Et liv med musikken

Jeg skulle se mig selv som 80 årig og skrive om mit liv :-)

Det er min første herinde :-)

1Likes
0Kommentarer
453Visninger
AA

1. Et liv med musikken

Tidligere verdensstjerne Emilie Arnfred, var i går aftes med i ”Dig & mig & mit show”. Vi fik lov til at følge med ind i hendes liv og se tingene fra hendes synspunkt.

Emilie fyldte 80 år, selv om det er svært at se. Hun fortalte om sin barndom, hvordan hun blev født i Århus på Skejby. Flyttede til København - med hendes forældre, Henrik og Vibeke - og gik i børnehave.

”Jeg kan stadigvæk huske huset, rummene, personerne, træerne, legepladsen det hele. Jeg havde to bedsteveninder som jeg legede med hver dag. Der var også en lille dreng, som vi legede med nogle gange. Der var en dag, jeg ramte ham i panden med en mælke-kasse, kan jeg huske. Jeg sad oppe ved træerne længst væk fra børnehaven og græd.

Men det jeg husker bedst er: da jeg faldt ned af et to meter højt træ. Der var en hule oppe i træet eller nærmere en plade lagt mellem tre træer. Drengene hang sig i stammerne og spillede overmodige. Pludselig var der en af drengene, der skubbede mig ned! Jeg landede lige på bagdelen og bed gennem min underlæbe. Man kunne se lige igennem ind til tænderne. Mine forældre var bange for, at jeg havde bidt min tunge over, fordi det blødte så meget.”  

Emilie blev storesøster samme år til Louise, som i dag har en meget kendt legtøjskæde, LEG & SJOV, hvor hun tidligere selv var chef for firmaet. Henrik fik job i Midtjylland som økonom. Den lille familie flyttede til en lille provinsby lige udenfor Herning. Emilie startede i en ny børnehave og fik nogle få venner. Det var en god tid for hende. Fri som fuglen under himlen.

 

Skolegang 1.-9. klasse

Hendes koncentration var dårlig i de tre første år af hendes skolegang på Engbjergskolen. Hun havde svært ved at læse og alt det faglige. Emilie blev mobbet af de ældre drenge, fordi hun var lidt større end de andre børn. Hun blev holdt udenfor legene i frikvarterne. Hun var voldelig mod drengene, fordi de var mod hende. Emilies yndlingstid var efter skole. De to nye veninder fra børnehaven var der stadig. De legede sammen i ’fritteren’, lavede perleplader, spillede pc, legede vandkrig om sommeren. Deres ven-skab var ubrydeligt.

Emilie begyndte til fodbold i 3. klasse. Det var hendes første rigtige beslutning, som kom til at ændre hendes liv. Fodbold var livet. Det fik hende til at føle sig værdsat og det gjorde hende glad. Emilie var i starten angriber og var virkelig god til at få sparket den i kassen. Efter tre år begyndte hun med at være fast målmand. De vandt mange kampe sammen og Emilie havde fået en ny familie. Hun blev ved indtil 9. klasse med at være målmand. Syv lange dejlige år med fodboldfamilien. I mellemtiden i 4. var klasserne blevet slået sammen til en stor klasse på 28 elever.

Hendes faglige indsats var blevet bedre og nu kunne hun snakke med alle pigerne. Emilie havde fået en ny rigtigt god veninde, som betød meget mere end nogen anden. De havde det rigtigt godt sammen og hun følte det som om de var bedsteveninder. 5.-6. gik med hende. I en periode snakkede de ikke sammen, fordi Emilie havde prøvet at hjælpe hende, men det gav bagslag. De var faktisk uvenner.

Heldigvis blev de venner inden de skulle skifte skole i 7. og blev faktisk også bedsteveninder i sommerferien.

En måned efter de var blevet venner igen, blev Emilie storesøster igen til Gustav Arnfred. I kender ham nok fra alle de komedie shows og film han var med i som ung. En tredje generations skuespiller med næsten flere Awards end sin succesrige søster. Han har været mere kendt end den berømte Justin Bieber. Emilie havde heldet med sig, for en uge efter han kom til verden, kom hun ind på musikskolen som trommeslager. Det var det bedste sammen med fodbold. Hun spillede sammen med andre trommeslagere på hold og blev derefter rykket til soloundervisning. 

 

Nye færdigheder på Snejbjergskole.

