!STANDBY! One Direction - Tiggerpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Erika har ingenting. Hun har intet hus, ingen familie, hun kender ikke meget til kærlighed. Og sådan har det været størstedelen af hendes liv ...
Erika er en tiggerpige, hvis hjem er Londons hektiske gader. Hendes levevilkår har aldrig været de bedste, og hun er overbevist om, at hun også vil dø på gaden. Men ét lille forsøg på at stjæle penge fra fem drenge ender med at forandre hendes liv. For evigt.

27Likes
54Kommentarer
3060Visninger
AA

5. Et lille forsøg på at stjæle

Resten af dagen forløber ganske almindeligt. Jeg opholder mig egentlig kun i parken det meste af dagen. Jeg ignorerer bevidst de irriterede blikke, som de forbipasserende sender mig. Jeg ser ikke noget til Greg. Da det er ved at blive mørkt, går jeg min sædvanlige rute ned af Londons gader. Jeg støder ind i en anden tigger: Caroline. Hun sidder ved et gadehjørne med sin guitar og spiller for at tjene penge. Hun har dog ikke fået særlig meget. Kun nogle få cent. Jeg stopper op og stirrer lidt på hendes fingre, der mere ser ud til at pille ved strengene end egentlig at spille på dem. Da hun opdager mig, løfter hun sine permanent kolde lyseblå øjne. Jeg fanger kort hendes blik, inden jeg hurtigt ser på hendes guitar igen. Taget i betragtning af at Caroline bor på gaden, så har hun alligevel formået at holde sin guitar i pænt stand.

”Hvad glor du på?!” spørger Caroline. Hendes tynde mørkeblonde hår klæber sig til hendes blege kranieagtige ansigt. Caroline skræmmer mig ikke, men jeg synes alligevel, det er uhyggeligt at se på hende. Hun har nemlig anoreksi og livet på gaden har ikke ligefrem hjulpet hende af med spiseforstyrrelsen. Hun valgte selv at bo på gaden, fordi hendes forældre var nogle svin. Hun har været her i et ret godt stykke tid. Fem år for at være helt præcis. Hun er kun et år ældre end mig, så vi kunne egentlig godt have været en form for veninder. Men det er vi ikke. Caroline kan åbenbart ikke fordrage mig. Og jeg aner ikke hvorfor. Jeg har da aldrig gjort hende noget.

Jeg trækker på skuldrene af hendes spørgsmål, men det ser åbenbart ud til at ophidse hende yderligere. ”Så smut!” siger hun og genoptager guitarspillet, med ansigtet vendt væk fra mig. Jeg har overvejet mange gange at spørge, hvad det er, hun ikke kan klare ved mig, men jeg har bare skubbet det til side hver gang. Jeg bryder mig ikke om tanken om at komme op og skændes med en anden tigger. End ikke Caroline. Jeg er bange for at hendes ord vil ramme mig dybt. Og det har jeg ærlig talt ikke brug for. Jeg skal til at gå videre, da jeg opdager, hvad det er hun spiller. Det er også en af Avrils sange: Nobody’s Fool. Selvom mig og Caroline ikke er de bedste venner, så har vi da en ting til fælles: Vi elsker Avrils sange. Selvom jeg gerne ville blive hængende og lytte, så gør jeg det ikke. Jeg går bare videre. Desuden har jeg sangen på min iPod, så jeg skal nok klare mig. Da jeg er uden for Carolines hørevidde, finder jeg iPoden frem og spiller Nobody’s Fool. Gaderne er allerede mennesketomme, så der er sikkert ingen, der ville opdage det, hvis jeg sang en smule. Jeg synger dog lavt, for jeg ved aldrig, om der kan komme en fremmed rundt om et hjørne.

Jeg går rundt på de formørkede gader i nogle timer. Jeg fik ikke sovet så meget sidste nat, og jeg kan bare mærke søvnen tynge mig. Jeg går dog videre, for jeg skal ned og have flere penge fra Trafalgar Square. Jeg kan ikke huske hvilken dato boybandet skulle spille, men det må være snart, siden der er så mange, der har sat telte op. Men det betyder bare flere penge til mig. Jeg finder mobilen frem og ser på klokken. Den er allerede 2:17. Jeg sukker træt og skruer lidt op for Avrils musik. Hendes sange kan sikkert holde mig vågen. Det hjælper da også lidt. Jeg går forbi en døgnkørende café og skæver kort derind. Den er næsten helt tom. Men jeg har ikke så mange penge på mig, for jeg brugte de stjålne fra sidste aften på frokost og aftensmad. Så jeg går videre ned mod Trafalgar Square. Naked er netop blevet færdig, og jeg slukker iPoden, så den trods alt ikke bruger al sin strøm. Jeg må lære at spare på musikken, ellers mister jeg min gave alt for hurtigt. Jeg skal prøve at se om nogle af teltpigerne har en oplader med sig.

