Lyden der aldrig blev hørt


1Likes
0Kommentarer
680Visninger
AA

1. Lyden der aldrig blev hørt

 

Den fordømmende verdens kyniske storm raser brutalt. Sorgfyldte dråber falder fra Guds øje.

 

En undrende væske af raseri rammer ruden, de destrueres, reinhydreres, samler sig lidende igen. Glider ukonstruktivt ned af den lunkne rude, udugget, skrøbeligt panser.

 

Visionen til mit dunkle rum, vinduet.

 

De krigeriske skygger danser lidenskabeligt til dødsbygernes kaosfrembringende toner, en ren symfoni af tårefyldte dråber.

 

Umenneskelig fremdrift i skyernes bølgende bevægelser, sliber stenene, bliver til sand.

 

Fremskridt i den mørke krog, en blind vej, der ser alt.

 

Et nej skrider over læberne, hjernen indtager den ordlige føde af korruption, immaterielt.

 

Lyden af de kæmpende dråbers evige angreb, et håbefuldt forsøg af håbløshed, at knuse glasset.

 

Bilernes mekaniske motorer lyder udenfor, et liv i en kasse, metalæsken som indeholder dødt liv.

 

Lygternes lys afspejler det forbipasserende håb i et dødt spind i et levende sind, reflekterer en lykkelig stund i et ulykkeligt liv.

 

En flygtig tanke der løber for livet, en hvid due, forsvinder i en labyrint, et skovlstik i jorden.

 

Et suk der slider og slæber, kradser indersiden af den kranieholdende nakkes hals, med tanken skraber den indersiden af mit kranium fri fra skidt og snavs, min sanitet, tro og håb.

 

Hjertet der hamrer barbarisk indeni, som en desperat flygtning, der ikke skyer nogen midler for at undslippe skeletfængslet, kødfængslet, korpus.

 

Kroppen der med kærlighedsfyldt nødvendighed krammer det, men det skriger, som en rive ragende glubsk ravn, et håb om at kroppens favntag vil forgå.

 

Men den varme krop slipper ikke det der holder den i live, lader det ikke hoppe i skæbnens vand, det kolde vand der kysser det, køler smerten, i et hurtigt tempo, i langsommelighed lidelse glider alt liv ud, det mister sin lunefulde slagkraft af varme der luner.

 

En blodig revolution der blot vil føre til horribel nedgang, en kompromisløs beslutning, kun en part er med på den, men vil ikke.

 

En kødets romance, en kødlig omfavnelse, mere end bare lyst, sand kærlighed hiver hjertet op på land, gennem sandet.

 

Hjertet slår med stor smerte på kroppen, et forsøg på revolutionær ødelæggelse, hjertet forsøger at skubbe kroppen væk, nægte deres interdependens, fælles afhængighed, symbiosen.

 

Bruger skånselsløse ord og nådesløse handlinger til at stikke i sig selv, voodoo, kroppen bliver ramt med chokerende slagstyrke, smertefuld kraft, kræft.

 

Kaotisk væske forlader det observerende, det der ser alt synligt, den runde kugle af glaslignende substans, for at bryde med skindets tørhed, facaden der brydes.

 

Dryp dryp, indenfor, udenfor, dunkelt og mørkt mørke, absolut, altoverskyggende, ingen skygger i mørket, skyggernes silhuette nedbrydes af ren ondskab.

 

Vinden blæser, en kold vind frembringes og bliver lagt i lænker foran mit skjulested, der hvor jeg kryber, vinden vil anses, genkendes, jeg genkender den, frygter den, men tager imod den med kyshånd, et dødens kys.

 

En stigende uro af ren galskab, nu hvor bilernes dyriske og brummende stemme er døet hen, pakket sin kuffert, taget af sted, over stok og sten.

 

Dækkene der hvinende skred over den fugtige jord, forgyldt med hjertets tårer, bliver brændt væk i en inferno, forgik, fordi det foregik at de forsvandt.

 

En forkert synsvinkel i det ulige samfund tipper alt til fordel for den nådesløse, alt skrider, jeg skrider, ned af bjergets top, bundskraber, flaskens bund.

 

Sulten bider mig i maven, æder mig ind, ad, ædt.

 

En hungrende grib i ørkenens hede, sveder alt frodigt væk, koldsved ned ad pandens rynkede hulning.

 

Gribben splitter resterne af den forvredne krop ad, splitter mig, nipper langsomt til det proteinholdige, røde, frodige og saftige kød, dens sult bliver aldrig stillet.

 

Bang! En hånd rammer ruden, frygt spreder sig, som gift i blodbanerne, lammelse, øjnene spærres op, tanker spærres inde.

 

Klir! Alt falder fra top til tå, hinden på sindet brydes, gruelig sandhed kaster mig hovedkulds i sandet, i skyggelandet.

 

En indtrængen, en indtagen, en der er uvelkommen men som bliver budt på styrkende mjød, alt svagt bliver givet væk, overdraget, overtaget, et let bytte.

 

Kulden marcherer beslutsomt frem gennem det forrevne vindue, ligger rummet i en kuldeholdig dis.

 

Et nej overskrider grænsen mellem tanke og ord, fra hjerne til tunge, klar til endnu engang at blive injiceret i den infektive, ineffektive hjerne.

 

Jeg bilder mig selv ind jeg er intakt, en takt, to takter, så, stille, lyt!

 

Nu begynder forfaldets symfoni.

 

Grundlaget smuldrer, ord ved havnens sjælebetagende vand hugger ind i kødet, knivstik mod hjertet mod hjertet der nyder dem, vil undslippe trygheden, det er ondt og vil slippe livet.

 

Af jord er jeg kommet til jord skal jeg blive, tilbliver, bliver jordet.

 

Et spekulerende perspektiv på sindemurens højlydte fald, lyden der aldrig blev hørt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...