De nye 7. klasser blev delt op i tre klasser. Hun startede 7. klasse med at hendes forældre skulle skilles. Det var en svær tid for hende, så hun tog til Sønderjylland i to uger, for at komme væk fra det hele. Da hun kom hjem havde hendes mor, Vibeke, kigget på hus midt i Snejbjerg. Moderen flyttede i slutningen af 2010 og de tre børn boede skiftevis hos deres mor og far. Emilie kom gennem det ved at snakke om det og tænke på andre ting. Hendes skolegang -og koncentration var blevet til ’nørd niveau’. Hendes konfirmation var lige om hjørnet og det var et helvede for hende at planlægge det sammen med sine skilte forældre. Men det blev den bedste konfirmation for hende alligevel.

”Jeg fik mit første trommesæt i konfirmations-gave, mange penge og bare en helt uforglem-melig dag. Selvom mine forældre næsten lige var blevet separeret følte jeg vi stadig var en familie i stedet for to.

Min blåmandag var ligeså god som dagen inden. Vi var i Rønbjergferiecenter og til laserskydning. Jeg var en af de bedste til at skyde de andre. Utroligt minde der stadig kan få mig til at smile.

Efter alt det fantastiske begyndte, startede mit tidlige helvede. Jeg tænkte på alt det dårlige på samme tid og følte mig ubrugelig. Min bedsteveninde og jeg var tit uvenner og det gjorde bare det hele værre. Jeg startede til håndbold og kunne snakke med mange af dem. Men dramaet fortsatte. Jeg kunne ikke komme væk fra alt det, der sugede min lykke. Vi havde gode stunder, men det styrede den måde jeg var på. Efter håndbold startede, begyndte jeg at snakke med flere af pigerne og kunne til sidst snakke med stort set alle fra årgangen. Jeg tog med håndboldholdet til Ungarn i sommerferien og spillede. Vi var alle sammen glade og kom vist på en 4. plads.”

8. klasse var en bedre begyndelse, bortset fra dramaet der stadig var i hendes liv. Emilie elskede hendes bedsteveninde for højt til at give slip. Håndbold, fodbold, trommer, venner og skolen gik rigtigt godt. Inden jul fik hun en depression over dramaet og alt der gik galt. Hun var ikke nær så koncentreret i timerne og hendes karakter blev ringere. Men efter jul lysnede det lidt. Hun startede til rockband med to af hendes nærmeste veninder. Det var godt, rigtigt godt. Der var en pige fra 9. og to fra 7. som Emilie snakkede lidt med. Men ikke mere end hver mandag de var til det. De spillede sammen og skulle ind på Fermaten med resultatet. Emilie tog på to skiferier lige op ad hinanden og nød det i fulde drag.

To dage efter hun kom hjem fra den sidste ferie, skulle alle musikelskere fra skolen på musiklejr, for at forberede sig til forårskon-certen. Emilie havde få dage inden sagt til hendes bedsteveninde, at hun ikke orkede dramaet længere. Hun tog på musiklejr med 80 andre elever med en lidt mindre ro i maven. De to 7. piger fra rockband skulle med på musiklejr. Emilie gik kun sammen med dem, i de tre dage de var af sted. Hun følte sig fri og gladere end hun havde været i cirka to år. Hun glemte alle derhjemme. Al eksistens om omverdenen. Denne lejr ændrede hendes liv endnu engang.

Hun havde fået endnu flere venner på lejren og var kommet hjem med det bredeste smil. Forårskoncerten gik perfekt og det var en fantastik aften. Men hendes bedsteveninde var stadig et problem.

”Jeg ville ikke blive i ’forholdet’ mere fordi det gjorde mig ked af det. Jeg ville bare være hendes veninde. Men da hun mistede mig fandt hun ud af, hvad jeg betød for hende. Hun savnede mig og græd i flere døgn. Jeg prøvede på at styre mig selv og sige jeg bare ville være venner. Det blev ved længe og vi snakkede slet ikke sammen ugen efter musiklejr. Jeg gik ned til nogle 9. -og 7. piger i frikvartererne og var meget sammen med dem. Det gjorde jo selvfølgelig min eks-bedsteveninde endnu mere ked af det og jaloux.

Men hun måtte komme videre, for det prøvede jeg også på, selvom det var svært. Mellem alt det her krise med hende skulle vi ind på Fermaten med rockband. Det var min store debut som trommeslager. Vi spillede fire gode numre og vi havde det rigtigt sjovt. Mit mindearkiv er stort. For bare på få måneder havde jeg oplevet mere end på et år.

