unknown

det her er en historie punktum. læs det og se hvor det leder hen. der skal nok komme mere og mere på, men starter lige lidt let for at se om i ka klare det?

3Likes
3Kommentarer
1077Visninger
AA

1. sweet summer danger

 

Kun når det er mørkt nok kan man se stjernerne. Det sagde min mor altid når jeg var nede. Jeg forstod det aldrig rigtig, før nu. Nu, er det kun stjernerne der holder mig fast. Men hvad kan man gøre? Jeg ved at han er her et sted. Jeg ved det! Hans søde lugt af vanilje og liljer, skar gennem luften og smeltede sig fast på mit ansigt i form som et skævt lille smil, der diskredt blottede mine hjørnetænder. Jeg tog et forsigtigt skridt frem i det høje græs. Så stille som muligt forsøgte jeg at bevæge mig frem i det knæhøje græslandskab. De mange strå kildede blidt mod mine bare skinneben, når vinden skulle vise sin skønhed på den smukke mark, der fint var indrammet af skoven omkring den.  Jeg lukkede kort øjnene og dalens lyde strømmede ind over mig. Hver en lyd kom i fokus. Hver en fuglsang, og vingeslag, ramte mine trommehinder. Og det var så smukt. Selv med lukkede øjne kunne jeg se hver vind ramme jordens lange sommergrønne strå. hver et egern kravle på træerne. Ja selv de svajene grene, i de højeste trækroner  jeg tydeligt for mine lukkede øjne. Jeg åndede dybt, og det hørtes tydeligt. Jeg åbnede igen bidt øjnene, og skovens og dalens iøjefaldende struktur skinnede som tusinde diamanter der beklædte hvert et strå. Det var selvfølgelig bare solen der beklædte dalen med en triumfværdig dyne af lys, der gjorde alt under sit skær, begærligt og smukt.  Noget nærmede sig. Hurtigt. I en hurtig bevægelse vendte jeg mig brat om. Jeg tog hurtigt min bue, der gennemskueligt hang over min skulder, og tog efterfølgende en pil fra det gamle slidte, men yderst brugbare hylster der hang om ryggen på mig. Som en hurtig refleks spændte jeg buen, og gik fuldstændig i forsvarsposition, mens jeg rettede pilen efter min sigtende finger, der pegede ind mod træernes mørke. Der var et eller andet, men mine øjne hjalp mig ikke. Kun træernes skygger der lagde en dyb formørkelse over skovbunden.  De hurtige bevægelser blev højere og højere som de kom løbende imod mig, men jeg stod helt fast, og rolig, som en klippe. Jeg var ikke bange. Jeg var parat. Parat til hvad det nu end er der så drastisk måtte ha sat en spurt i gang imod mig. Pludselig stoppede lydene af hurtige bevægelser. Og jeg sænkede igen min bue, så den blot var rettet imod jorden. Hvor blev han af? det er ikke sikkert her lige nu. Det var tydeligt at mærke i luften. jeg lagde pilen om i hylstret igen, da jeg fik øje på noget på pilen. Det var indtørret blod. Jeg stod undrende og betragtede pilen, der var fuld af ridser og rifter. Og indtørret blod. Der var noget med denne pil. Det er altid den første pil jeg for fat i? og den rammer hver gang. Jeg vidste ikke hvad det var der fik mig til at undre mig så meget. Det kunne jo sagtens bare være en tilfældighed? Jeg er nok bedre til at skyde end jeg giver mig selv ære for. Jeg rystede halvsmilende på hovedet over mine underlige spekulationer og proppede pilen i hylsteret, og blev i det samme ramt af fornemmelsen af at blive angrebet. Men inden jeg overhoved nåede at reagere, blev jeg overfaldet bagfra, og jeg væltede med det samme om det det høje græs. En triumferende drengelatter slog til, mens jeg lagde nede i græsset, overfaldet. Jeg kiggede op og så til min lettelse hvem der så pludseligt havde kastet sig over mig. Det var en dreng. En lille dreng, med halvlangt pjusket brunt hår. Det var en lille dreng med store røde æblekinder og lysende blå øjne. det var en meget lille dreng, men stor nok til at vælte mig om kuld. Det var Demitri. irritationen kunne tydeligt ses i mine mørkegrønne øjne, men jeg kunne end ikke andet end at smile ved lyden af Demitris gennemborende lille søde latter. Jeg satte mig op og grinede sammen med ham. ”der var du din lille møgunge” sagde jeg grinende og nussede hans hår imens jeg bare maste ham ind til mig, og hans barnelatter fortsatte. jeg rejste mig op igen, og børstede snavset af mine gamle slidte grå hotpants. Fuglende kvidrede stadig deres glade sang, og fløj rundt på himlen, som om de legede i den muntre solbeskinnede dag. en skygge af en fornemmelse ramte ind over mig, og jeg følte et mørke ramme mig. Jeg spejdede hurtigt rundt i dalen, for at finde den fare jeg så drastisk følte ramme. Men intet i