og gav et pift.

”Hey tjener! Kom her hen!”

Tjeneren skyndte sig til deres bord.

”Ja hvad skulle der være?”

”Hvad skal du have, Lush?”

”Mash.”   

”Godt! To gange Mash.”

”Så gerne!”

De så på hinanden uden at sige noget og kiggede hurtigt væk.

”Her er jeres vin og vand. Maden kommer straks.”

Hun hældte vand i sit vandglas og tog en slurk. Hun kiggede ud mod havet. Stai så den samme vej. I baggrunden kunne man høre folk som snakkede lystigt, dansede og sang med mens musikken gjorde det bedste den kunne for at holde folk i et godt humør.

”Værsgo, håber I vil nyde maden.”

Efter at have stillet deres mad på bordet, gik tjeneren videre til de andre borde for at betjene dem. Han havde aldrig smagt noget mad der var så lækkert. Lush så også ud til at nyde maden, da hun hele tiden lukkede øjnene sammen og nød hver eneste stykke der blev lagt ind i hendes mund.

Da de var færdige var det på sin plads at få dessert. De valgte yoghurt is med to chokolade stænger og chokolade sovs ovenpå.

Det havde en udsøgt smag og de blev kede af det, da de var nået til bunden.

”Tjener vi vil gerne betale!”

”Ja,” han tastede lidt ind mens han fandt vej til deres bord, ”Det bliver 2243 Mul.”

”Ja, værsgo!”

Da rejste de sig og gik ud i menneskemængden. De satte kursen mod dansegulvet.

 

Mens de dansede stoppede musikken med ét. Alle så hen mod indgangen til byen, hvor der stod en mand. Han smed sin sportstaske ned på jorden.

”Ahh! Det er godt at være tilbage!”

”Endelig kom du hjem, Ric!”

Lush løb hen til den hjemkommende Ric. Stai kunne ikke tro det! Ric var kommet hjem fra sin rejse til Mideel. Ric var, eller havde været Stais bedste ven. Deres venskab blev brudt, da han skulle til Mideel i et helt nyt kampmesterskab, plus han også havde været sammen med Lush. Deres forhold stoppede eftersom han forlod byen uden at sige et ord til hende. Det havde taget hende meget lang tid at komme over, men Stai havde været der for hende fra dag ét Ric forsvandt. Men nu var han kommet hjem, og Lush lød desværre til at være glad for det. På det stemmelege hun havde lød det som om hun helt havde glemt, hvor ondt det havde gjort da han havde revet hendes hjerte itu. I et år havde han været væk. Han havde i et halvt år trænet hårdt i Mideel til mesterskaberne.

”Åh Ric, hvor har jeg savnet dig!”

”I lige måde, Lush! Vil du se hvad jeg har med hjem?”

Hun så nysgerrigt ned på tasken. Han åbnede den og op kom et skinnende og glaslignende trofæ frem. Der var en figur af en mand og noget som svævede omkring ham som skulle forestille magi. "Så Ric havde altså vundet mesterskabet," tænkte Stai. Han ville hen for at sige tillykke, men da han var på vej hen til dem, skete der noget som han aldrig ville glemme. Ric kyssede Lush på munden. Stai stoppede brat op. Han kunne mærke, hvordan raseriet startede nedefra tåspidserne og finde sin vej helt ud til hårspidserne. Skulle den selvoptagende nar stjæle hans pige?! Og oveni købet igen! Han vendte om for at gå hjem, men blev stoppet af Ric der kom løbene hen til ham og satte sin velkendte hånd på hans skulder for at holde ham tilbage.

”Hey Stai! La’muit hink (længe siden)!”

”La (ja),” svarede han med sammenbidte tænder.

”Ov, jeg har for resten noget til dig! Værsgo!”

Ric gav ham trofæet. Den var tung og glimtede i måneskinnet. Han så lidt sammenbidt væk.

”Er der noget galt Sai?”

”Nej jeg har det helt fint… Jeg er bare træt.”

”Nå okay, men så gå da hjem og få dig noget søvn. Jeg er også selv træt efter turen. Vi kan da starte vores træning i morgen tidlig, hvis du er frisk!”

Han kommenterede ikke dette, men vendte bare om og gik hjem med hastige skridt. Ric kiggede efter ham og gik derefter hen til den gamle mand der boede ved siden af Lush. Han havde lejet huset ud til manden til han ville komme hjem.

 

Næste morgen vågnede Stai ved, at nogen bankede og ringede heftigt på hans dør.

