Kludedukken

Dette er en stil jeg havde for i skolen. Jeg fik god karakter, men vil gerne lige hører hvad i syntes om den...

2Likes
1Kommentarer
973Visninger
AA

1. Starten og slutningen (igen kapitler)

Hun havde kun gået et par hundrede meter, da hun fandt det. Det lå sammenkrøllet i en lille gul plastic pose i vejsiden, nærmest halvt nede i den mudrede og dybe grøft blandt ensomme sodavands dåser. tydeligt nok smidt der helt bevidst -ikke bare tabt- hun tog posen op, den lugtede underligt hun kunne ikke helt beskrive lugten. Hun kikkede på indholdet: en lille kludedukke, halvt flænset op i ryggen, hvor der engang havde været en sammensyning. Desuden var der en lille kjole og en hat, der passede til dukken og nogle småstumper af itu revet papir, der var skrevet noget, men hvad det var, kunne hun ikke tyde, det lignede bagsiden af et gammelt foto af et hus. Det hele virkede meget mystisk.

Hun ville tage det med hjem for at kikke nærmere på det, men på vejen kom hun forbi en kiosk, hvor der udenfor stod de sidste nye aviser. Hun nærmest faldt over overskriften: ’’Politiet på sporet af narkoring, ’’ hun læste videre: ’’der er i den seneste tid kommet store mængder meget farlig, stærk og dødbringende kokain og heroin i omløb i byen, og et par personer er allerede døde af overdosis. Trods store anstrengelser er det ikke lykkedes at finde kilden. Al lufthavnsbagage og havnetransporter er undersøgt med narko hunde. Det menes derfor, at stoffet er kommet til byen i personbil, hvilket gør det en del svære at finde. Man er nu begyndt at tage stikprøver, men det er umuligt at standse og gennemsøge hver eneste af de mange tusinde biler der hver dag kører på de mange indfaldsveje.’’

Hun kunne ikke selv forklare hvorfor, men hun havde en mærkelig fornemmelse af, at netop hendes fund havde noget med hele sagen at gøre! Det her var ikke nogen tilfældig dukke, som en lille pige havde tabt. Og det itu revne foto var ikke af et tilfældigt hus. Hun måtte se sig om i hver eneste gade og samtidig forsøge at samle stumperne af fotografiet, så hun kunne få et lille indtryk. Byen som sådan var ikke særlig stor men dele af den var steder man ikke burde bevæge sig hen, det var simpelthen for farligt, mens hun gik gennem de brede gader i midt byen, nogen gange var det svært at trække vejret, osen fra bilerne blandet med sfaldet fra de mange skraldespande der hørte til etage ejendommene, undrede h hun havde på fornemmelsen at hvis hun skulle komme videre i denne sag så måtte hun aflægge stederne et besøg eller to…

Egentlig burde hun jo nok straks gå til politiet med sit fund, men da posens indhold i sig selv ikke var særlig værdifuldt, besluttede hun sig for at vente lidt med det og så selv at være en slags detektiv foreløbig.

Da hun kom hjem gav hun sig til at samle papir stumperne omhyggeligt på hendes nydelige skrive bord- hun havde arvet det fra hendes afdøde mormor som havde det fra sin mor som havde fået det i bryllupsgave da hun var ung - med fotosiden opad - hun havde hurtigt fundet ud af, at teksten på bagsiden var på et sprog, hun alligevel ikke kunne forstå. Dukken og tøjet gemte hun i den gule plasticpose i bunden af sit skab.

Et par timer senere gik hun atter ud, der var endnu lidt tid før det blev mørkt, det var en kold aften hun fortrød bestemt ikke at hun havde taget den mørkeblå læder jakke på. og hun havde indprentet sig huset, som det så ud på billedet. Om det virkelig fandtes her i byen anede hun ikke, men igen var det en uforklarlig fornemmelse - en slags sjette sans, der fik hende til at lede efter det, men i hvilken retning skulle hun gå? Hvor skulle hun begynde og hvor skulle hun slutte? Det var samtidig helt uoverskueligt. Hendes tanker kørte og kørte. Derfor drev hun noget planløst rundt og vendte hjem skuffet og træt. Hvad var det dog, hun var ved at rode sig ud i?! skulle hun alligevel gå til politiet med sit fund og så holde op med at tænke så meget på det??

