Illusioner

Sillisía Willaz er en 17-årig teenager og går i 1.g på Birklund Gymnasie og lever et ganske normalt liv. I sin fritid er hun en rigtig isprinsesse og dyrker figur skøjteløb og lever et strengt liv med sin far som træner.
Men Willaz-famillien er ikke hendes rigtige familie. For for 17 år siden blev Sillisía efterladt på det øverste trappetrin ved ægteparret Willaz' dør. Rigtigt kommer hun fra en helt anden verden - en magisk verden - som ligger i evig krig med hinanden. Da Sillisía støder ind i en mærkelig gøgler bliver hendes magiske kræfter aktiveret. Hun finder hurtigt ud af, at hendes magtfulde magi både kan bruges til det gode, men også er et ondskabsfuldt våben. Og da magikerne fra den anden verden pludselig kommer og vil hente hende hjem til et land i kaos, så er det pludselig op til hende at vælge, hvordan de skal bruges. Eller er det?

3Likes
3Kommentarer
1361Visninger
AA

4. Brændende raseri

 

”Sille! Godt du kunne komme!”

Sophie står i døråbningen i en glitrende lårkort pailletkjole med vildt opsat hår og krigsmaling i hele ansigtet. Vi hilser på hinanden med et kram og hun byder mig indenfor.

”Det var lige før vi troede du ikke kom. De andre er herinde,” siger hun og tilføjer, da jeg går ind forbi hende ”Hvad er meningen med solbrillerne? Solen er gået ned, hvis du ikke har bemærket det. – Pænt hår ellers!”

Jeg bestemmer mig for, at det alligevel er for mærkeligt med solbrillerne og tager dem af, imens jeg bevæger mig ind i Sophies families stue, hvor de to andre sidder med alkoholiske drikke og er i gang med et drukspil. De hilser med skingre stemmer på mig, da jeg træder ind i lokalet. Allerede en smule beruset – hvilket kun kan være til min fordel.

”Hvor ser du godt ud, Sille!” siger Julie til mig og Natalie giver små samtykkende lyde.

”Vildt hår! Det ser mega godt ud!” siger Natalie med hendes skingre berusede stemme. De antager at jeg bare har brugt al min tid på at lave krøller. Jeg kan ikke lade være med at sukke lettet.

”Tak, jeg kan da kun sige i lige måde!” De har begge valgt at tage de kjoler på, som de købte i går. Og de ser vildt godt ud. Julie især er misundelsesværdig. Hun har samlet sit gyldne hår i en hestehale i siden og ladt det hænge som en lang gylden spiral ned over den ene  skulder. Hendes ansigt er sminket, så det fremhæver hendes markerede ansigt og hendes blå øjne står i en flot kontrast den mørke makeup omkring øjnene. Hun vil helt sikkert score Sebastian til festen i aften. Selv Natalie ser strålende godt ud. Blondekjolen var virkelig et godt valg. Den giver hendes petit krop en nuttet og fin statur.

Jeg selv valgte at tage en ærmeløs sort kjole på i tyndt stof med løst skørt fra taljen og ned til midten af låret. Den er overhovedet ikke fremtrædende på nogen måde eller noget specielt. Men den fremhæver mine muskuløse, men slanke arme og ben – især mine ben, som er det jeg bedst kan lide ved mig selv. Heldigvis noget, som forhåbentlig ikke vil ændre sig foreløbigt!

Sophie kommer ind med chips og sætter sig i sofaen sammen med Natalie.

Skidt med skøjtekonkurrencer og mødres meninger, jeg skal have noget til at neddysse mine nerver med. Jeg satte min 6-pack øl på bordet, som jeg købte på vej herhen og tog den første frem. Efter en halv time med drukspil har vi fået en god del ned og det begynder at svimle let for mine øjne. Nerverne dulmes. En dejlig lettende følelse.

”Jeg kan ikke holde på det længere!” udbryder Julie pludselig ”Må jeg ikke fortælle hende det?” spørger hun imens hun henvender sig til Sophie og Natalie i sofaen overfor.

”Jo, sig det endelig. Jeg kan heller ikke holde det tilbage meget længere,” siger hun med et fjoget grin og et blik jeg ikke kan gennemskue.

