Nyt Liv- Justin Bieber *Pause*

Emma er 17 år nu. Hun var 15 år da hendes familie kom i en tragisk ulykke. De døde allesammen på stedet, og hun havde ingen tilbage. Selv hendes venner lod hende være da hun mest havde brug for dem. Hun skal nu bo hos hendes moster, som har en dreng på hendes alder der hedder Chaz Somers. Men problemet er at mosteren bor helt over i USA, mens Emma bor i Danmark. Kommer Emma nogensinde videre i livet? Og hvad sker der når hun en dag støder ind i Justin Bieber, og bliver venner med ham? Kan Justin mon hjælpe hende videre?
DET HER ER MIN FØRSTE NOVELLE SÅ VIL I IKKE PLEASE VÆRE LIDT SØDE? :D <3<3<3 Tusind Tak for at i gider at læse den :* <3

16Likes
53Kommentarer
3771Visninger
AA

10. Kapitel 9

Chaz gik først ind. Han gav et lille gisp fra sig. Jeg blev rigtig nervøs. Selvom der ikke var sket noget med mig så var jeg stadig bange. For jeg føler at det er min skyld at der er sket så meget med pigen. Hvis bare jeg havde hjulpet hende. Jeg gik med museskridt, helt ind i rummet. Justin var lige bag mig, og da han kom ind gispede han også. Var det virkelig så slemt? Jeg kunne høre Justin og Chaz hviske, men jeg vidste ikke om hvad. Jeg turde ikke åbne mine øjne. Tilsidst tog jeg mig sammen til at gøre det, men jeg gjorde det meget, meget langsomt. Jeg lavede store øjne da jeg så pigen. Hun havde rifter og sår næsten over hele ansigtet. Jeg halv løb over til pigens seng. Jeg kunne høre at Chaz og Justin var lige bag mig. Pigen havde lukkede øjne. Jeg vidste ikke om hun sov eller om hun var i koma. Jeg kiggede lidt på hende, men vendte mig så om mod Chaz og Justin "Hvis det er okay, så vil jeg gerne være lidt alene med hende" sagde jeg og pegede på pigen. De nikkede begge to forstående, og gik ud. "Jeg ved ikke rigtig om du kan høre mig, men jeg siger det alligevel." jeg tøvede lidt. Det føltes dumt at tale med en der måske slet ikke kunne høre mig. Men jeg fortsatte alligevel "Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at jeg bare lod dig ligge der mens du næsten blev slået ihjel. Jeg skulle havde løbet over til dig og skubbede mændene væk. Men jeg gjorde det ikke. Jeg var bare så bange. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var så egoistisk. Jeg undskylder virkeli..." Jeg nåede ikke at sige mere før pigen rykkede i sig, og åbnede øjnene. Hun kiggede med store og forskrækkede øjne pa mig. Havde hun hørt mig? "Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig fortræd." sagde jeg hurtigt og beroligende. Hun nikkede bange. Der var stille, for jeg tror ingen af os turde sige noget. "Vil du have at jeg kalder pa lægerne?" spurgte jeg lidt efter. Hun rystede hurtigt pa hovedet. Så var der igen stille. "Jeg hørte godt det du sagde til mig." hun tav lidt. Jeg var bange for at hun var sur over jeg ikke hjalp hende. "Og jeg kan godt forstå at du blev bange" sagde hun. "Var det dig der ringede til ?" jeg nikkede stille. "Tak. Du reddet virkelig mit liv" hun pørvede at smile, men det gik ikke så godt. "Du vil havde gjort det samme for mig." sagde jeg og smilte stort til hende. "Må jeg spørge om noget?" spurgte jeg stille om. Hun nikkede. Jeg vidste ikke om det var for personligt, men jeg spurgte alligevel. "Kender du dem der gjorde det?" hun kiggede på mig i noget tid, men rystede så på hovedet. "Ikk rigtig, men for nogle dage siden var jeg på vej hjem fra en veninde, da jeg kunne mærke nogle kigge på mig. Jeg vendte mig om og så to mænd. Du kan vel gætte dig frem til hvem de er?" Jeg nikkede og kiggede afventende pa hende "Jeg tænkte ikke sa meget over det, men så idag fulgte de samme mænd efter mig. Jeg blev bange, og gik hurtigere. Jeg tror de vidste jeg blev bange for de grinte begge to. Efter lidt tid forvandt de, og jeg blev lettede, men der var jeg for hurtigt. Efter nogle sekunder var de begge to foran mig, og de skubbede mig ind i en gyde. De sagde jeg skulle lokke Justin herover, så de kunne tage hans penge. For du ved han er jo berømt. Jeg sagde at jeg ikke ville, og prøvede at vride mig løs. De gad ikke at give slip, så jeg sparkede den ene i skridtet. Den anden mand blev sur og slog mig, ham jeg havde slået kom med også ved du selv hvad der skete." jeg nikkede. Hvor er det syndt for hende. Men Justin? Hvem Justin? "Justin?" spurgte jeg hende om. Hun nikkede. "Du kender vel Justin Bieber, ikke? Ham sangeren? Ja, vi var engang kærster. Nu er vi bedste venner." Omg Justin? Den Justin som jeg kender? "Nej vel?!" Sagde jeg overraket. Hun nikkede lidt irriteret. "Og nej jeg vil ikke give dig en autograf!" sagde hun lidt surt. "Nej nej, jeg vil ikke have en autograf! Det er bare.. Jeg kender.. Babysitter... Vent her!" sagde jeg og løb ud. Da jeg kom ud, rejste Justin og Chaz sig hurtigt op. "Kom lige med begge to!" sagde jeg og de fulgte hurtigt efter mig. Jeg åbnede døren lidt. Jeg sagde de skulle vente her, og gik ind til pigen. "Jeg har en overraskelse til dig. Er du klar?" Hun nikkede forvirret. Jeg gav tegn til Chaz og Justin om at de gerne måtte komme ind nu. De gik begge to ind, og pigen hvinede overraket. "Justin? Chaz?" sagde hun mens tårene trillede ned ad kinderene pa hende. "Caitlin!" sagde Justin og Chaz samtidigt. Jeg var virkelig forvirret.

Kender de virkelig hinanden så meget hinanden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...