Den nat sov hun dårligt og uroligt…

Samme tid 15 km derfra i udkanten af byen…

’’Moar, moar, hvorfor har du taget min dukke?’’

Det var en lille 3-4 årig pige, der klynkende klagede. Hendes mor sad i et skummelt kælderlokale med sparsom belysning, der var koldt og fugtigt, svamp langs væggene, den eneste lyd man hørte var fra vandrørene langs væggene. Der lugtede heller ikke godt, lugten af dødt dyr stank frygteligt. Slet ikke et sted man burde opholde sig. Hendes mor sad der ikke alene. men sammen med 3 mænd i 20 års alderen, alle med langt sort hår og en eller anden form for våben, enten pistol kniv eller noget helt tredje. Hendes mor var en ligeledes temmelig ung kvinde, med et fremmedartet udseende, mørkt næsten sort hår og halvmørk i huden. Hun kunne være fra syd Europa eller Mellemøsten. Hun hørte slet ikke sin lille pige der lå på en madras i et hjørne med et tæppe over, det var tydeligt at pigen frøs meget, hendes læber var lilla og hun rystede lidt. Kvinden var optaget af at diskutere med mændene, og det lød ikke som om de var perle venner…

Tilbage ved ’’detektiven’’

Hun vågnede ved lyden af skud og flere kvinders skingre skrig, der var helt mørkt i værelset. Uden at tænde lyset løb hun hen til vinduet kun iført sin storesøsters alt for store T-shirt. Hun havde fået den, da søsteren flyttede hjemmefra, den var 3 numre for stor, for i modsætning til storesøsteren var hun tynd, meget tynd, alt for tynd… Hun stivnede, der var ikke noget udenfor vinduet. Gaden lå øde hen, og der var ikke et øje. Skrigene hørte op med et brag, som om en kæmpe sofa var blevet kastet ud af et vindue højt, højt oppe. Hun gik tilbage i sengen og kiggede på clockradioen, 2:45 viste de kantede computer tal. Hun sov videre, men stadig lige uroligt…

Næste morgen besluttede hun at henvende sig til politiet. Da hun kom, blev hun bedt tage plags i stolen og vente. Efter et kvarter kom der endelig en hun kunne tale med. Hun lagde ud med at brokke sig over stolen hun havde siddet i hun mente den ødelagde hendes ryg, bagefter fortalte hun ham om dukken.  Politimesteren forklarede hende, at de fik masser af tabte genstande indleveret, og at dette sikkert bare var en af slagsen, han mente også at den flænsede syning skyldtes slid. Han bad hende smide den væk, da de ikke kunne tage stilling til småting som dette.

Skuffet og vred travede hun den halvlange vej hjem, hun var ikke i humør til at sidde blandt skrigende småbørn og larmende og højtråbende teenagere. Da hun kom hjem, gemte hun dukken i bunden af skabet og gik derefter i seng. Men hver aften inden hun faldt i søvn og hver morgen, inden hun indtog dagens første måltid og flere gange i løbet af dagen tænkte hun på dukken i skabet. Hvordan var den endt i grøften? Hvem havde smidt den der? Og hvorfor? Så mange ubesvarede spørgsmål, hun var overbevist om, at der var mere i det, end politimesteren mente. I det hele taget var hun ret træt af ham. Hun havde brug for at finde hoved og hale i denne sag.

Hendes første tanke var, at dukken ikke bare havde været brugt til at lege far, mor og børn med.

Hun googlede sig frem til at de fleste sager med dukker var narko-sager. Det virkede uvirkeligt og uhyggeligt, men samtidig meget spændende. Kludedukken i bunden af hendes skab var måske medvirkende i en sådan sag, men hun kunne ikke overbevise politiet om, at det var en mulighed. Så længe det var sådan måtte hun selv tage den…

Nogle dage efter gik hun tur med sin hund, det var et dejligt vejr solen stod højt på himlen og græsset var frodigt og som prikken over i’et kunne man høre de glade fugle synge. En ung mand trådte på dens snude, der dannede sig en mindre plet af blod på den kolde og hårde asfalt langs stien hun kom gående på, små dråber blod trillede ned gennem pelsen på den lille pjuskede hund og efterladte sig et utydeligt spor. Han stoppede op og undskyldte og sagde at hvis han kunne gøre hende en tjeneste skulle hun endelig sige til. Han var høj mørkhåret, egentlig meget køn. Hun stoppede op, pludselig slog det hende, måske kunne han hjælpe. Hun spurgte ham om han ville hjælpe hende med noget, muligvis lidt farligt. Han overvejede det og svarede så ’’ja selvfølgelig.’’

