Hver Gang Du Går *One Shot*

"Hver gang du går vender du ryggen til mig, river min sjæl fra hinanden og tager et stykke med dig.
Smækker døren førend at du skynder dig væk, og, jeg ville bare ønske at jeg kunne følges med dig."

18Likes
7Kommentarer
1537Visninger
AA

1. Hver Gang Du Går

Du tog mit hjerte og knuste det, smed det på gulvet, var det alt hvad det sku’ bruges til?

 

Du havde mit hjerte i din hule hånd. Der var intet i verden jeg ikke ville have gjort, absolut intet, og du var fuldt ud klar over det. Alligevel var det ikke godt nok for dig, ligeså snart du havde mig, smed du mig ud sammen med resten af affaldet, med samme mængde ligegyldighed som du viste for den tomme mælkekarton, eller avisen fra i går. Jeg var præcis ligeså ubrugelig, og du var sikker på at fortælle mig det hver dag. Du havde mit hjerte i din hånd, og knyttede næven. Det knustes. Din knyttede næve slappede af. Stumperne ramte gulvet, hårdt. Det var alt hvad du brugte det til. Alt hvad du nogensinde brugte det til.

 

Jeg ka’ mærke at jeg bliver svag, det-det gør ondt for hver et hjerteslag.

 

Nu sidder det i min krop. Jeg bliver svagere og svagere, for hver gang det knuste hjerte slår, det gør ondt, smerter langt ind i knogler og sener, som kun hjertesorger kan. Jeg ville jo bare have dig, og ingen andre, men jeg bliver aldrig god nok til dig. Aldrig det der ligner, men der er intet, absolut intet jeg kan gøre ved det, kun være alene. Vi er sammen, men jeg er alene, på trods af min kærlighed til dig. Det gør så ondt at være efterladt.

 

Hver gang du går, vender du ryggen til mig, River min sjæl fra hinanden og tar’ et stykke med dig.

 

Jeg ved ikke om du vil have mig eller ej. Du er her, og så forsvinder du igen. Du vender ryggen til mig, og går, forlader mig, gennem en dør der aldrig er lukket en dag af gangen. Hver evig eneste gang du gør det, river du et stykke af min sjæl, og det stykke tager du med dig. Af en eller anden grund har du det aldrig med tilbage. Du flår min sjæl fra hinanden, tager et stykke med dig, og lader det ligge et sted, hvorend du er. Du fortæller jo aldrig mig hvor det er, og jeg er holdt op med at spørge. Hvorfor skulle jeg, når du lyver endnu engang, eller hidser dig op over det du kalder min fandens nysgerrighed. Eller også besvarer du det med den syngende lyd af en håndflade der hårdt rammer en kind. Det skifter fra gang til gang.

 

Smækker døren i førend, at du skynder dig væk og, Jeg ville bare ønske jeg ku’ følges med dig.

 

Det er patetisk, er det ikke? At det eneste jeg egentlig ønsker når du går, er at følge med.

Jeg burde være glad, ja tilnærmelsesvis lykkelig, når du gik. Men det er jeg af en eller anden grund aldrig, ligegyldig hvor overvældende mit ønske for det er. Det eneste jeg vil er at storme ud af døren, råbe efter dig, og bare være sammen med dig, ligegyldig hvor og hvad, det eneste der betyder noget er hvem. Dig. Du betyder alt. Det er hårdt at blive forladt, men det gør ubeskriveligt ondt med dig, for du er det eneste menneske i denne verden der er kommet rigtigt under huden på mig.

Så dybt ind, at du ikke længere kan skilles fra mig. Så langt ind under, at jeg ikke længere ønsker at du skal give slip.

 

Og du virker noget nær lykkelig, Ja hvis kunsten var smerte, var du så forbandet dygtig.

 

Nogen gange tror jeg næsten på dig. Selvfølgelig kun næsten.

Kærlighed betyder at sætte en andens behov og ønsker før sine egne, gør det ikke? Det er derfor jeg vil gøre hvad som helst for at stille dig tilfreds. Og det er af samme grund, at du intet vil gøre, for at gøre mig glad. Du elsker mig ikke, gør du vel? Jeg forventer ikke noget svar, og jeg kender det også i forvejen, det bekræftes hver dag.

Ligesom det bekræftes at det næsten gør mere ondt på dig, end det gør på mig. Jeg kan ikke lade være med at føle med dig, selvom du er årsagen til min smerte, for du er virkelig et håbløst tilfælde, er du ikke? Mislykket i sin rene eksistens, og så fandens god til at benægte det, at alle andre tror at den mørke røg der strømmer fra dig er magt. En fejlagtig antagelse, men forståelig. Jeg lavede selv den fejl, men i takt med at mit kendskab til dig og dine hemmeligheder bliver bedre, bliver jeg også mere og mere klar over at det ikke er nær tilfældet.

Du håndterer bare din smerte så godt. Så let og elegant fejer du henover den, og lader folk tro at den er overfladisk, og at du har meget mere end den. Hvis kunsten var smerte, var du så forbandet dygtig…

 

Mens du smækker med døren som så mange gange før, Håber du kommer tilbage, for jeg er her stadig hvis du gør.

 

Alligevel er jeg her stadig. Hver gang du går, sidder jeg tilbage og venter, i blind tiltro til at du nok skal komme tilbage. Og det har du også altid gjort, men jeg kan ikke blive ved med at vente. En dag vil det ske at du ikke kommer tilbage, og så er det mig det går mest ud over. Som altid.

Men indtil videre sidder jeg her igen. Og jeg håber at du kommer tilbage endnu engang, for jeg er her stadig når du gør.

Vær sød at komme tilbage. Vis mit splintrede hjerte den nåde. Det er alt jeg beder om…

 

Jeg vil høre det fra din stemme, hvordan det skal ende, Hvor går du hen nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...