”Hey Stai! Kommer du ikke lige og åbner døren? Vi skal jo træne!”

Det var Ric som stod nede ved døren. Stai vendte sig om på den anden side og prøvede, at falde i søvn igen. Klokken var 5 om morgenen! Ham Ric var helt gakgak, når han ville have at Stai skulle op på denne tid af morgenen. End ikke Evi'l ville stå så tidligt op! Til sidst kunne han ikke holde ud af at høre på den banken og ringen. Han rejste sig op og tog tøj på, fik kæmpet imod søvnen og kom ned til døren, hvor Ric var begyndt at holde ringeklokken inde. Stai åbnede døren og så halvtræt og meget vredt på Ric.

”Nå endelig kom du, det var du fa’me længe om! Vil du med ud at træne?”

Han havde egentlig ikke lyst til at være sammen med ham. Men alligevel hørte han sig selv sige.

”La, su’it le za (ja, det kan vi godt).”

”Okay så kom da!”

De gik ud af byen og ud til den bar mark, hvor de altid plejede at træne indtil Ric skulle til Mideel. Han havde været Stais træner, så han også kunne blive lige så god som Ric. I begyndelsen havde det været planen, at han også skulle have deltaget i mesterskaberne, men han havde meldt afbud i sidste øjeblik eftersom han vidste, at han ville få Lush for sig selv.

 

Han begyndte at lave en stor cirkel med sin ene fod og stoppede fire meter fra Stai. Han vendte sig om og så på ham.

”Nå, skal vi så komme i gang?”

”Mhmm..”

”Okay 3..2..1... Gooo!”

Han løb mod Stai med fuld kraft, hoppede og lavede et perfekt spark, men Stai undveg og tog derefter fat i hans ben og slyngede ham rundt i luften. Da han ikke gad det mere, kastede han Ric fra sig som en kludedukke. Ric var lige ved at lande på ryggen, men han vendte sig om som en kat og landede på benene.

”Nå! Du bruger stadig det trick, hva Sai!”

Stai nikkede. Han ville undgå at snakke med Ric. Han lukkede øjnene i et stykke tid for at koncentrere sig om at samle sine kræfter. Ric stod bare og kiggede på ham. Med ét åbnede han sine øjne og løb med fuld kraft imod ham. Da han var tæt nok på, slog han ud efter Ric med sin ene arm. Han forsvarede sig og slog tilbage. Sådan blev de ved med i en time, indtil solen kom frem i horisonten.

”Nå, det var vist godt for i dag!”

Ric gik tilbage til byen igen. Stai gik efter ham, men med nogle meters afstand fra ham. Han satte kursen mod Lushs’ hus. Nu blev Stai rigtig sur. Han gik hastigt hjem til sig selv. Smækkede døren i og trampede op af trappetrinene, så de knagede højlydt. Han hastede ind på sit værelse og sparkede til sin seng. "Den lille mide! Skulle han absolut komme lige i starten af det nye år og tage Lush for næsen af mig?! Jeg fik ikke engang givet hende halskæden og spurgt hende."

 

Han sad nede i stuen og prøvede at skrible et brev til hende.

 

Kære Lush

Jeg har nu været forelsket i dig i mange år, og jeg ville have givet dig denne halskæde i går aftes, men blev forhindret af Ric.

Håber du bliver glad for halskæden.

 

Hilsen Stai Striat

  

Han puttede brevet i konvolutten og skrev uden på den Til Lush. Han kiggede ud af et vindue, hvor han kunne se Ric gå ud af Lushs’ hus. Han skyndte sig op på sit værelse for at tage halskæden med. Da han havde fundet den, skyndte han sig ned af trappen og ud af døren. Han tjekkede om der var fri bane og så løb han sig hen til Lushs’ dør. Han lagde brevet og halskæden på trappen og bankede på hendes dør. Han vendte sig om og løb alt hvad han kunne. Han lukkede døren til sit hjem og kiggede ud af vinduet. Lush åbnede døren og kiggede rundt, så fik hun øje på brevet og tilbehøret. Hun tog det op og gik langsomt ind og lukkede døren efter sig.

 

Han satte sig ned på en stol og kiggede i et ugeblad. Efter en time, kiggede han tilfældigvis ud af vinduet, og så Lush gå ud af sin dør med halskæden på. Hun gik hen mod… Ja, mod hans dør! Han skyndte sig for hurtigt op af stolen og endte med at falde over sine egne ben. Det stoppede ham dog ikke, han hoppede hurtigt op og gik hurtigt hen til døren. Lush nåede knapt at banke på én gang, da han åbnede døren.