Efter Fermaten endte det med vi bare var venner og talte sammen igen i skolen.

Jeg var stadig sammen med dem fra 7. og 9. for de havde reddet mig da jeg var nede. Det skylder jeg dem stadigvæk, mit gamle band Høreskaden. Nogle skøre kugler hele bundtet.”

 

Videre i livet

Tiden gik al for hurtigt for Emilie, men tiden gik bedre end nogensinde. Eksamen kom. Hun bestod over forventning i alle fag. Bandet spillede stadig sammen og alt kørte på skinner. De følgende år hang sammen. Fede fester hver weekend, nye mennesker, studier og et job. Emilie havde mødt et par fyre i årenes løb, men der var ikke noget stort i det.

Da Emilie blev 25 var hendes musikalske uddannelse afsluttet. Hun var musiklærer og vikar i to år. Eleverne var vilde med hendes musiktimer og syn på verden. Hun var blevet som lærer, hvis ikke der stod en verdensturné for døren, med hendes gamle band ’Hearing Damage’.

Emilie mødte en dansk journalist til en af deres koncerter i New York. De flyttede sammen efter et par måneder og efter to år fik de sønnen August. Den lille familie boede i New York, indtil Martin friede til Emilie og de tog hjem til Danmark for at blive gift. Det var et stort bryllup med venner, familie og en flok journalister. Deres tilstedeværelse var kun en halv time i kirken, indtil det blev for meget for parret og gæsterne.       

”Jeg gik op af kirkegulvet med min far ved min side. Martin stod med våde øjne og smilte med hele ansigtet. August gik foran os med en lille kurv og smed roser.

Journalisterne tog billeder og skrev ned for hvert skridt vi tog hen af kirkegulvet. Vores vielse tog længere tid end vi troede. Så vi smed journalisterne ud. Vi fik ro i kirken igen og sagde ja til hinanden.  Vi tog på bryllups-rejse til New York efter festen. Vi elskede hinanden og det gør jeg stadigvæk selvom han ikke er her mere. Han er med mig herinde (tog sig til brystet).

Vi fik Isabella året efter vi blev gift. Hende og August var det smukkeste jeg nogensinde havde haft i mine hænder indtil, jeg fik mine børnebørn og oldebarn. De kommer tit på besøg til kaffe og kage. August er jo advokat i L.A. og har en søn ved navn Hans Henrik, med sin kone Katrine. Isabella er maneger for en sydlandsk musikgruppe og har ikke fået børn, men har en kæreste, Lucas.”

Bandet holdt pause i 10 år og havde alle fået en familie. De fandt sammen igen til en kæmpe koncert i Rio og der var samlet flere hundrede tusinde til denne koncert. Emilie mistede sine bedste forældre da hun var ca. 45.

Efter en storstilet begravelse købte Emilie et hus i Provence og havde nogle meget hyggelige år sammen med Martin og deres to børn. Mange af deres venner kom på besøg og ind imellem fandt de instrumenterne frem og spillede rock, som i gamle dage. Selv Martin havde lært at spille og han blev med tiden en dygtig bassist. På Emilie og Martins 25 års bryllupsdag legede de en stor yacht og sejlede rundt i Caribien med deres mange musikalske venner. Det blev til 21 dage med pragtfuld musik og nogle storslåede solnedgange. Der blev lavet en live indspilning, der efterfølgende gik verden rundt og blev en skive af de store.

”I de sidste 30 år har vi levet et lidt mere tilbage trukket liv. Vi flyttede hjem til Danmark og boede i Snejbjerg min barndomsby. Tiden er primær gået med interesse i vores venner, naboer og oldebørns liv. Hans Henrik har fået tre bør,n to piger og en dreng. Da Gustav blev født valgte Henrik og hans kone Marie at flytte til Århus for at være tættere på sin danske familie.”

I anledningen af Emilies 80 års fødselsdag har hun inviteret alle hun kender til en koncert i Boxen, der afholdes til ære for hende. I dagens anledning udstiller hun billeder og musik fra et langt musikalsk liv i Madison Square Garden i New York.

I en alder af 80 år kan Emilie se tilbage på et spændende liv med musikken som det helt grundlæggende.

Af H.H. Arnfred 1. april 2077

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...