Can You Love Someone You Haven't Met? Yet... {One Direction}

Cindy har boet i Danmark hele sit liv, dog har hun ikke fundet den rette fyr. Hun opretter en profil på en internetside, hvor man kan chatte med andre. Hele idéen omkring det, at folk ikke kan dømme hende på udseendet eller hendes fortid, er lige noget for hende. Under navnet Cindy-pigen96 kan hun være sig selv. Hun behøver ikke gøre eller sige noget, så de andre lader hende være i fred. Cindy har det ikke nemt i skolen, hun er bagud med lektierne og hun har ikke nogen venner. Alt Cindy ønsker, er en der vil være der for hende, en hun kan stole på.

120Likes
196Kommentarer
17755Visninger
AA

1. Sådan er det at være mig

Der var tyve minutter til timen sluttede. Jeg trippede lydløst med foden under bordet og stirrede på klokken. Jeg hørte en fnisen bag og jeg så frem. Min mandlige matematiklærer stod og så surt på mig. Han sagde, at jeg skulle høre efter og følge med på tavlen. Jeg krympede mig i stolen og nikkede stumt. Jeg hadede min matematiklærer, han var rigtig ond og fik mig altid til at føle mig dummere, end jeg egentlig var. Jeg var ikke direkte dum, jeg havde bare lidt... hvad kaldte man det? Problemer? Det var hvad lærerne kaldte det, og psykologen. De, såkaldte, problemer jeg havde, var, at jeg ikke kunne koncentrere mig. I timerne sad jeg og tænkte på alt muligt andet. Lige fra om hvad jeg skulle have til aftensmad, til hvordan vejret var. De fleste gange sad jeg og fantaserede om drømmefyren. Jeg vil ikke sige, at jeg havde høje tanker omkring hvordan han skulle se ud, men jeg havde da nogle standarter. Sådan noget med to øjne, gerne alle fingre og sådan noget. Ikke noget med brunetter eller blondiner som et krav. Ikke ligesom pigerne i min klasse. De havde høje standarter, såsom at han skulle have mange penge, have lige den stil de synes han skulle have og sådan noget. Mange af fyrene i min klasse, og på min årgang i det hele taget, havde den stil, pigerne ville have. Derfor gik alle drengene i næsten det samme tøj, havde samme deres hår sat på samme måde og havde ikke nogen personlighed. De sagde aldrig noget i timerne, hvilket jeg ikke lige er det bedste eksempel på en person der gør, men de kunne heller ikke noget. I prøver sad de, ligesom mig, og gloede på papiret. Jeg kunne aldrig komme i gang. Hvor skulle jeg starte? Når jeg så endelig gik i gang med den første opgave - oftest noget i stil med 475 + 525 - forsvandt min koncentration og jeg begyndte at tromme med blyanten. Det er selvfølgelig totalt forbudt i timerne, så min matematiklærer, som forresten hedder Carsten, måtte gå ned og bede mig stoppe. Jeg surmulede som et lille barn, hvilket gjorde han endnu mere rød i hovedet.

 

"Smut så med jer" sagde han og sukkede. "Ikke dig Cindy, du bliver lige" Jeg satte mig surt ned på min stol og ventede på at de andre gik.

"Vi ses, taber!" sagde Xenia, en af de piger der var efter mig. Det betød, at hun ventede på mig efter timen, så hun kunne mobbe mig. Jeg vendte øjne og krydsede armene. Xenia og Sophie forlod klassen som de sidste. Jeg sad bare og gloede lige ud i luften. Jeg gad ikke snakke med Carsten, for det var sikkert igen, at jeg skulle tage mig sammen og følge med i timerne. Han rejste sig langsomt og lukkede døren. Nå ja, ingen måtte høre, hvad vi snakkede om. Typisk ham, alt det med hemmelighedskræmmeri!

"Cindy, jeg er bekymret for dig" sagde han og foldede hænderne foran sig på bordet. 'Ha! Ikke en skid du er, du siger det bare for at være den forstående lærer. Men ved du hvad? Det er du ikke!' havde jeg lyst til at sige, men jeg forholdt mig tavs. "Jeg må indkalde dine forældre til samtale"

"Nå" sagde jeg indebrændt og så ligegyldigt på ham. Han smilede lidt, men min kolde facade fik hans smil til at falme.

"Hvad siger du til en samtale, dine forældre, du og jeg?" spurgte han og jeg kunne ikke lade være med at fnyse. Om jeg havde lyst til en samtale med min lærer? Ja, nej tak! Alene hans dårlige stil, hans forfærdelige lidt af sved, hans hår der hang halt ud af næsen og hans evige onde kommentarer mod mig. Om jeg havde lyst til at overvære endnu et møde mellem min lærer og mine forældre, hvor det hele handlede om mig og mine såkaldte problemer. Nej tak! Jeg havde lyst til at gå, men vidste at Xenia ventede. Jeg skulle vælge mellem pest eller kolera! Sådan var det at være mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...