Den bedste fødselsdag nogensinde..

Dette er en såkaldt "Novelle". Den betyder meget for mig. Det handler om en pige, der ikke ønsker sig en fødselsdag, men får det alligevel.. Eller noget.. Hvis i føler at den stopper op midt i det hele, skal i ikke undre jer. Det er fordi at den ikke er helt færdig. Jeg ser frem nogle kommentarer fra alle jer der læser denne. Tak på forhånd ;)

5Likes
7Kommentarer
849Visninger
AA

1. Det her har jeg indtil vidre.. "Dagen.."

 

Det var lørdag morgen. Jeg kiggede langsomt ned over dynekanten, og ned på gulvet, hvor mit snavsede tøj lå fra dagen før. Det var min fødselsdag. Jeg havde glædt mig så meget , at jeg næsten ikke kunne sove natten til idag. Jeg orkede næsten ikke at have fødselsdag. Jeg var ved at blive gammel. Alle de gæster, og alle mine forældres rige venner, der kommer for at se mig, på min store dag. At fylde 16 år er altså heller ikke så vigtigt. Eller jo, måske.. Men da jeg sad og grublede over det, kom min familie brasende ind af døren, smed en masse gaver på mine ben, og råbte "smiiiil!". De tog et billede af mig, med det samme de smed gaverne. Billedet så cirka sådan her ud: Mig, med uglet hår, noget mascare under øjnene fra dagen før, rander under øjnene, tørre læber, og sidder i min natkjole, fra min mors tid. Forfærdeligt billede. Jeg overvejede at brænde det, når min familie gav mig det, på et eller andet tidspunkt. Jeg sad bare der, og kiggede målløst på dem. De sagde: "Pak nu gaverne op!", med et smil på læben. Smilet så falsk ud. Jeg blev lidt flov over, at jeg ikke havde reageret på det noget før. Jeg rakte ud efter en gave, da min lillebror stak en anden gave op i mit ansigt. Den var lille og firkantet. Den havde noget guld gavepapir, og lilla gavebånd. Gavebåndet var flænset. Der sad et kort på det. Der stod: "Kære Michelle. Jeg ønsker dig en hjertelig god fødselsdag. Knus din lillebror, Mathias". Jeg pakkede gaven op, og så, at det var en lille sort æske fra 'mørup guld'. Jeg åbnede æsken, og så de sødeste øreringe. De var lavet af sølv, og var formet som hjerter. Måske var det at have fødselsdag så alligevel ikke så slemt?

Jeg tog så fejl. Da jeg gik ned af vores snoede trappe, for at komme ned i køkkenet, stod HELE min klasse der, og tog imod mig. Det værste af det hele var, at mit 'crush' så hvordan jeg så ud. Det var forfærdeligt. Tårene begyndte at løbe ned af mine kinder. Sorte tårer. Det føltes som om at de aldrig ville stoppe med et komme ud af mine øjne. Jeg løb forbi min familie på vej op, hvor min mor spurgte hvad der var galt. Jeg svarede ikke, men løb bare forbi hende. Jeg løb ind på mit værelse, smækkede med døren, låste den med en nøgle, som lå gemt under min madras. Jeg satte mig i min seng, og lod tårerne tage frit løb. Det var jo lige præcis det jeg IKKE ville have.

En time senere kom min bedste veninde Nantasha hen, og bankede på min dør. Hun spurgte: "Misse? Er du okay? Vi ville bare overraske dig med en dejlig morgenmad, som hele klassen har arbejdet sammen om! Mikkel har også hjulpet.. Meget. Han blev lidt ked af, at du ikke blev glad for den". Jeg svarede hurtigt: "Mikkel? Der du sikker?.. Øhm.. Vent lige 10-15 minutter, så er jeg klar til at modtage det!". Jeg begyndte straks at smile.. Men det blev afbrudt af Natashas stemme som sagde: "Misse? Jeg er ked af det, men Mikkel og alle andre er gået, undtagen mig..". Hun sagde det bare lidt for sent. Der havde jeg allerede glædt mig for meget. Jeg tog mit tøj på, og lagde en fin hverdags make up. Mit klassiske look. Jeg satte mig på min seng, og gav et højt suk fra mig. Natasha sagde': "Misse? Må jeg ikke nok komme ind? Din lillebror spørger om jeg vil lege med lego, og jeg vil helst ikke sige nej til ham. Han er så sød..". Jeg afbrød hende, da jeg åbnede døren. Hun gav mig en kæmpe krammer, og en gave, som så ud til at have taget lang tid at lave, og var hjemme lavet. Det aller bedste man kunne få.

Da jeg pakkede den op, så jeg et brev. Det var gulligt, og var brændt ude i siderne. Natasha havde altid været en meget kreativ pige. Jeg læste det. Der stod: "Min pige. Du betyder alverden for mig, og jeg er så stolt af alle de ting du har gjort! Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og vil støtte dig igennem alt. Nu har jeg kendt dig i lidt over 10 år, og har altid støttet dig. Ligemeget hvad! Og nu er du fyldt 'sweet sixteen'! Er mega glad på dine vejne! Knus og kramme, Natte”. Jeg blev virkelig rørt da jeg fik det. Der var små hjerte overalt på den gule papir. Jeg fældede en tårer. Jeg gav hende en kæmpe krammer, og sagde mange tunsinde gange tak. Hun svarede: "Jammen du har jo ikke engang set det hele endnu!" med et smil på læben. Ikke det samme som mine forældre og lillebror havde. Det her smil så mere.. Ægte ud.

