Do you remember? ~ One Direction

Melody er en helt normal pige, eller sådan virker det i hvert fald. Hun har mistet en del igennem sit liv, og da hendes bedste ven deltager i X-factor, støtter hun ham. Men efter X-factor gav han slip på hende, og selvom det er mere end halvandet år siden, føler hun stadig en stor smerte som ødelægger hende indefra.
Hun besluttede sig for at en dreng ikke skulle ødelægge noget for hende, men hun kan ikke skjule det mere. Hun kan ikke klare at se hendes gamle bedste ven, have alt når hun intet har.

Men har han virkelig glemt hende? Eller har han bare ikke haft modet til at dukke op, for at snakke med hende?

47Likes
100Kommentarer
10505Visninger
AA

1. Prolog.

 

Jeg savnede ham, men han havde valgt mig fra da han blev berømt. Han havde valgt mig fra, for en masse skrigende piger som der gav mig kvalme. Han valgte sin bedste veninde, bedste ven og den person som han havde fortalt alt til. Da han var med i x-factor, hvor jeg støttede ham hele vejen, det var mig der havde fået ham overtalt til alligevel at deltage, men efter.. Så var det som om han bare smed mig væk, var ligeglad med mig. Jeg var ikke god nok for ham. Åbenbart.

Jeg elskede den dreng, og havde støttet ham i virkelig A.L.T. men at det var så nemt for ham, at bare glemme mig, og ignorere mig, sårrede mig dybt. Meget dybt. Han havde været som en bror for mig, jeg kunne altid komme til ham, og det havde jeg altid gjort. Han havde været der da jeg blev mobbet, da mine forældre blev skilt, da de skændes over mig og mine søskende. Men nu havde jeg ingen, som jeg kunne tale med om sådan nogle ting. Han havde ligesom forsvaret mig, og været der for mig når jeg havde brug for det, og når jeg ikke havde brug for det var han der alligevel for mig. Men nu var han bare fuldstændig ude af mit liv, eller han var der stadig. Jeg tænkte på ham flere gange om dagen, men hvad nyttede det? Han ville ikke komme tilbage til mig, for han havde jo alt hvad han kunne ønske sig. Berømmelse, biler, penge, piger, venner.. alt hvad man kunne faktisk ønske sig.

Men han havde nok også helt glemt mig, nu hvor der var gået næsten halvandet år siden jeg sidst snakkede, eller skrev med ham. Men alligevel holder jeg fast i alt det vi delte, alle vores minder. Selv de latterlige gaver han har givet mig, ligger alt sammen på mit skrivebord, i min vindueskam og i mit skab. Jeg ville gerne fjerne alle tingene, men jeg har bare ikke kunne få mig selv til det endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...