”Hej Stai!” hun smilede stort til ham og han fik følelsen af, at hans hjerte kom ud af hans mund og ville hoppe over til hende.

”Hej Lush! Vil du med indenfor?”

”Jo tak!”

Hun gik ind og kiggede lidt rundt i hallen. Bagefter gik hun ind i stuen. Satte sig i sofaen og ventede på ham. Han lukkede hoveddøren, tog en dyb indånding og gik ind til hende. Han fandt sig en stol og satte sig nervøst.

”Nå men… blev du glad for halskæden?” Han kløede sig genert i håret. En reaktion han ofte brugte, når han var genert eller bange.

”Ja, det var virkelig sødt af dig!” Hun begyndte at rødme og så lidt væk.

”Åh, det var så lidt!”

De sad i et stykke tid og kiggede rundt mens stilheden flagrede omkring dem som en lille sommerfugl, indtil Stai fik sig selv til at sige noget.

”Øhm.. Lush! Jeg tænkte på om… om vi skulle… ”

DINGDONG!!

De fik begge et kæmpe chok. Stai rejste sig op og gik ud til hoveddøren. Da han åbnede den blev han nærmest skubbet til side af Rics stemme.

”Heeei gamle ven! Er Lush her?”

”Ja, det er hun og hvorfor vil du have det at vide?” en streng og irriteret stemme kom fra hans mund.

”Ikke for noget. Jeg ville bare spørge hende om hun ville med ud at gå en tur?”

”Beklager Ric! Men Lush…”

”Hej Ric!”

Lush kom forsigtigt ud i hallen.

”Jeg vil da gerne med ud og gå en tur!”

”Okay! Vil du med Stai?”

”Øhhh!”

”Jo sig nu ja, vil du ikke nok Stai? Det ville være så hyggeligt,” hun så på ham med bedende dådyr øjne mens hun lagde sin ene hånd på hans arm.

Han ville helst ikke gå sammen med Ric, men når Lush skulle være sammen med ham alene kunne han ikke gøre andet end at sige…

”Så okay da!”

”Yes!!” hun hoppede af glæde.

De gik ud og fulgte en sti, der gik over marker. Da de var kommet til en lille plads, hvor man kunne holde en pause og kigge på landskabet ville Ric have en kamp mod ham. De ville vise hvad de kunne - eller - det ville Ric.

”Er du klar Stai?”

Han nikkede og gjorde sig klar til Rics angreb. Han ville vise Lush, at han var den bedste. At han var hundrede gange bedre end den nar til Ric!

”Okay! 3.2.1... Gooo!”

Han løb hen imod Stai. Han løb hurtigt. Endda meget hurtigere end han plejede. Pludselig var han væk.

”Stai, pas på!” Skreg Lush.

Ric stod pludselig bag Stai og skulle til at give ham én på gokken. Men Stai var hurtigere, da han satte af og hoppede højt op i luften. Da han var på vej ned, ville han lave sit specialangreb mod Ric. Han var tæt på at have ramt Ric, men han tog fat i Stais arme og holdt godt fast i dem. Han begyndte at snurre rundt og rundt. Til sidst gav han slip og Stai røg flere meter væk.

”Ha! Så kan du lære det, Stai!”

Lush kom hen til ham for at hjælpe ham op.

”Er du okay, Stai?”

”Jeg… jeg har det fint!”

Han løb mod Ric med fuld kraft frem. Han satte noget af sin magi ned i benene, så han løb lige så hurtigt som lydens hastighed.

”Nå, så du har ikke fået nok? Okay bare kom an, men du kan ikke klare mig!”

Stai lyttede ikke. Han måtte ikke blive distraheret, for så ville hans magi i benene forsvinde. Han havde kun ét mål lige nu. Han ville klare Ric. For alt det han havde gjort! Taget Lush fra ham! Endda to gange.

Ric begyndte også at løbe imod Stai med fuld kraft frem. Da de ramte hinanden kom der en stor storm af sand omkring dem. Stai kiggede rundt. Overalt omkring dem var der sand, som fløj rundt om dem i en stor rundkreds.

”Lush!? hvor er du?!” Stai så sig desperat omkring.

Sandstormen tog fat i Stais ord og slyngede dem rundt så det gav ekko. Ric begyndte at grine højlydt. Stai vendte sig om til ham. Nu var han rigtig vred.