”Vi har fået ny dreng i klassen!” halvråber, næsten hviner,  Natalie under store protester fra de andre, som gerne ville have givet nyheden.

”Han er pisse lækker!” Hviner Julie begejstret. ”Og han vil komme i aften!”

Jeg kan ikke lade være med at grine af dem, men står alligevel tilbage med en mærkelig fornemmelse i maven.

 

Unge fulde mennesker, der drikker og skaber sig, er at se alle vegne. Vi er ankommet til festen på skolen, selv godt berusede og bevæger os indenfor, hvor kantinen er blevet lavet om til diskotek. Min selvtillid er ved at komme tilbage efter en god del alkoholiske drikke. Vi stiller os ind i midten af den store menneskemængde og danser til de nyeste dansehits.

”Det undrer mig at han ikke er kommet endnu. Jeg kan ikke se ham.” råber Julie i mit øre for at overdøve musikken.

”Hvem? Sebastian?” Råber jeg tilbage.

”Nej, tumpe, Hazel!” smiler hun. ”Den lækre nye dreng fra vores klasse.”

”Han er nok ikke kommet endnu,” råber jeg til hende. ”Jeg smutter på toilettet.”

”Jeg går med.”

Vi slentrer mod toiletterne. Julie lidt mere svajende end mig. Forude ser jeg en flok unge sidde på den store trappe op til 1. sal. Især én skiller sig ud. Fyren, der sidder midt inde i den store flok. Hans asiatiske ydre, med det halvkorte sorte hår og markerede kæbe med de fyldige læber, fanger mit syn og jeg kan ikke lade være med at stirre. Da vi kommer nærmere ser jeg at hans mørke øjenbryn sidder lavt og giver hans blå øjne et isnende koldt blik. Hans grin, når han snakker med drengene ved hans sidde, er vildt og næsten faretruende. Men når han smiler sit hvidtandede store smil til pigerne, der omringer ham, smelter deres hjerter. Inklusivt mit.

For at nå toiletterne er vi nødt til at gå forbi den store trappe, de sidder på, og jeg overvejer et kort øjeblik at stoppe op og gå den anden vej, af en eller anden mærkelig grund. Men jeg kan ikke få øjnene fra ham og da han pludselig fanger mit stirrende blik, er det for sent.

Jeg kigger hurtigt væk, pinligt berørt over at blive opdaget i at stirre og lader som ingenting. Men jeg kan mærke varmen stige til ansigtet og jeg ved mine kinder afslører alt. Julie, som går et stykke bag mig, har ikke opdaget ham endnu, da hun stadig går og skråler med på sangen, man svagt kan høre fra kantinens diskotek. Jeg kan mærke hans blik følge os da vi når hen og forbi trappen. Først da får Julie øje på ham.

”Hey, der er han jo!” siger hun og tager fat omkring min arm, som for at ruske efter min opmærksomhed. ”Det er Hazel!” Hun vinker til ham. Jeg er tvunget til at vende mig mod ham. Vi får øjenkontakt igen. Han løfter hånden til hilsen og smiler sit varme smil, som får ham til at se helt blid ud, på trods af hans isnende øjne. Jeg tror mine knæ bliver til gelé. Min mund arbejder udenfor min kommando, da den genert smiler tilbage til ham.

”Kom vi skal da hen og hilse på ham, Sille!”

”Nej! Vi skal på toilettet nu! Hazel er der nok stadig, når vi kommer tilbage,” siger jeg bestemt. Det var helt mærkeligt at sige hans navn. Jeg har brug for at få styr på mine tanker først. De flyver rundt og kan ikke finde fodfæste. Forbandede alkohol.

”Er han ikke bare lækker?” prøver hun at viske i øret på mig. Men taler alligevel højt nok til, at Hazel sikkert kunne høre det.

Jeg rykker Julie med mig hen til toiletterne. Der er kun ét toilet ledigt, da en pigeflok sidder inde på det andet og snakker hemmeligheder. Julie tager den ledige bås.

