Ulvenætter

Dette er en stil jeg havde for i skolen, og jeg ville gerne høre hvad i synes om den :) Den er skrevet ud fra et digt, da det var en del af opgaven. Novellen hanlder om at hver aften ved fuldmåne kommer varulvene frem og jager menneskerne. Men så sker det som ingen længere troede ville ske igen. Månen farves rød og ulvene vil kunne angribe menneskerne i 7 dage i stedet for en ... To søstre er blevet efterladt i et tårn. Vil de overleve Ulvenætterne?

17Likes
32Kommentarer
1313Visninger

1. Ulvenætter

Hun ligger med lukkede øjne og læner sig op af mig. Jeg holder hendes ene hånd i min, og engang i mellem nynner jeg små melodier for hende. Det hjælper hende med at falde til ro, når mareridtene sniger sig ind på hende. Hendes sorte hår er pjusket og fyldt med blade og små kviste, og hendes lille uskyldige ansigt, med de tydelige sorte rander viser kun alt for tydeligt, hvad for en forfærdelig nat, vi har været igennem. Hvis jeg kunne, ville jeg lægge mig under tæppet og glemme det hele, men det kan jeg ikke. Minderne er for evigt ætset ind i min hjerne, tydelige og med alle detaljer intakte. Jeg kigger ned på min søster igen. Hvordan kan hun sove efter alt det vi har været igennem? Hver gang jeg lukker øjnene, vælter de skrækkelige minder ind over mig, og jeg åbner dem hurtit igen. Den forgående aften havde vi, mine forældre, min bror William, min søster Katharina og jeg, været på flugt. For i går begyndte Ulvenætterne. I flere år er vores land blevet hærget af de kæmpemæssige ulve. De kommer frem hver eneste fuldmåne, og angriber mennesker. Den nat bliver kaldt Ulvenat, men i går skete der det, som igen længere troede, ville ske igen. Månen blev farvet rød. Blodrød. Det er kun sket en gang før, og det er så længe siden, at vi kun kender til det fra historier. De mennesker, som må have oplevet det, er for længst døde. Men sagen er, at når månen farves rød vil ulvene ikke kun kunne angribe mennesker i en nat, men i. Min familie og jeg, havde siddet i vores hus, men ulvene var trængt i gennem, og havde tvunget os ud i natten, hvor vi så den blodrøde måne. Vi var flygtet så hurtigt vi kunne, men ikke hurtigt nok. William var faldet, og jeg standset op for at hjælpe ham. ”Det er for sent Lilly, lad ham ligge!” havde min far råbt, hvorefter han havde trukket mig af sted. Lyden af min brors skrig, da ulvene begynde at flå i hans kød, vil aldrig nogen sinde forlade mig igen. Selvfølgelig vil jeg også selv være død, hvis jeg var stoppet op og havde hjulpet min bror, men den selvforagt, jeg føler nu ved at have ladt ham i stikken, er så stor, at jeg ville ønske at de alligevel også havde fået fat i mig. Men alligevel ikke, tænker jeg og kigger ned på Katharina. Hvem skulle passe på hende hvis jeg døde? Vi er alene her i et gammelt tårn, hvor vores forældre har efterladt os. Jeg ved stadig ikke om de efterlod os, så vi var i sikkerhed, eller om de bare ville af med os, for at chancen for, at de selv overlevede blev støre. Egentlig vil jeg ikke kende sandheden. Katharina rør på sig, og åbner øjnene. Jeg prøver at smile til hende, men smilet vil ikke frem. Jeg ser min egen sorg afspejlet i hendes ansigt. ”Læg dig under tæppet,” hvisker jeg til hende, selvom jeg udmærket ved at det ikke hjælper. De tynde tæpper, jeg fandt til os i tårnet, er så lurvede og fyldt med huller, at de ikke giver os speciel meget varme. Da vores forældre førte os ind i det faldefærdige tårn, nåede de kun lige at sige at vi skulle blive her og ikke følge efter dem, før de var væk igen. Katharina var faldet hulkende sammen, så jeg havde taget rollen som den voksne, og havde fundet tæpperne til os. Jeg havde kigget efter et køkken, for at se om der var noget mad, men jeg kunne ikke finde et. Jeg ville heller ikke gå for langt væk fra Katharina, så jeg havde ikke mulighed for at kigge på de øvrige etager. ”Lilly,” hvisker hun hæst. ”Tror du at de kommer tilbage?” Nej. ”Selvfølgelig gør de det,” siger jeg og stryger hende over håret. ”De elsker os, vi er deres børn, selvfølgelig vil de ikke bare efterlade os her.” Løgn efter løgn efter løgn. Havde vores far ikke vist tydeligt i nat, hvad han følte for sine børn? ”Det er for sent Lilly, lad ham ligge!” Men der var ingen grund til at gøre Katharinas sorger større lige nu, sandheden vil hun tidsnok indse.