”Se hvad vi to har skabt, Stai!”

”Jeg har allerede opdaget det.”

Han kunne føle en mægtig kraft fra Ric. Han var virkelig uovervindelig. Det havde slet ikke været rent held, at han havde vundet det mesterskab! Han havde lige pludselig fået denne kraft. Han havde i hvert fald ikke haft den inden han tog af sted til mesterskabet. Hvad mon der var sket under hans træning i Mideel?

”Nej, sådan noget må du ikke tænke, Stai! Du kan sagtens klare ham,” tænkte han.

Han fik pludselig ondt i sin højre arm. Han kiggede på den. En lang flænge på armen var kommet til syne og blod dryppede ned af hans fingre. Ric havde på en eller anden måde ramt ham med et skarpt element.

”Nå, har du først nu opdaget, at jeg har ramt dig. Det var du længe om, Stai!”

Han kunne slet ikke kende Ric mere. Det var som om han var blevet besat.

”Ric, hvorfor er vi her?”

”Ved du ikke det? Nå, men så kan jeg fortælle dig, at vi to kæmper imod hinanden og denne sandstorm forsvinder ikke før en af os ligger nede!”

”Men hvor er Lush henne? Er hun uskadt?”

Ric stod og så ham dybt i øjnene. Han prøvede at kigge væk, men han kunne ikke.

”Hun har det helt fint! Hun står udenfor denne sandstorm, og kan ikke se andet end flyvende sand.”

Stai vendte sig om og løb hen imod sandet. Han ville ud til hende. Han ville ikke mere være i dette vanvid med Ric. Da han ramte sandet blev han straks kastet tilbage. Han røg flere meter bagud og var lige ved at ramme Ric, men han flyttede sig og sparkede ham hårdt i brystkassen. Han kunne mærke al luften blive pustet ud af hans lunger.

”Nå, savner du din lille kære Lush?” kom det hvislende fra Ric for at drille Stai, da han lå på jorden og ømmede sig.

En stingende smerte jog gennem hans mave og ryg. "Hvor kom al hans kraft fra?!"

Ric gik rundt om ham som en grip der venter på, at byttet skal dø.

Da Stai fik hevet sig selv op igen, slog Ric ud efter ham, men ramte ikke. Nu var det Stais tur til at få Ric til at kysse jorden. Han tog fat i Rics arm og løftede ham op i luften. Så kastede han ham hen imod sandet. Da han ramte sandet blev han med det samme slynget tilbage mod Stai. Han var parat til at give Ric en ordentlig én på skallen. Han havde næsten rørt Rics hoved med sin næve, men han lavede en vending og hoppede om bag ham og satte sin arm omkring hans hals.

”Så nu har jeg dig lige hvor jeg vil have dig, Stai! Og den lille mus kan ikke flygte fra den store kats klør!” Ric begyndte at klemme sin arm om hans hals. Han ville snart få problemer med at få luft.

”Du kan lige så godt opgive det hele, Sai! Giv mig nu den sejr, ik. Så slipper jeg! Jeg lover det, sig nu bare stop!”

Stai ville ikke overgive sig. Han ville være stærk. Og desuden kunne han heller ikke sige noget som helst. Ric klemte mere og mere omkring hans hals og lukkede helt af for luftvejen. Da begyndte Stais syn at blive mørkere og sløret. Det sidste han så, var en vandret ildsøjle der åbnede en lille port i sandet. Frem i hullet kom Reka. Han løb hen mod dem og løsnede Rics greb om Stais hals. Han dumpede ned i sandet. Sandstormen forsvandt og bag Reka kom Lush til syne med bange øjne.

”Stai! Hvad har han dog gjort ved dig?” Tårerne sad i hendes øjne og var parate til at glide lydløst ned af hende kinder.

”Din idiot, Ric! Du havde nær slået din egen ven ihjel!!” Reka så vredt på Ric, gav ham en lussing som sagde spar to og skubbede ham kraftigt væk. Han vendte sig om, samlede Stai op, lagde ham på hans motorcykel og gik tilbage til byen med Lush. Hun vendte sig om og så direkte på Ric med tårer i øjnene. Så vendte hun sig om og hjalp Reka med at holde Stai på motorcyklen. Ric stod alene på marken og så efter dem. Han kiggede på sine hænder. De rystede voldsomt.

”Hvad er der galt med mig? Jeg kan overhovedet ikke styre mig selv,” tænkte Ric. ”Jeg var endda ved at slå min egen ven ihjel!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...