De satte sig på fortovscaféen ’’Det lille lys’’. Hun gik ind for at bestille, der duftede altid fantastisk af friske frugter og søde sager. Det virkede som om den blev mindre og mindre for hver gang man satte sig, men hun havde efterhånden fundet ud af at den bare var blevet mere populær her på det seneste. Hun var overbevist om at det var på grund af deres fremravende hindbær-appelsin smoothies. caféen havde ligget der siden før hun flyttede til byen for mere end 10 år siden. Hun havde besøgt den med vennerne fra skolen i 8.klasse og havde lavet lektier der med vennerne fra High School. Hun havde desværre mistet kontakten med mange af dem. Hun tog billedet frem fra tasken. Det blæste, så det fløj ned på den varme hårde asfalt, langs fortovet hvor hendes lille hund stoppede op og snusede til det. Den listede videre over mod manden, som sad overfor kvinden. Den snusede til hans ben og begyndte derefter at gø. Manden sprang op og kvinden blev mistænkelig, havde hendes nye ven muligvis noget med det her at gøre? Hun måtte finde ud af det, men hvordan?

Det første hun gjorde var at spørge ind til hans arbejde og familie. Han fortalte hende, at han var journalist. Hun bad ham fortælle hvilken slags journalist, men da han bare svarede alt muligt, blev hun mistænkelig. Eftersom hun selv var journalist og psykolog kunne hun ud fra det, han havde sagt regne ud, at han løj overfor hende. Hun forklarede ham, at hvis de skulle have et samarbejde, skulle han være 100% ærlig overfor hende. Han tøvede, men lovede at fortælle sandheden, hvis hun ikke fortalte det til nogen overhovedet... det lovede hun. Hun var utrolig spændt. Manden fortalte, at han arbejdede for en mand, han ville ikke nævne navnet… Hun afbrød ham og spurgte, om manden han arbejdede for, havde noget med dette her at gøre. Han nikkede stille. Han forklarede hende, at han ikke arbejdede som sådan. Hans forældre havde solgt ham til manden, i håb om at han kunne få en bedre fremtid, end den de selv kunne tilbyde ham. Hvis nogen fandt ud af, at han hjalp hende, blev han slået ihjel. Han hadede sit arbejde, men det var ikke et job man lige droppede. Han sagde, at han og 2 andre mænd holdt en ung pige og hendes lille barn fanget i en kold kælder i det hus, ’’detektiven’’ havde et billede af. Det kom som et chok for hende, så meget havde hun alligevel ikke troet, at han vidste. Hun sad forstummet, nærmest lammet og hørte på det, han fortalte hende.

Han fortalte, at han ikke havde nogen familie, og at han ikke vidste mere om dukken end det, at hvis det var den den lille pige havde haft, var den blevet brugt til at smugle narko i.

Det passede jo perfekt med syningen, der var flænset op. Hun ville aflevere den til politiet, og foreslog at manden bare kunne gemme sig hos hende. Men han forklarede hende, at det ikke var så enkelt. Hvis han gemte sig hos hende, ville de finde ham på 5 minutter. Man kunne ikke bare gemme sig. Han blev nødt til at tage tilbage… Hun bad ham besøge hende næste dag. Hun gav ham sit kort, og mobil nummer og sagde, at han kunne ringe når som helst. Han takkede og gik så.

En halv time efter ved pigen og barnet…

Det var blevet opdaget, at pigen var gravid igen, hun ønskede at abortere, men det kunne der ikke være tale om, det ville vække for megen opsigt i offentligheden. På førsteetagen sad en ældremand bag et bord og ordnede nogen papirer. Da han hørte om det kommende spædbarn, blev han rasende. Han for op og råbte ’’hvem har gjort det?!’’  Det viste sig, at det var en af mændene fra kælderen. Normalt ville han blive skudt på stedet, men eftersom han var en af hans bedste mænd, blev han bare sat i et koldt rum i den anden ende af kælderen.