”Kom,” siger jeg og rejser mig op. Nu hvor hun er vågen, tror jeg, det er bedst at vi skjuler os højere oppe i tårnet, hvis nu ulvene skulle finde os her. Katharina rejser sig op og følger mig hen til trappen. Den knirker højtlydt da vi går op af den, og i et kort øjeblik er jeg bange for, at den vil falde sammen under os. På den næste etage er der, hvad der ser ud til at have været et våbenkammer, hvilket jeg finder som en god ting, da vi så har noget at forsvare os med. Samtidig tænker, hvor gammelt dette tårn egentlig er, og hvor længe det er siden, at der sidst var mennesker i det. Det må have været flere år siden. Jeg kigger nærmere på en lang kniv som hænger på væggen, og beslutter mig for at tage den med mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal gemme den henne, da jeg ikke har nogle lommer, og den under alle omstændigheder vil være for lang og for farlig at have i en lomme. Til sidst putter jeg den forsigtigt ned i min støvle, så kun skæftet stikker op. Jeg går hen til Katharina, som står med store øjne og kigger rundt i rummet, sammen går vi videre op i tårnet. På den næste etage er der et enkelt værelse, hvor der står en dobbeltseng, et spejl henne i det ene hjørne, og et skab som mangler begge låger. Jeg går hen til sengen og rører de gamle lagner. De er klamme og fulde af støv og døde dyr. Hellere sove på gulvet, tænker jeg, men kigger så på det møgbeskidte gulv og ryster på hovedet. Jeg går hen til et vindue i den anden ende af rummet, men glasset er så snavset at det næsten er umuligt at se ud af det. Jeg prøver med mit ærme at tørre det af, og får lavet en lille plet, som jeg kan se ud i gennem. Langt væk, på den anden side af skoven, kan jeg se byen. Den ser mørk og forladt ud, alt lys er slukket, og der er intet tegn på liv. Men så lægger jeg mærke til en telefonboks, som står i udkanten af byen. Der er lys i den, men der er ingen i nærheden af den. Eller er der? Jeg kniber øjne mere sammen og ser et lille væsen, som løber af sted gennem byen. Det ser ud som om det halter. Jeg bliver ved med at kigge på det mærkelige dyr, og så går det op for mig at det er en hund, og grunden til den halter, er at den mangler et ben, noget eller nogen har revet hundens ben af. Det løber mig koldt ned af ryggen, og uden selv at ville det, kommer jeg til at kigge op på himlen. Den blodrøde måne lyser klart. Natten er faldet på igen. Månen er omringet af stjerner, men de ser unaturlige ud, som om de også har forandret sig, de er alt for store, alt for fremmede. Jeg drejer hovedet væk fra vinduet, og kigger i stedet over på Katharina. Hun har lagt sig i sengen, og ligger med lukkede øjne. Langsomt går jeg hen til hende. Jeg sætter mig på kanten af sengen og stryger hende over håret. Hun åbner øjne og kigger på mig med et sørgmodigt udtryk. ”Vil du fortælle en historie?” mumler hun. Historie? Tænker jeg forbavset, jeg tror ikke jeg har fortalt en historie, siden hun var fem år, og det er snart fire år siden. Jeg kigger på hendes blege ansigt, og beslutter mig for, at hvis det er det som der skal til, for at hjælpe hende med at falde i søvn, så vil jeg gøre det. Jeg rømmer mig, og begynder langsomt at fortælle. Jeg fortæller hende den samme historie, som jeg gjorde, dengang hun var fem, og mens jeg fortæller, kan jeg mærke, hvordan hun bliver rolig. ”Sover du?” hvisker jeg, men jeg får ikke noget svar, ”Jeg skal nok holde op med at snakke,” hvisker jeg blidt, ”I morgen kommer vi hjem, og så kan du sove i din egen seng.”  Desværre er det ikke sikkert, at vi har et hjem længere, tænker jeg bittert. Ulvene kan have smadret vores hjem fuldkommen, men vi er alligevel nødt til at komme af sted i morgen, for vi har ikke spist i al den tid vi har været i tårnet.

