True?

Dette er en historie jeg har tænkt mig at skrive sammen med Miss Medusa. Hun er forresten meget bedre end mig så det kommer sikkert til udtryk i teksten;) Anyway dette er en historie om en (sindsyg) pige. Den er ikke på nogen måde planlagt, vi skriver bare videre på den andes kapitel og tilpasser os...et sjovt eksperiment:D Well enjoy any criticism is left in the comment section (NO SHIT SHERLOCK)

3Likes
32Kommentarer
1546Visninger
AA

1. Welcome to the nuthouse

 

Doubt thou the stars are fire

Doubt thou the sun does gloom

Doubt truth to be a liar

But never doubt that I love

-William Shakespeare/Emilie Autumn

 

Hej

Velkommen til kapitel 1598 i mit liv.

Dette kapitel handler om...ja det ved jeg jo egentlig ikke vel. Man kan jo ikke se fremtiden.

Du undre der måske over hvorfor jeg siger kapitel 1598 i mit liv, det er jo ikke helt normalt. Men jeg bliver nød til det, ellers bliver jeg sindsyg, det hjælper ligesom med at holde styr på tingene. 

Mor siger det hedder OCD. Det siger lægerne også. Men hvad nu hvis de lyver.

De siger også at jeg har paranoia i en ekstrem grad, og PTS, hvilket er post-traumatisk stress.

Jeg ved jo godt hvad det hele betyder, men det er bare svært at forstå. Jeg føler mig slet ikke syg.

Nåarh ja det er jo ikke helt sandt, det er jo ikke så mange der har stemmer, i deres hoveder der fortæller dem hvad de skal og ikke skal.

Og hvis der er, så er det nok ikke så mange der altid adlyder dem. Det gør jeg, ellers bliver jeg bange. Jeg hader det, men det er ikke min skyld fortæller de mig. Jeg har tænkt lidt over det, måske var det det som skete med far, det ville give mening, for der var altså ret meget blod.

Jeg har ikke fortalt nogen om det. Det siger stemmerne jeg ikke må. De siger at det var min skyld og at jeg bare skal holde min mund, ellers bliver de bare sure og sender mig væk.

Jeg kan godt lide det her. Her sker ikke så meget hvilket passer mig fint. Der er søde mennesker i hvide kitler, og min mor kommer tit ned og siger hej.

Men det er mærkeligt, for om natten må der være nogle små trolde der kommer og låser min dør. De søde mennesker siger at det skal jeg ikke tænke på, de går jo lige så snart det bliver lyst. Men det er svært ikke at tænke over det. Hvad nu hvis de allesammen lyver, for mig til at tro at der ikke er nogen trolde.

Jeg har besluttet ikke at stole på dem, eller nogen som helst andre. Undtagen mor, hun siger altid sandheden, det kan jeg se i hendes øjne. De er altid så sørgmodige, og folk fortæller altid sandheden når de er kede af det.

Mit værelse er også så hyggeligt. Væggene er helt gummi-agtige og der er tremmer for vinduet. Som om det er et fængsel. Nogen gange forestiller jeg mig at jeg er en farlig forbryder, der har slået en masse mennesker ihjel. Og at de har spærret mig inde for evig tid.

Men aldrig i lang tid for så kommer jeg bare til at tænke på  hvem og hvordan de døde. Nogen gange stopper jeg ikke i tide, og så kommer jeg til at skrige. Så kommer de søde mennesker og giver mig noget at drikke og en indsprøjtining, så bliver jeg søvning og går i seng.

Så er der de gange hvor det ikke virker, så drømmer jeg om døde mennesker, og blod, massere af blod, over det hele. Nogen gange er det på mit værelse, så bliver alle de søde mennesker dræbt. Og alle troldene kommer og fjerner mig.

Det er altid der jeg vågner

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...