Jeg går lidt fremad i mine egne tanker, men jeg stopper op, da jeg hører fremmede drengestemmer. Hurtigt løber jeg ind i en blindgyde og gemmer mig i skyggerne. Jeg holder øje med gydens indgang og venter på vedkommende går forbi. Først er der en dreng, der løber forbi med et stort smil klistret på læberne. Jeg når ikke at se særlig meget udover hans brune hår og den stribede t-shirt under jakken, der står åben. Det får mig til at tænke på, at jeg ikke selv har en jakke, og først nu opdager jeg, hvor meget jeg egentlig fryser. Jeg skutter mig stille og gnider mine bare arme. Mine øjne slipper dog ikke gydens indgang. Lige bagefter kommer en dreng løbende forbi, også med et stort smil. Hans hår er mørkebrunt og krøllet. Jeg rynker undrende brynene. Brunt og krøllet hår? Hvorfor minder det mig om et eller andet? Var det ikke sådan en af drengene fra plakaten så ud …? Åh, hvad var det nu de hed …? Et eller andet med D. Et lille stykke tid efter drengen med krøllerne, kommer der tre andre drenge: En med lysebrunt lidt krøllet hår, en med sort opsat hår og en med blond hår.

Jeg tæller til ti, inden jeg sniger mig op til gydens indgang og forsigtigt ser ud på drengene. Jeg kigger indgående på dem alle. Jo, det er dem. Det er boybandet. Hvad i alverden laver de udenfor så sent om aftnen? De er her nok for at få sig noget luft uden at blive jaget af vilde fans. Jeg kaster et blik på deres lommer, men ingen af dem ser ud til at have penge på sig. Jeg skal til at opgive og gå videre ned mod Trafalgar Square, idet jeg hører én af dem spørge: ”Har vi nogle penge?” Jeg stivner midt i en bevægelse og kan mærke hvordan adrenalinen begynder at flyde rundt i mig. Der flyder altid adrenalin igennem mig, når jeg skal stjæle penge, og det gør mig altid så sindssygt nervøs for at blive opdaget. Da jeg startede med at stjæle, mærkede jeg ikke den her adrenalin, men da jeg var otte, prøvede jeg at stjæle fra en fuldvoksen mand. Jeg endte med en flækket læbe, en næsten brækket arm og et ar på sjælen. Og en fobi. Ikke en fobi for at stjæle, det kan ikke betale sig, når man bor på gaden. Men en fobi for smerter. Bare tanken om at jeg har ondt, er nok til at gøre mig rædselsslagen. Pga. det, bliver jeg altid nervøs, når jeg skal stjæle. Men det går som regel lige efter planen. Nogen gange bliver jeg selvfølgelig opdaget, men jeg er en hurtig løber, så jeg når altid at stikke af.

Drengen med det sorte hår, stikker en hånd i sin lomme og finder sin pung frem. Jeg taber næsten kæben, da jeg får et lille kig i nogle af lommerne på den. Der er et hav af sedler i den og en masse mønter. Den skal jeg have fat i, beslutter mig tavst for. Drengen tager et par sedler og kommer pungen tilbage i baglommen på sine cowboybukser. Jeg sluger en klump i halsen og ser på dem, mens de går videre. Jeg sniger mig lydløst efter dem. Jeg er nød til at holde tungen lige i munden og bide mig koncentreret i underlæben for ikke at sige en lyd. Drengene smutter ind i caféen fra før. Jeg venter igen i ti sekunder, inden jeg selv smutter derind, så naturligt jeg kan. Udover drengene befinder der sig kun et par fuldvoksne mænd i et hjørne, der er gået kolde med et par bajere. Manden i baren modtager drengenes bestilling og finder nogle flasker med sodavand frem. Jeg går lydløst i retning af drengene og stikker mine tynde pegefingre i den sorthårede drengs baglommen. Mine fingerspidser kan mærke pungens bløde stof, så jeg klemmer mine pegefingre sammen om hver side af pungen og trækker den langsomt op. Den er næsten ude, da én af de andre drenge udbryder: ”HEY! HVAD HAR DU GANG I?!”

Jeg glemmer alt om at være forsigtig og tager bare hårdt fat om pungen, vender om på hælen og spurter ud af caféen. Jeg kan høre drengenes løbende skridt lige bag mig, og adrenalinen i min krop bliver kraftigere. Jeg svinger døren op og spurter udenfor på gaden. Jeg propper hurtigt pungen i min lomme og sætter så farten op. Jeg kan stadig høre drengene løbe efter mig, men det lyder som om, de er nogle metre lige bag mig. Jeg ved, hvor jeg skal løbe hen for at komme i sikkerhed. Der er en speciel blindgyde, som det egentlig kun er tiggere, der ved noget om. Ikke fordi andre mennesker ikke kan smutte derind, for det kan de godt. Men det er muren midt i gyden, som er speciel. Man skal bare klatrer over muren, så kommer man til den anden halvdel af blindgyden. Det plejer at være det perfekte skjulested, når vi stikker af fra folk, der har opdaget, at vi stjæler. Alle kan komme over muren, selv Gamle Joey. Du skal bare springe op på containeren ved muren, hoppe og så kan du trække dig selv over muren.