Da jeg er sikker på, at Katharina sover tungt, går jeg nedenunder igen. Jeg er helt sikker på at der ikke er mad i tårnet, og det kan vi undvære et par dage endnu, hvis du skulle være, men vi har brug for vand. Jeg ved ikke, hvor lang tid et menneske kan overleve uden vand, men Katharina og jeg har ikke fået noget i snart et døgn, og hvis vi ikke snart gør, vil vi dø. Jeg har været så bekymret for min søster, at jeg ikke har langt mærke til, hvor tør min hals er, men nu hvor jeg ved hun er i sikkerhed, kan jeg tydeligt mærke det. Jeg går i gang med at gennemsøge alle tænkelige og utænkelige steder i tårnet, hvor der kunne være vand, men heldet er ikke med mig. Til sidst finder jeg en spand, som jeg vil kunne fylde med vand, hvis jeg altså havde noget. Det går op for mig, at hvis jeg vil finde noget, må jeg gå udenfor. Jeg sætter mig ned på en stol og gemmer ansigtet i hænderne. At gå udenfor at det samme som at gå sin død i møde, at blive indenfor at det samme som at gå en langsom og pinefuld død i møde. Jeg rejser mig op, og går hen mod døren. Jeg har ikke noget andet valg. Jeg skubber døren op og begynder med tøvende skridt at gå. Da jeg ikke kan se nogen fare, begynder jeg at gå hurtigere. Natten er mørk og kold, og kun den blodrøde måne giver en smule lys. Jeg går længere og længere ind i skoven, og mærker hvordan den ubehagelige følelse, af at blive betragtet, sniger sig ind på mig. I mørket ligner træernes lange grene hænder, som prøver at gribe fat i mig. En følelse af begyndende panik sniger sig ind på mig, men jeg minder mig selv om, at Katharina har brug for mig. Jeg går dybere og dybere ind i skoven. Jeg går i så lang tid, at jeg overvejer, om jeg ville være i stand til at finde tilbage, da jeg hører det. Lyden af rislende vand. Lettet går jeg i retningen af vandet, men ser ikke den lange trærod under mig, og falder ned af en stejl skråning. Jeg tumler ned af, og kan mærke hvordan kviste og grene river i min arme, og efterlader blodige revner. Jeg får jord i både øjne og mund, og da jeg endelig ligger, stille er jeg fortumlet og forslået. Jeg sætter mig prøvende op og prøver at finde hoved og hale i hvor jeg er havnet.  Lyden af vandet er meget højre her, og da jeg drejer hovedet kan jeg se en lang bæk sno sig foran mig. Glad og lettet går jeg hen i mod bækken, men mærker samtidig, at jeg har slået min ene fod slemt i faldet. Jeg skærer en smertelig grimase, men kæmper mig hen til bækken. Jeg bøjer mig ned, og fylder spanden med iskoldt vand. Nu skal jeg bare tilbage til tårnet. Jeg kigger op af den stejle skråning, jeg faldt ned af, og opgiver enhver tanke om at komme op samme vej. Jeg bliver nødt til at følge bækken, indtil jeg finder et sted, hvor jeg har mulighed for at komme op. Haltende, begynder jeg at bevæge mig langs floden. Det går langsomt, meget langsomt, og jeg føler mig meget sårbar her i mørket, hvis ulvene fandt mig nu, ville jeg være så godt som død. Efter hvad der føles som evigheder, kan jeg mærke, at jeg er ved at nå skovens udkant, for månens lys er tydeligere nu hvor at træerne ikke længere står så tætte. Lettet er jeg også, da jeg nu kan bevæge mig op ad skråningen. Jeg koncentrerer mig meget om ikke at spilde det dyrbare vand, da jeg bevæger mig op ad, men pludselig, træder jeg på noget mærkeligt rundt noget, og mister balancen og falder. Til mit store held, når jeg i fladet at redde spanden, så ikke alt vandet går tabt. Forvirret kigger jeg mig omkring, for at finde grunden til mit fald. Jeg begynder at grave i laget af skidt og blade, og finder, hvad et var jeg trådte på. En arm. Pludselig bliver det tydeligt, hvad det er, jeg sidder ved siden af, og da mit blik følger armen, ser jeg et ansigt, med tomme døde øjne som stirrer direkte op i himlen, tomme døde øjne, som tilhørte min far. Jeg skriger højere end jeg nogen sinde har skreget før, og kaster mig væk fra liget. Nede ved bækken, falder jeg sammen og kaster op. Hulkende og gispende efter luft kommer jeg på benene, og begynder at humpe af sted så hurtigt jeg kan. Men så hører jeg det. Lyden af ulve der hyler, og der går det op for mig hvad jeg har gjort. Mit skrig har afsløret hvor jeg er. Iskold rædsels skylder ind over mig. Jeg må væk, og det skal gå hurtigt! Jeg bider smerten i mig, og begynder at løbe så hurtigt, jeg nu kan på min dårlige fod. En iskold vind gør alt hvad den kan, for at sænke mig, og det føles som om, at alle træernes rødder, kun er ude på at få mig til at falde. Langt væk kan jeg høre lyden af løbende poter – jeg har ikke en chance!

