Can You Love Someone You Haven't Met? Yet... {One Direction}

Cindy har boet i Danmark hele sit liv, dog har hun ikke fundet den rette fyr. Hun opretter en profil på en internetside, hvor man kan chatte med andre. Hele idéen omkring det, at folk ikke kan dømme hende på udseendet eller hendes fortid, er lige noget for hende. Under navnet Cindy-pigen96 kan hun være sig selv. Hun behøver ikke gøre eller sige noget, så de andre lader hende være i fred.
Cindy har det ikke nemt i skolen, hun er bagud med lektierne og hun har ikke nogen venner. Alt Cindy ønsker, er en der vil være der for hende, en hun kan stole på.

120Likes
195Kommentarer
18306Visninger
AA

15. Alene igen

"Hvad er der sket med mit ansigt?!" spurgte jeg forfærdet og så på lægen. Han så mig med et undskyldende blik. "Hvad er der sket?" Jeg var træt af ikke at få svar.

"Du blev lokket i et bagholdsangreb af din klassekammerat, Cindy Lorentsen, og hendes kæreste, Nicky Ericsson. De slog dig, brændte dig med en cigaret og lod dig ligge udenfor i tre timer. En gammel dame fandt dig, og ringede efter hjælp" fortalte han, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

"Hvor længe vil jeg komme til at se sådan her ud?" spurgte jeg forfærdet og rørte ved mine kinder. De brændte under mine fingre, hele mit ansigt kogte.

"En til to ugers tid, vil jeg tro" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. "Måske mere, måske mindre" Mere eller mindre? Helst mindre, jeg ville ikke se sådan her ud!

"Mere..." hviskede jeg og så tomt på mig selv i spejlet. Eller, det var ikke mig. Det var en pige, med røde ringer, blå øjne og rød næse. Hun lignede ikke mig...

 

'Niall?' skrev jeg og sendte den til ham. Han var godt nok ikke online, men jeg kunne håbe, at han ville logge på, og se, at jeg havde brug for at snakke med ham.

"Kom nu..." hviskede jeg og opdaterede siden. Intet svar. Jeg sukkede og rejste mig. Min mor gik rundt nede i stuen, hun var hjemme til en forandring. Hun ville ikke lade mig være alene, hvilket jeg ville havde sat pris på, for tre uger siden! Nu var det bare irriterende. Jeg kunne dårligt gå på toilettet, uden at hun skulle sikre sig, at jeg var okay.

"Sagde du noget?" spurgte hun og jeg så overrasket ned af trappen. Hun stod og så op på mig.

"Nej?" sagde jeg forvirret og gik ned til hende. "Har vi nogle nudler?" Jeg gik videre ud i køkkenet, mens min mor fulgte efter.

"I skabet ved siden af komfuret" sagde hun og lænede sig op ad dørkarmen. Jeg åbnede skabet og tog en pakke nudler ud. Jeg spiste nudler til frokost og til aftensmad, når jeg kunne komme til det. Min mor ville gerne lave mad, men ærligt talt så var hun en elendig kok! Jeg kogte noget vand og så over på hende igen. Hvorfor stod hun bare der og gloede?

"Skal du ikke snart tilbage på arbejdet? De må da mangle dig" sagde jeg og kiggede væk igen. Jeg lagde armene over kors og så på vandet der kogte.

"Jo" sagde hun bare og blev stående.

"I morgen?" spurgte jeg og ønskede inderligt, at hun ville tage på arbejde dagen efter. Jeg savnede at være alene, på trods af at jeg tidligere havde ønsket at være sammen med nogen.

"Hvis du gerne vil have mig til det?" spurgte hun og jeg nikkede kort. Jeg tog en skål, kom nudlerne i og hældte det kogte vand over. En duft af karry bredte sig og jeg smilede. "Jeg tager på arbejde i aften, tror du, at du kan klare dig?"

"Mor, jeg har kunne klare mig de sidste fem år, tror du ikke, jeg kan igen?" spurgte jeg, men fortrød så. Jeg havde ikke kunne klare mig, efter hendes mening. Jeg var blevet tæsket, brændemærket og frosset. Hun betragtede mig balancere med skålen ud af køkkenet og op af trappen.

"Vi ses i morgen" råbte hun og jeg hørte døren smække kort efter. Endelig alene...

'Cindy! Jeg har været så bekymret! Din mor fortalte mig, at du var blevet tæsket! Jeg hader Xenia, hvordan kunne hun gøre sådan mod dig? Cindy, undskyld jeg ikke var på tidligere, undskyld<3 kan du tilgive mig? Jeg håber snart du kommer på' stod der i en besked fra Niall. Jeg satte skålen og skyndte mig at svare ham. Undskyld? For hvad? Han kunne jo ikke gøre for, at han ikke var online.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...