Who is going to win if everybody lose?

( En anden version af The Hunger Games ) Historien omhandler pigen Shay, en ganske normal pige med et normalt liv og nogle gode venner som hun stoler på. Indtil en dag der ændrer hende og hendes klasses liv forevigt. Hendes klasse skal deltage i årets Hunger Games og hun aner ikke om hun vil kunne dræbe hendes venner?, hendes bedste venner. Der er dog et par stykker i klassen der er bedre end alle de andre, Shay, Jay, Rae, Claire og så til sidst den mærkelige Damon som ingen helt kan kode. Rae: Hun har en ganske speciel styrke og er ganske god til at kaste med tunge ting og undvige ret hurtigt. Shay: God til at skyde med Bue og Pil, pænt hurtig og stærk. Jay: God til at kaste med dolke, stærk men ikke så hurtig. Damon: (Hvem ved hvad hans evne er?) Claire: God til at gemme sig og til at løbe, ikke specielt stærk og har intet specielt våben.

2Likes
1Kommentarer
896Visninger
AA

1. A Mentor, A Teacher.

Jeg mærkede en snigende frygt komme krybende op af min rygrad da Rae kiggede på mig med alvorlige øjne. Jeg kiggede væk med det samme, naget af dårlig samvittighed. Vores lærer havde i samme øjeblik fortalt klassen at vi skulle deltage i dette års Hunger Games og de fleste af os hulkede nok inderst inde. Jeg havde dårlig samvittighed eftersom jeg havde vidst det i lang tid i forhold til dem. Jeg rakte min hånd op så den dinglede i luften og ventede på at få lov til at sige mit. ” Ja Shay? ” Lærerens stemme virkede en smule rystende og man kunne nærmest høre hendes frygt. ” Hvornår skal vi helt præcist afsted Professer? ” Min egen stemme var som normalt, blød og forførende med et koldt pust, jeg betragtede stille Lærerens ansigt, hendes øjne flakkede og hun virkede ikke helt som sig selv. ” Nu selvfølgelig, kom med mig elever ” Hun vågnede på en måde og vinkede alle eleverne hen til sig som om vi bare skulle på en skovtur. Vi gik allesammen tøvende hen imod hende hvorefter hun sikrede sig at vi alle var der. * Vi er kun i 7,klasse og de fleste af os skal allerede dø * Min tanke virkede bister, nærmest vred over at vi ikke var ældre. Det var jo for meget at vi var så unge. Jeg gik stille til sidst og da vi gik ud af hoveddøren, løftede jeg hovedet. Foran os var et tog, et virkelig langt og moderne tog. Udenfor toget stod tre-fire personer og betragtede os med kolde miner. Jeg lod hurtigt mit blik glide hen over de fire personer og fik øje på den tideligere vinder af Hunger Games, James stå bagerst og klø sig stilfærdigt i nakken. Vores lærer gav os tegn til at stoppe op og stille os ved siden af hinanden, hvorefter hun trådte hen til de fire personer og derefter neje fint for dem. Jeg kunne se de fire personer hviske stille og i et øjeblik havde jeg lyst til at gå hen til dem og give dem et slag for at de kunne være så uansvarlige at sende en gruppe unger i døden for morsomhedens skyld. Jeg lod dog være og lagde bånd på mig selv da James pegede over på mig og nikkede mumlende. Jeg kunne mærke min pande rynke sig og rettede den straks ud igen, de måtte ikke se at jeg viste følelser overhovedet. På et sekund stoppede de med at hviske og hver og en trådte de hen til en elev, da tre af dem havde fundet en elev var der kun James tilbage. Han havde knebet øjnene sammen og kiggede på mig med et undersøgende blik, jeg stirrede koldt igen. Til sidst gik han hen til mig og stillede sig bagved. En underligt udseende dame trådte frem fra togets skygger og smilede, hendes hud var hvid og hendes lilla hår bølgede i lange krøller ned af hendes ryg. ” Dem der står bagved nogle af jer vil være jeres læremestre i den næste tid, indtil i vil skulle ind i arenaen ” Hun grinede en pigelatter før hun så gik ind i toget igen. Jeg løftede det ene øjenbryn og så på David, en 17’årig dreng der vist kom fra distrikt 1 hvorimod dem i klassen var fra distrikt 2,3,5, og 9 med mig som den eneste fra distrikt 1. Jeg kiggede spørgende på ham men han rystede bare på hovedet og lagde en finger over sine læber før han skubbede mig blidt fremad, mod toget. Da jeg gik hen mod toget, mødtes mit blik med Damon’s, drengen med det sorte hår, hvide hud og sølvfarvede øjne som ingen kunne blive klog på. Han stod sammen med en mand som jeg genkendte som Drakan Darma, en mand som alle mente var skør i hovedet. Damon’s blik blev hurtigt fjernet og jeg gik ind i toget, med min mentors hånd på min skulder. Mit åndedræt var stabilt men mit hjerte hamrede afsted med noget der mindede om hundrede kilometer i timen. Min mentor ledte mig blidt ind i en kabine med fine lædermøbler, et tv og en minibar. James gik direkte hen til baren og hældte et eller andet op. ” James, Fortæl mig om hvad der sker når vi er kommet til distrikt 1? ” Mit spørgsmål var ikke helt uden mening, jeg gik i skole i distrikt 4 men levede i distrikt 1 sammen med min søster og mor ( Primrose/Prim, Diane ). ” Til at starte med sender jeg dig ned til min designer Cinna, han vil så gøre dig perfekt at se på og hjælpe dig til at give et indtryk på dommerne ” James stemme var behagelig og dyb, den lød ikke som om den tilhørerede en ung mand som ham. Jeg kiggede som tegn til at han skulle fortsætte. ” Så bliver du sendt ind sammen med ham fra dit eget distrikt som er valgt til også at komme ind i arenaen, i skal bare gøre et indtryk og derefter kan i gå op i jeres lejligheden og spise noget aftensmad sammen med mig eftersom jeg også er hans mentor ” James lød nu en smule utålmodig som om han ikke kunne vente til når vi kom til arenaen, det fik udløst en følelse af vrede over at han ikke var mere ked af at vi højst sandsynligt ville dø i kampen. ” Derefter vil i træne foran dommerne, der vil jeg også være til stede... Derefter vil i kunne sove en nats tid, næste dag er det så tid til at komme ind i arenaen ” Til sidst lød Han en smule sorgmodig og kiggede ned i sin drink som han i samme øjeblik havde bundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...