Katharina

Hendes navn lyder i mit hoved, og jeg husker, at hun er alene i tårnet, uden mad og vand. Hvis jeg dør, er hun fortabt. Jeg kæmper mig videre gennem skoven, og ånder lettet op, da får øje på tårnet. Smerten i min fod er større end nogensinde før, men jeg nægter at give op nu. Halt løbende, halv humpende kommer jeg tættere og tættere på tårnet, da en snerren får mig til at se mig tilbage. En ulv kigger på mig. En kæmpemæssig ulv kigger på mig, og en snerren lyder dybt nede fra dens hals. Dens tænder er blottede og den bevæger sig langsomt hen i mod mig. Jeg er lammet af skræk, og ude af stand til at bevæge mig. Det eneste jeg kan gøre er at stirre ind i ulvens mørke øjne. En ny snerren lyder til højre for mig, og en ny ulv kommer til syne. Selvfølgelig, ulve jager jo i flok. Fuldkommen stiv af skræk står jeg og kigger, mens i alt fem ulve kommer til syne. De danner en halvcirkel rundt om mig, og bevæger sig tættere og tættere på. ”Lilly?” Lyden af min søsters stemme får mig til at vende mig om mod tårnet. Katharina står i døren, og kigger på mig, men så med et, får hun øje på ulvene. Hun skriger, og løber længere ind i tårnet, men to ulve er allerede i hælene på hende. Nej! Jeg løber efter ulvene, ligeglad med, at jeg ikke vil overleve det her, de skal bare ikke have fat i hende! Jeg trækker den lange kniv, som gudskelov stadig er i min støvle, og uden tøven, hugger jeg den ned i en af ulvenes ryg. Den klynker ynkeligt og vender sig i mod mig. Blodet flyder fra det store sår, og ulven vakler en smule, men den er rasende, og dens sidste handling i livet, vil uden tvivl være at dræbe mig. Langsomt bevæger jeg mig baglæns, mens jeg hele tiden kigger ulven i øjneene. Hvis jeg bare kan komme op hvor den ikke kan nå mig! Tænker jeg, men det er for sent. Ulven kaster sig over mig, og lukker sin mund om min hals. Jeg når kun lige i tide at vende kniven om, og mærker hvordan den borer sig ind i ulvens kød, ind i dens hjerte. Ulven hyler af smerten, og jeg kæmper for at komme fri fra den. Gispende efter luft, stirrede jer på ulven, og tror ikke mine egne øjne – den brænder Ildrøde flammer fortærer ulven, den når ikke gang at hyle, før det eneste, der er tilbage af den er aske. Chokeret kigger ned jeg ned på kniven. Den er fuld af blod, og jeg kan kun lige svagt fornemme, at dens rigtige farve er sølv. Sølv! Tænker jeg ophidset. Sølv kan slå dem ihjel! Med nyt mod vender jeg mig om, og ser at to af de andre ulve er på vej hen i mod mig. Jeg vil umuligt kunne kæmpe mod dem begge på en gang. Uden at tænke begynder jeg at løbe. Ulvene er hurtigere end mig, men jeg har et forspring på nogle meter, hvis jeg er heldig, vil jeg kunne nå at finde et træ at klatre op i. Den skærende smerte i min fod protester, men jeg ignorer den og løber videre. Ulvene kommer nærmere og nærmere. Da jeg når ind i skoven, tøver jeg ikke, men springer nærmest op i det første og bedste træ. Uden at tøve kravler jeg længere og længere op. Ulvene når træet et par sekunder efter mig. De begynder at hyle og prøver at springe op efter mig. Smilende kigger jeg ned på dem. Så snart det bliver morgen kan jeg vende tilbage til tårnet, jeg skal bare vente her et par timer, tænker jeg lettet. Jeg kigger igen ned på de knurrende ulve, da et frygtelig smertens skrig skær gennem luften, og mit hjerte fryser til is.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...