Jeg går hen til spejlet ved vasken og kigger på det, der må være spejlbilledet af mig selv. Det bølgede lange hår virker mørkere i det dæmpede lys på toilettet. Den mørke makeup gør mine øjne stærkt markerede og virker endnu mere lysebrune end før, samtidig med at pupillerne har trukket sig sammen på grund af alkoholen. Jeg får pludselig lyst til at tage mine solbriller, som ligger i min skuldertaske, på igen. Men det vil simpelthen være for awkward at gå rundt med solbriller, bliver jeg enig med mig selv om. Alkoholen var virkelig en dårlig idé. Dumt, Sille! Det kunne være godt med noget vand i hovedet. Men det vil ødelægge min makeup og få mig til at ligne en idiot.

Jeg sukker. Hazel. De klare blå øjne. Isnende. De minder mig om drengen fra min drøm. Jeg havde næsten glemt alt om drømmen. Og alle tankerne om magi.

I det samme kommer Julie ud fra toilettet.

”Venter du her imens jeg lige smutter på toilettet?”

”Ja, selvfølgelig,” smiler hun beruset.

Jeg har problemer med kjolen, da jeg skal til og ud igen og bikser besværet med den. Pigeflokken fra båsen ved siden af er i mellemtiden smuttet og toilettet virker skræmmende stille. Jeg åbner stille døren ud til selve toilettet. Tomt. Der er ingen andre end mig her.

”Julie?” Prøver jeg alligevel. Er hun bare gået? Jeg kan ikke rigtigt lade være med at føle mig såret. Forladt.

Hun er heller ikke udenfor toilettet. En lille indebrændt vrede blusser op. Det kan hun ikke være bekendt.

Jeg bevæger mig tilbage ud til den store trappe, hvor Hazel og den store gruppe sad tidligere. Rigtig nok sidder Julie der og snakker – nej, flirter – med Hazel. Jeg kan ikke lade være med at blive jaloux, for jeg ved jeg ikke har en chance i forhold til flotte model-Julie, når hun først har sat sig for noget. Men allermest føler jeg vrede. Den bliver tidoblet – igen på grund af den forbandede alkohol.

Jeg bestemmer mig for alligevel at gå hen til dem. Jeg prøver at holde mit ansigtsudtryk så neutralt som overhovedet muligt.

”Sille!” råber Julie skingert, med en ny drink i hånden. Spørg mig ikke, hvordan hun har fået fat i den. ”Kom så og hils på Hazel!” Jeg gå hen til den nu større flok ved trappen og tager hans fremstrakte store bløde hånd og hilser kortfattet på ham.

”Sille,” præsenterer jeg mig selv.

”Hazel.” Hans stemme! Jeg bider mig selv i kinden. Jeg har aldrig været særlig god til det med fremmede.

Jeg prøver ikke at fokusere på følelsen af hans fantastisk bløde og varme hånd omkring min, som kun gør mig endnu mere jaloux. Jeg slipper hurtigt hans hånd og trænger mig ind på en plads ved siden af Julie, som allerede har vendt ryggen til, for at give Hazel sin fulde opmærksomhed. Jeg bliver irriteret over mine egne følelser for Hazel. Hvorfor jaloux, når du ikke engang har snakket med drengen? Men irritationen over Julies handlinger overskygger min jalousi.

Først går hun fra mig, selvom hun lovede at blive. Så flirter hun med Hazel. Hun er jo vild med Sebastian! Ikke Hazel! Og ikke nok med det, så vender hun ryggen til mig for at gøre det.

Jeg kigger ligefrem og prøver ikke at lytte til deres samtale, bange for at jeg pludselig vil høre lyden af dem kysse. Jeg kan mærke det brænder indeni mig. Brænder af raseri.

Jeg ser Julie for mig – rækker ud efter hende. Mærker hende ved siden af mig. Brændende raseri. Ilden bliver kun større og større for mit indre blik. Jeg forestiller mig flammerne slikke op ad Julies hud, brænde hende, som var hun en heks. Tankerne flyver af sted indtil jeg hører Julie skrige et smerteskærende skrig af frygt. Fuldstændig lammet ser jeg op på Julie imens flammerne indhyller hendes krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...