Is This the Life For Me?

Jennifer Thompson søger brændene lykken i New York, som model. Det eneste hun nogensinde ville være. Står lykkens kort i hendes skæbne? Eller de værste?

Denne historie er skrevet i forbindelse med konkurrencen:
"Jeg laver ikke mode, jeg ER mode"

Håber i kan lide den..
:)

13Likes
16Kommentarer
2255Visninger
AA

1. Det tilhører mig.

 

Jeg trækker hårdt efter vejret, når jeg endelig bestiger den allersidste trappe til bureauet. Hvem lægger et modelbereau på femte etage? Jeg trykker ned i det kolde metal håndtag, der åbner døren til mine største drømme. At blive model. Hele mit liv, har folk sagt at jeg er smuk. Jeg ved ikke om det er sandt, men jeg elsker at stå foran kameralinsen. Jeg hedder Jennifer Thompson. Mit fly landede i går, i JFK lufthavnen ved midnat. Jeg elsker alt ved New York, lysene, menneskerne, kulturen. Jeg prøver at søge lykken, som jeg vil gøre alt for at få. Jeg har næsten allerede glemt mit sølle liv i Denver, Colorado, selvom min familie stadig bor der.

Når jeg tager mit første skridt ind i det store hvide rum, løber mine hænder igennem mit lange brune hår. Jeg tager mine Gucci solbriller af og absoberer min fremtidige verden. Fra loftet hænger en diamant lyskrone, som er i centrummet af mit syn. Gulvet er ternet sort og hvidt, klart og glat. Jeg udånder stort og lettet, da jeg kigger på mit ur. Et minut for tidligt. Jeg sætter mig ned i ventestolen og snupper et Vogue blad. Når de råber mit navn, håber jeg på at det virker som om jeg har siddet og ventet i lang tid. Jeg griber fat i min cremefarvet Louis Vuitton clutch og løber ind til prøverummet. Mine stilletter laver et lille ’klick’ hver gang min fod rør gulvet.

 

Inde hos casterne, bedes jeg lægge mit jakke, clutch, solbriller og andet overflødigt. Jeg stiller mig foran en baggrund og skal sidde på en stor ’sten’ af plastic. Den ser ellers virkelig ud. Fotografen tager mit billede mens jeg skal pose, af mit eget valg. Jeg har trænet og eksperimenteret, men jeg har endelig perfektioneret mit smil, vinkel, og pose, uden at skulle sidde foran et spejl. Det tyder som et godt tegn når fotografen begynder at smile og grine, når han viser billederne til resten af holdet. Bagefter går vi ud til podiet, hvor jeg skal vise dem min catwalk. Jeg går med yndefulde, lange skridt hen over gulvet, som om det var det letteste i verden. Jeg har altid været godt il høje hæle. Jeg elsker dem, og de elsker mig. I hjørnet af mit synsfelt, ser jeg casterne nikke og smile. Det sætter endnu mere gang i mig. Kunne det her være min heldige dag? Tænker jeg og smiler ekstra stort, ved enden af podiet. Efter det skal de bedømme alle modellerne, de har set i dag. . De siger tak, og beder mig om at sidde i venterummet til de blev færdige.

Imens jeg sidder i receptionen, kigger jeg rundt på mine rivaler. En blondine med blå øjne og falske bryster. Typisk. Jeg ruller næsten med øjnene, men stopper mig selv. Der er også en sorthåret, høj pige, som ser meget genert ud. Der er flere end jeg kan beskrive, og mit hjerte synker af synet af alle disse piger. Jo flere der er, jo mindre chance er der for min fremtid. Jeg ønkser inderligt, at alle de smukker piger omkring mig, ikke får jobbet. Det tilhører mig.

Mit hjerte banker som sindsygt, når dørene bliver åbnet og casterne strømmer ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...