Flugt...

Kom på den, da jeg stod i brusebadet. Jeg ved ikke hvad hun flygter fra, men idéen var lidt, at lade det være op til læseren selv. Derfor er det også svært at vælge kategori. Håber i kan lide den. Det er min første.

0Likes
2Kommentarer
547Visninger

1. Løb...

Jeg åbnede mine øjne. Det var som om tusind nåle hamrede mod mine kinder, min pande, min hage, mine øjenlåg, når regnen ramte mit ansigt. Selvom, jeg havde ikke meget føling tilbage i det. Blodet havde forladt det, tii følge for den rædsel der havde ramt mig. Jeg havde kunnet mærke den, starte helt inde fra mit hjertes inderste skal, arbejde sig videre ud til mine ben og arme. Og videre op til mit hoved, hvor den havde sat sig fast og smertet inderligt. Min første reaktion havde været at sætte mig på hug, med armene beskyttende over mit ansigt. Så var stivheden kommet. Lammet mig, som om mine muskler var låst fast, som om jeg var blevet forvandlet til sten.

Jeg rejste mig og begyndte at løbe. Jeg hamrede mine fødder i jorden, og mine muskler spændtes. Jeg kunne mærke stivheden stadig have fat i musklerene i mine ben, men jeg tvang dem til at bevæge sig. Jeg måtte blive ved med at komme fremad. Blive ved med at bevæge mig. Jeg kunne umuligt stoppe. Jeg var nødt til at fortsætte. Løbe i al evighed. Mit hjerte begyndte at hamre i brystet på mig. Det føltes som om det var på vej ud mellem mine ribben. Som om, også det forsøgte at flygte. Som om det brugte sine aller sidste kræfter, fordi det alligevel godt vidste, at det snart ville blive stille. At det snart var slut.

Jeg vidste godt at det ville være uundgåeligt. Jeg vidste at mit hjerte snart ville blive stille, at det snart ville holde op med at slå. Men hvorfor ikke, tænkte jeg, hvorfor ikke forsøge. Så ville jeg kunne sige til mig selv bagefter- "Jeg gjorde hvad jeg kunne, jeg kæmpede til aller sidste rest var brugt op." Og var det så ikke i orden? Ville jeg så ikke kunne tilgive mig selv?

"Det var bare ikke nok..." Det ville jeg også komme til at sige til mig selv. Den tanke ville altid være der. "Du var ikke stærk nok." Jeg ville være nødt til at acceptere det faktum, at jeg ikke havde det i mig. Jeg ville aldrig kunne sige til mig selv- "Du gjorde det." Og alene den tanke, var nok til at fælde mig. Alene den tanke ville være nok til at jeg ville føle skam resten af livet. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv.

Jeg vidste at det var lige bag mig. At det, åndede mig i nakken. Kaldte på mig, med sin kolde stemme, som fyldte mig med angst. En angst der var så hård og ubarmhjertig at den var næsten uudholdelig. Men jeg kunne ikke give op. Jeg måtte blive ved. For hvad nu hvis... Nej jeg måtte ikke finde håb, hvis jeg fandt håb, ville det være ude med mig. Hvis jeg fik håb om, at jeg på en eller anden ufattelig måde ville kunne det her. Ja så, så ville jeg aldrig kunne se mig selv, eller en anden i øjenene igen. Jeg måtte for alt i verden ikke skabe håb.

Jeg måtte blive ved, indtil der ikke var mere tilbage. Jeg måtte blive ved med at flygte. 

 

Slut

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...