Der gik rygter om, at en af de andre mænd dernede fra havde fortalt en kvinde om, hvad det var, der foregik i huset. Han trak pistolen op af lommen, gik ud foran huset, skød den første person han så. Det var hans måde at slippe af med raseriet på.

Hos detektiven:

Hun sad lidt og tænkte, men valgte så at følge efter den unge mand. Han travede langs landevejen, hun gik et godt stykke bag ham, hun havde taget en hat på og gik og kiggede i en turistbog. I det hele taget lignede hun udmærket en turist. Pludselig drejede han ind mod et villa kvarter, hun fulgte diskret efter ham. Han havde slet ikke vendt sig om for at se, om der var nogen bag ham. Enten var han sikker på at der ikke var nogen, eller ville han gerne blive opdaget?

Han gik op mod et hus. Foran huset var der var en utrolig grøn græsplæne, man skulle tro der aldrig havde gået et menneske der. Der var en høj mur rundt langs huset. Han låste en dør op, og gik igennem uden at lukke den efter sig. Hun sneg sig igennem, den smækkede efter hende, han vendte sig stadig ikke. Inde bag muren var der en højere mur. I samme nu kom der en mand på alder med hendes nye ven. Hun skyndte sig om bag en busk.

’’Shit’’ hun var sikker på, at der var mere bag den mur, end det så ud til.

Hun så et hul et sted under muren, og skyndte sig derhen. Hun kravlede hurtigt under og til hendes fordel stod der en busk på den anden side. Hun kiggede op fra busken, der så hun det. Det var på størrelse med et slot. Men ud ad til lignede det bare en kæmpevilla. Der lugtede af svovl. Og hun var lige ved at hoste, men tog sig selv i det.  Der blev helt stille.

Inde i huset var det ikke lige så idyllisk som ud ad til. Da den unge mand, som hed Richard, kom ind af døren gik det helt galt… En ældre mand kaldet, Rico, kørte sin store hånd gennem det bølgede mørkegrå hår. Hvis det ikke var for håret og rynkerne ville han ligne en på tredive.  Han trak sin pistol og gik langsomt hen imod Richard, mens han spurgte ind til kvinden, han havde snakket med på caféen tidligere. ’’Hvordan ser hun ud?’’, ’’Er hun pæn?’’, ’’Hvad sagde du til hende?’’ Richard svarede ikke. Sveden løb ned over panden på ham han var ikke bare nervøs han var tydeligvis bange, utrolig bange. Han vidste ikke hvor han skulle kigge hen. Blikket flakkede mellem de mørke egetræs reoler, med bøger af alle slags, og det enorme skrivebord med de fint afrundede kanter. Det var et prægtigt rum stort og flot, med højt til loftet. Fantastiske malerier på væggene. Tapetet havde set sine bedre dage nogle få steder var det begyndt at skalle af. Rico stoppede ca. 3 meter fra Richard. Han tændte en cigar, stod og pulsede op i hovedet på Richard. Richard indrømmede, at han havde talt med kvinden og måske fortalt hende lidt for meget, men hvad kunne der ske ved det. Hun var jo bare en naiv 20 årig pige. Politiet ville alligevel ikke tro hende, hun vidste jo heller ikke noget om, hvor de befandt sig, troede han…

Det blev for meget for Rico, han gik tilbage mod sit bord i den anden ende af stuen, trak pistolen op, og trykkede på aftrækkeren, kuglen for gennem rummet… Den ramte Richard lige i panden, pletskud…

Hun kunne se det hele der fra hvor hun sad, busken var det perfekte gemmested, den duftede frisk og sommerlig. skønt den havde grene med de fæleste pigge hun nogensinde havde set (eller mærket). Hun så Rico trække pistolen, Klik, han skød, Klik. Hun tænkte ikke over, hvor farligt det var at sidde der, hvis nogen opdagede hende, eller hvis de så, at hun tog billeder af det hele. Hun måtte væk. Hun skyndte sig ud gennem hullet, men hvordan skulle hun komme igennem den næste dør? Der var kun en mulighed, hun måtte klatre over. Det var hårdt, hun skulle være så diskret som mulig.

Da hun kom over, løb hun så hurtigt hun kunne. Hun skulle bare væk. Hun tog den første taxa, hun fandt. Hun havde på fornemmelsen, at nogen var efter hende.