Jeg nærmer mig langsomt gyden, drejer skarpt da jeg når den og spurter ned til muren. I et højt spring er jeg oppe på containeren, smider min rygsæk over muren og hopper. Men jeg får ikke ordentlig fat om murens top. Det er kun mine fingerspidser, der når toppen. Jeg prøver alligevel at trækker mig op, men det gør alvorligt ondt i fingrene. Og mine håndflader sveder, så derfor glider mine fingre, og jeg styrter ned mod jorden med ryggen først. Der lyder et højt bump, da jeg lander og al luften forsvinder fra mine lunger og mit hoved begynder at dunke. Der begynder at danse sorte prikker for mine øjne, og jeg er overbevist om, at jeg dør lige om lidt. Så endelig får jeg luft ned i lungerne igen, men jeg når ikke at mærke lettelsen, inden der er én, der hiver mig op på benene og tvinger min ryg op af muren. Jeg gisper efter luft og ser bange på den sorthårede dreng. Han er rasende, det ville man kunne se på en kilometers afstand.

”Giv – mig – min – pung!” Han gisper efter vejret efter hvert ord, da han, ligesom mig, er meget forpustet. Hans mørke øjne borer sig ind i mine, og jeg begynder at ryste. Både af kulde, angst og iltmangel. Jeg kan ikke se væk, for hans øjne har låst mit blik fast. Da jeg tydeligvis ikke reagerer, banker han mig ind i muren igen og råber mig i ansigtet: ”GIV MIG SÅ DEN PUNG!” Jeg giver et lille smertens skrig fra mig, da mit hoved begynder at dunke kraftigere, ved sammenstødet med muren.

”Rolig nu, Zayn,” siger den blonde dreng, (jeg kan ane en fremmed accent i hans stemme, men jeg ved ikke, hvor den kommer fra) og går op på siden af den sorthårede dreng. Han kommer en hånd på hans skulder, men det ser ikke ud til at berolige spor.

”Hun stjal min pung!” råber den sorthårede. Selvom han taler til den blonde, fjerner han ikke blikket fra mig. Jeg er lammet af skræk og kan slet ikke bevæge mig. Dette ser ud til at ophidse ham endnu mere. Ud af øjenkrogen kan jeg se de tre sidste drenge komme løbende. De stopper op bag den sorthårede og den blonde, og prøver at få pusten tilbage. Igen bliver jeg smidt ind i muren, og denne gang kollapser jeg. Mit hoved dunker værre end det nogensinde har gjort før. Jeg ved ikke om det er noget, jeg bilder mig ind, men det føles som om et eller andet glider ud af mit baghoved – sikkert blod. Jeg bliver i hvert fald svimmel, så mine øjne glider i, for at se om det kan formindske smerten. Hvad det ikke gør.

”Zayn!” lyder det chokeret fra et par drenge, og jeg kan høre to af dem løbe over til mig. Jeg ryster stadig, men det er åbenbart taget til i styrke. En eller anden stryger mig forsigtigt over kinden, og jeg har alt for ondt til at gøre modstand. Men jeg har ikke for ondt til at række en hånd ned i min lomme og kaste pungen i den retning, som jeg håber, ejermanden står i. Min hånd falder med det samme til jorden igen.

”U-u-u-undskyld …” hvisker jeg med en rystende stemme. ”Du må ikke … please, lad vær … med at slå …” Jeg ved godt, at det lyder som noget et lille barn siger, men lige nu føler jeg mig som et lille bange barn, der er ved at få tæv. Det føles forfærdeligt. Godt nok er det ikke så slemt, som episoden hvor jeg var otte, men det er lige ved. Den af drengene, der sidder og stryger min kind begynder at kærtegne i stedet. Jeg må da også ligne én, der er ved at bryde sammen.  

”Har hun slået hovedet, Liam?” spørger en anden dreng. En anden hånd undersøger forsigtigt mit baghoved, og jeg kan ikke lade vær med at gispe lavt. Smerten skyder gennem min krop, fra hovedet og helt ud til tå- og fingerspidserne.

”Hun bløder ikke,” svarer drengen, som jeg har erfaret må være Liam. ”Men hun ser ud til at have smerter.” Han snakker som om, jeg ikke ligger ved siden af og kan høre det. Selvfølgelig har jeg smerter! Prøv selv at falde ned fra en mur, lande midt på ryggen på den hårde jord og så derefter blive smidt tre gange ind i en anden mur. Smertefrit? Ikke ligefrem.

”Vi kan da ikke efterlade hende sådan der!” udbryder drengen med den fremmede accent.

”Hvad foreslår du så, vi gør, Niall?” spørger drengen, som også spurgte om jeg havde slået hovedet.

”Vi må da hjælpe hende på en eller anden måde …”

”Skal vi hjælpe dig hjem?” spørger en fremmed stemme. Den er dyb, og det må være den anden dreng, ham, der løb over til mig sammen med Liam. 

”Jeg har ikke noget hjem …” hvisker jeg. Der opstår tavshed mellem drengene. Jeg tør ikke åbne øjnene for at finde ud af, hvad der sker. Og jeg finder egentlig heller ikke ud af det, for smerten har forstærket min søvn, og der går kun et par sekunder, før jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...