~One Direction~ Svigtet

Jeg sidder her, med et tørklæde om munden. Jeg ved egentlig ikke hvor jeg er. Der er mørkt, jeg blev bortført. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke føle noget. Jeg kan ikke lugte noget. Men der er et eller andet der gør mig utryg, jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke løbe, mine ben ryster, som om de ved hvad der vil ske om lidt. Jeg prøver stille at rejse mig op. Det er svært, mine hænder er bundet. Da jeg er halvvejs oppe falder jeg, så lang jeg er ned på det hårde gulv. Det gør ondt.

15Likes
13Kommentarer
1830Visninger
AA

1. Mit liv.

 

Jeg sidder her, med et tørklæde om munden. Jeg ved egentlig ikke hvor jeg er. Der er mørkt, jeg blev bortført. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke føle noget. Jeg kan ikke lugte noget. Men der er et eller andet der gør mig utryg, jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke løbe, mine ben ryster, som om de ved hvad der vil ske om lidt. Jeg prøver stille at rejse mig op. Det er svært, mine hænder er bundet. Da jeg er halvvejs oppe falder jeg, så lang jeg er ned på det hårde gulv. Det gør ondt.

Det sidste jeg husker før jeg kom hertil var at jeg var sammen med min kæreste, Mikkel. Det var rigtig hyggeligt. Vi sad og så en film, men under filmen faldt jeg i søvn. Jeg vågnede af at jeg ikke kunne få luft, der var nogen som holdte en klud over min mund. Endelig, endelig fik jeg tørklædet af min mund. "Hallo.. Er her nogen?" Sagde jeg stille med en pivestemme. Der kom intet svar, jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig. Indtil lyset blev tændt. Jeg havde siddet i mørket for længe så jeg kunne intet se. Efter et par minutter kunne jeg hører nogle stemmer. Det var en dyb mandestemme og jeg var ikke sikker, men det lød virkelig som Mikkel. "Mikkel?" Prøvede jeg at sige forsigtigt. "Ja, hva' så?" Det var Mikkel, gud hvor var jeg bare sur på ham. Jeg prøvede at sige noget, men der kom kun en lille pivelyd ud af mig. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg var bange. Lidt efter noget tid havde mine øjne åbnet sig noget mere og jeg kunne se ud i rummet. Jeg kunne se Mikkel og en anden dreng sidde henne i et hjørne, de drak og røg. Mikkel havde lovet mig at han ikke ville gøre det mere, men han havde nok glemt det. For han kunne da ikke finde på at lyve overfor mig, kunne han? Det tænkte jeg ikke rigtigt over mere, jeg ville bare væk. Jeg prøvede stille at kravle hen til døren uden at de kom til at se mig, men det var for svært. Alt for svært, jeg kunne ikke. Mikkel kom over til mig. "Nu bliver du der! Er du med?" Jeg havde aldrig hørt ham være så sur før.

Nu var de gået. Så det her, det var min eneste mulighed for at slippe fri. Jeg prøvede at løbe ud af døren, mine ben var ved at knække sammen for hvert eneste skridt jeg gik. Jeg tvang mig selv. Det gjorde ondt, meget ondt. Pludselig kunne jeg se noget lys, nu løb jeg. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen til lyset. Og der var udgangen, jeg var kommet ud. Jeg var så glad for at jeg var kommet ud at jeg begyndte at græde. Nu skulle jeg bare hjem. Efter en time var jeg hjemme, endelig. "Hvor helvede har du været?" Jeg kiggede op og der stod min mor og far, de så meget sure ud. Jeg løb op på værelset og begyndte at græde. Den aften græd jeg mig selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...