Taxaen stoppede uden for hendes lejlighed. Hun løb ind i opgangen og op ad alle trapperne til 4. sal og låste sig ind i lejligheden. Hun smækkede døren, der lød et klik da den smækkede helt, hun nærmest sprang ti meter op i luften hun var skrækslagen her var hun i sikkerhed, troede hun. Hvad hun ikke vidste, var, at den beslutning, hun skulle træffe nu, kunne være afgørende i hendes liv. Hun besluttede at gå til politiet, men hvis der var nogen efter hende, måtte hun finde på en plan. Hun tænkte og tænkte i flere timer, pludselig slog det hende. Hun tog sin frakke på, men tog den af igen, der var 32 grader udenfor, en af de varmeste dage i mands minde. Hun gik ud til det store spejl i gangen, mens hun stadig undrede sig over hvordan vejret kunne være så godt når det var så koldt den anden aften, hun valgte at sætte en høj hestehale, hun måtte bruge flere elastikker, da hendes blonde hår var meget tykt. Derefter tog hun den brune lædertaske, hun havde fået af sin mor, over skulderen og gik ud.

Nede på politigården bad hun om at tale med en anden, end ham hun talte med sidst. Hun havde aldrig brudt sig om politistationer hun syntes der var noget lidt uhyggeligt men samtidig utrolig kedeligt over væggene, lofterne og ikke mindst møblerne, der lugtede af en blanding af kaffe og et ekstrem desinficerende rengørings middel, lidt ligesom på eet hospital. Det blev som hun ville, og hun kom til at tale med en anden. Politiinspektør Pensville. Hun fortalte ham om sit fund og om, hvordan hun havde mødt den unge mand, som havde fortalt hende om narkoen, og manden han arbejdede for. Hun fortalte også om, hvordan hun havde fulgt efter ham, og set ham blive skudt af en ældre herre. Denne politiinspektør lyttede og sagde, at de godt vidste, hvem det var, men at hun blev nødt til at vise dem vej til huset.

Politiets indsatsstyrke blev gjort klar samtidig med, at inspektør Pensville og hun kørte i en civilbil mod huset. Da de kom frem fortalte hun, hvordan hun var kommet gennem den første mur og den anden mur. De kørte hende tilbage til stationen, hvor de bad hende aflevere alt, hvad hun havde, der kunne føre til sagens opklaring. Hun afleverede billedet af huset med skriften bagpå, dukken, og sine billeder fra skudepisoden i huset. De lovede at holde hende underrettet om, hvad de foretog sig. Mere kunne de ikke gøre. Derefter gik hun hjem og satte sig til at vente. Hun ventede og ventede. Da hun omsider lagde sig i sengen viste clockradioen 4:45. sengen føltes behageligt blød som hvis hun lå på en sky af candy floss. Den duftede frisk og ren. Skønt hun lå behageligt. Sov hun alligevel ikke godt…

Næste morgen havde hun stadig ikke hørt noget fra politiinspektøren. Hun var lettere irriteret og sulten, hun havde ikke spist i et døgn. På vej ned til bageren købte hun avisen, som hun altid plejede at gøre. Hun kiggede først overskriften, da hun var kommet hjem igen. Der stod det, det hun havde ventet hele natten på at høre: ’’Politiet har i nat stormet en narkoborg i udkanten af byen’’.’’ Takket være en ung journalist fik de opklaret sagen, som ellers har stået standby de sidste mange uger’’. ’’Politiet rykkede i går aftes ud til en villa i udkanten af byen, hvor den berygtede Narko-konge, Rico boede. De stormede bygningen. Det resulterede i en ild kamp mellem politiet og Ricos folk. 2 politimænd dræbt, 5 såret. Det lykkedes politiet at overmande dem, og de er alle arresteret’’. Hun læste videre: ’’ I kælderen fandt man desuden en lille pige blot 3 år gammel, og en ung kvinde, alder ikke fastslået, men omkring de 17 år. Hun havde været holdt fanget, siden hun blev født, hun talte et andet sprog og var desuden gravid. Man mener at hun også er mor til den lille pige.’’ Nederst stod der: ’’Der bliver selvfølgelig udloddet en dusør til den unge Kristin Baker, der kom med det afgørende spor, nemlig en lille dukke og fotos af Rico inden i huset.’’

Hun var lettet, hun var ligeglad med dusøren. Det vigtigste var jo, at sagen var afsluttet.

Den nat sov hun fantastisk…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...