dalen var forandret. Skønheden i hver en solstråle der lyste op i hvert et strå var stadig lige så enestående som før. Men følelsen var der stadig. jeg kiggede ned på lille Demitri, der med et uroligt blik, kiggede op på mit undrende ansigt. jeg rystede følelsen af mig, og smilede ned til ham, og ulede hans hår endnu mere end det var i forvejen, og sammen med hans lille charmerende smil og varme øjne, gjorde det ham bare endnu mere uimodståelig. Godt han kun var en lille dreng. jeg gik ned i knæ foran ham og kiggede på ham med et seriøst blik, men med et drillende smil. Og han gengældte mit udtryk ved forvirret at lægge hovedet lidt på skrå og kigge undrende på mig. jeg skulle lige til at sige noget, men et let lille fnis maste sig ud forbi mine vide tænder og gled hurtigt over mine rosenrøde læber, og klingede ud i naturens fryd. jeg kiggede lidt nedad mens jeg lod grinet passere. ”du bliver virkelig en rigtig hjerteknuser når du vokser op” sagde jeg lykkelig over at han endnu kun var min. det var svært at tænke på at jeg engang skulle dele den lille smukke dreng, med en masse piger, der ikke ville slippe ham for noget som helst. Men lige nu, er han min. smilet voksede og voksede på hans små læber, og blev til et bredt tandvisende smil, og glæden lyste op i hans ansigt. det var tydeligt at han tog det som en kompliment, selvom at alle andre 4 årige drenge ikke ville vide hvad jeg mente, eller bare sige ad. jeg kunne slet ikke lade vær. hans øjne charmerede sig ind på mig. Jeg tog blidt fat om hans hoved, og hev ham hen mod mig. Jeg klemte hårdt øjnene i og maste mine læber mod hans pande, inden jeg igen rejste mig op, og kiggede smilende ned på ham. Heldigvis var der stadig lang tid endnu inden han ville glemme alt om mig. jeg trøstede mig ved tanken om nuet, men det kunne ses i hans øjne at han så mine bekymringer. Så jeg sendte ham et stort smil. ”argh kom her din bandit!” fik jeg hurtigt sagt, inden jeg rakte ned efter ham, tog ham op i mine arme og svingede ham rundt i luften over alle blomsterne. Han grinede. Jeg elsker at hører ham grine, det er noget af det bedste jeg ved. Og det blev ved. Han bredte armene ud, som om han fløj rundt i luften selv. en flok sommerfugle fór op omkring ham, da jeg var kommet til at ramme ind i deres skjul i græsset. jeg stoppede igen med at svinge Demitri rundt, men holdte ham stadig i luften. hans ansigt var fuld af fascination over sommerfuglenes smukke farver, og han rakte langsomt og blidt ud med hånden efter en. Som om han vidste præcis hvordan man skulle gøre det. en af dem satte sig på hans lille finger, og forundringen lyste ud af ham i det søde lille smil han altid bar rundt på. jeg satte ham langsomt ned så sommerfuglen ikke fløj af, og gik med ned i knæ ved siden af ham. jeg rakte også min hånd ud, og en sommerfugl satte sig også på mín finger. Jeg holdt mig hurtigt for munden så mit grin ikke ville skræmme dem væk. Men tvært imod. Der kom bare flere og flere, de sværmede smukt omkring os som en levende regnbue. Sommerfuglen på min hånd var mindre end den på Demitris.. hans havde store brede vinger, med blå, gule, og røde mønstre. Den var vidunderlig smuk. Og min sommerfugl var mindst lige så smuk. Den var en del mindre, men den var fyldt med små pletter, i alverdens farver. jeg kiggede op mod de andre sommerfugle, men var nød til at holde en hånd over øjnene da solen skar så dybt. Det var smukt. Og der var så mange. Man kunne se solen stråle på deres vinger mens de fløj rund i deres uregelmæssige mønstre omkring os. Demitri var mindst lige så fascineret af de farverige små dyr omkring os, som jeg var. og glæden fra os begge skinnede tydeligere end solens stråler. men noget stoppede vores glæde. Sommerfuglene forsvandt hurtigt igen, som om de flygtede fra et eller andet, og i det næste sekund besatte en kæmpe grå sky himlen, og fjernede hver en solstråle. Der var intet himmel at se mere. Jeg mærkede Demitis hånd tage fat i mig i et hårdt tag. Jeg kiggede hurtigt ned på ham, og han stod halv gemt bag mig. Nu kom det. den dårlige fornemmelse var igen kommet frem, og nu var den stærkere end nogensinde. Jeg kiggede bange op på den skræmmende mørke himmel, så ned på Demitri, og hurtigt op på himlen igen. Jeg nåede slet ikke at tænke før jeg greb Demitri i mine arme, og begyndte min spurt gennem skoven. Noget var på vej. noget slemt. Og det nærmede sig hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...