Da hun så trak endnu en gave op fra lommen, så jeg, at det var en rimlig stor gave. Jeg tog fat i den, for at mærke på den. Den var blød. Meget blød. Det følset lidt som strik. Pludselig sagde Natasha:”Heey do’! Ik mærke.. Åbne!”. Hun så på mig med de mest glæde fyldte øjne. Jeg blev glad ved tanken. Jeg kiggede hen på min seng, hvor alle de andre gaver lå. Nogle lå nede på gulvet. Jeg tog gaven med hen på sengen, og satte mig blandt alle de andre gaver. Jeg kiggede først lidt på gaven, hvorefter jeg flåede den op. Jeg så at det var et halstørklæde. Et hjemme strikket. Jeg blev meget glad for den. Blev helt varm om hjertet. Når man får noget af nogen man elsker, findes der ikke noget bedre.

Jeg løftede langsomt tørklædet op. Jeg studerede det nøje. Det var strikket med tykt garn. Det var turkis. Min yndlingsfarve. Hele mit værelse var turkis. Min seng var dog hvis og turkis. Gaverne stod på min seng, og nærmest tiggede mig om at pakke dem op. Men jeg gjorde det ikke. Ikke lige der. Jeg var bange for at blive skuffet. Var bange for at blive skuffet over, at få noget helt vildt langt ude, som jeg slet slet ikke ville have. Jeg sad bare og stirrede på alle de gaver, med alle de farver. Jeg blev afbrudt af Natashas stemme, som sagde: ”Nå.. Kan du lide det?”. Hun kiggede forventnings fuldt på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne jo godt lide det. Men jeg var bare målløs. Hun spurgte igen: ”Kan du eller hvad? For jeg kan godt tage det tilbage”. Dér vågnede jeg op. ”NEJ! Du må ikke tage det. Jeg elsker det!”. ”Jammen hvorfor svarede du så ikke med det samme?” spurgte hun. Jeg svarede: ”Fordi jeg spekulerede..”. ”Jammen over hvad?”.

Jeg sad længe på min seng, uden at sige et ord. Jeg så bare op på hende. Hun sså spørgende tilbage. Da vi sad midt i en forfærdelig tavshed, åbnede døren sig. Den sagde en knirkende lyd. Min skulle alligevel snart have lavet den. Min mor stak forsigtigt hovedet ind. Hun så på mig, og spurgte: ”Michelle? Der står en dreng hernede i entréen. Han siger at han gerne vil snakke med dig”. Jeg så på min mor. Derefter på Natasha. Hun lavede rulle øjne, men stoppede da de var henne imod døren. Jeg tog det som, at jeg skulle gå ned at se hvem det var. Jeg spurgte min mor: ”Hvad hedder han?”. ”Jeg ved det ikke” sagde min mor. ”Han sagde bare, at han rigtig gerne ville se dig”. Jeg rejste mig fra min seng, og bevægede mig hen imod min mor, som nu var kommet helt ind på mit værelse. Jeg sagde til hende, at jeg nok skulle gå derned. Jeg gik langs vores trappe, og trådte forsigtigt på trinnene. Da jeg var mindre, faldt jeg nemlig på trappen. Siden da havde jeg været meget forsigtig. Da jeg gik forbi køkkenet, så jeg den morgen mad klassen havde lavet til mig. Der var et glas æble juice, tre rundstykker, noget smør og en smøre kniv, og en serviet. Jeg smilte ved tanken om, at de havde gjort alt det for mig. Da jeg gik ind i entréen så jeg Mikkel stå i døren..

Han havde taget det store tandpasta smil på. Jeg kunne ikke stå for det. Jeg troede jeg skulle besvime. I et øjeblik mødte mine øjne hans. Mine stirrede ind i hans. De store brune øjne. Jeg kunne mærke mine kinder blev varme. Pludselig så han ikke så glad ud mere. Han så mere bekymret ud. Han gik hen imod mig. ”BUUUMM!”. Jeg åbnede mine øjne, og så Mikkel sad bøjet ind over mig. Jeg lå nede på gulvet. Jeg havde ondt i mit hoved, og kunne overhovedet ikke huske hvad der var sket inden for de sidste 5 minutter. Jeg spurgte Mikkel hvad der var sket, og han fortalte mig det, imens han strøg mig over håret. Mine kinder blev varme, men prøvede at skjule det, ved at tænke på noget koldt. Det virkede nok ikke, for Mikkel smilte helt vildt. Hans brune bambi øjne kiggede ind i mine grønne kedelige øjne. Pludselig stoppede Mikkel med at snakke, og han så på mig. Han lov sin hånd køre hen over min kind. Mine kinder blev brænd varme. Han bøjede sig længere ind over mig, for at kysse mig. Jeg løftede mit hoved, for at vores læber kunne mødes. Men vi blev afbrudt.. Af Natasha…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...