Killingeliv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2012
  • Opdateret: 11 apr. 2012
  • Status: Færdig
En finurlig dag i en nysgerrig killings liv. :)
-----
Jeg tog imod udfordringen og skrev en lille historie ud fra et billede, som The Angel of Nightmares valgte. Se evt. hele billedet her: http://justina-m.deviantart.com/gallery/7102076#/d1l6316

7Likes
6Kommentarer
1319Visninger

1. En sommerdag

Det var en varm sommerdag. En af de dage, hvor solen bager ned fra en skyfri himmel, og alting synes at gå over i en doven varmedøs. Som den gamle dame i huset, for eksempel. Tidligere på dagen havde jeg ligget i skyggen af et træ og betragtet hende, mens hun vandede blomsterbedet i gårdhaven. Håret var sat op i en løs knold, men enkelte grå totter var undsluppet, og hang nu løst ned om hendes ansigt. Det var et venligt ansigt, det havde jeg altid syntes. Og i dag gav hun sig god tid til at vande blomsterne, ville ikke anstrenge sig unødvendigt i det varme vejr. Senere havde hun stillet en skål med mælk frem til mig på gårdspladsen. Ivrigt havde jeg forladt min skyggeplads under træet, og var løbet hen for at smage. Det var en dejlig kølig mælk med en fyldig rund smag, der bredte sig på min tunge og kølede mig ned. Den gamle dame havde sagt nogle mærkværdige lyde og strøget mig hen over ryggen. Jeg synes egentlig det er underligt, som hun hver gang hun ser mig begynder at tale med lys stemme og lave små snøftelyde med læberne. Men da jeg første gang spurgte hende, hvorfor hun dog gjorde det, svarede hun ikke. Nu har jeg efterhånden bare vænnet mig til det… Og mælken smager dejligt, så hvorfor skulle jeg klage? Efter at have labbet hele skålen i mig, lod jeg den gamle dame ae mig lidt mere, før det blev for varmt for mig at være i solen. Hun sagde nogle flere sjove lyde, og pegede hen mod vejen, som førte op til gården. Jeg opfattede ordet ”barnebarn”, ja, det var det hun sagde. Det har en dejlig klang, synes du ikke? Barnebarn… Det er et sjovt ord. Fremmed.

Men jeg kunne ikke se noget der, hvor hun pegede, og traskede i stedet hen mod den stak halmballer, som lå omme i haven. Jeg har min egen lille hule inde mellem de mange strå, hvor jeg kan ligge i skygge og samtidig holde øje med vejen. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvorfor den gamle dame havde peget derhen. Men mens jeg lå og holdt vagt, blev jeg efterhånden mere og mere døsig. Måske havde hun slet ikke ment noget særligt med ”barnebarn”, måske var det bare et andet ord for ”gammel, bumlet grusvej”. Ja, hvad ved jeg…?

Noget rasler ved mit højre øre, og et par halmstrå lander i min pels. Med et sæt er jeg pludselig lysvågen. Irriteret ryster jeg med hovedet, så stråene falder ud af min pels. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har sovet, men solen står stadig højt på himlen, og grusvejen ser ikke ud til at… Grusvejen! Jeg blinker et par gange, idet jeg indser, at jeg må have dumpet min vagt. Et stort, gråt monstrum står for enden af den bumlede vej. Solen spejler sig i dens to, enorme øjne. Det ser ud, som om det lurer på manden, der står foran og snakker med den gamle dame. Jeg har aldrig set ham før, men han ser ud til at være samme slags skabning som hende. I hvert fald siger han også en masse underlige lyde (hov, der var det igen – ”barnebarn”!), jeg tror, han snakker med den gamle dame. Men hans hår er brunt i stedet for gråt, og han ser også ud til at være den stærkeste af de to. Bare han ikke pudser monstrummet på hende… Så får jeg nok ikke mere mælk, og det er altså ret varmt, selv her i skyggen. Jeg overvejer lidt, om jeg bør gå til angreb på ham for at forsvare den gamle dame. Men de smiler blot til hinanden, og hun siger nogle flere uforståelige ord. Så vender manden sig om, og – åh nej! Nu slugte det grå monstrum ham i én mundfuld! Jeg udstøder et lille miav af forskrækkelse. Nu vågner monstrummet til live, det begynder at brumme. Dets store øjne lyser fælt, mens den truende snerren bliver højere og højere. Lige da jeg er helt sikker på, at det er ude med den gamle dame, vender monstrummet om og forsvinder tilbage ind i skoven. Jeg kan stadig se dets lange fodspor i gruset, og ved, at det var forfærdeligt tæt på. Men den gamle dame ser ikke ud til at vide, hvor stor fare hun lige har været i, og vinker ubekymret til mig, før hun forsvinder ind i huset. Jeg skal lige til miave som svar, da en lyd fra oven forskrækker mig. Min ryg spændes straks som flitsbue, og instinktivt skyder mine kløer ud fra mine ellers så bløde poter. Måske var det slet ikke mig, hun vinkede til… Så hører jeg en stemme komme fra oven - men det er ikke som nogen stemme, jeg før har hørt. Den er ikke ru som den gamle dames, men heller ikke så dyb som mandens. Den minder mig på en måde om de sommerfugle, jeg så ofte har jaget efter i haven. Flyvsk, letsindig og melodisk. Selvsagt forstår jeg ikke et ord, men lyden er alligevel så behagelig i mine ører, at jeg op og se, hvilken skabning, der frembringer den. Forsigtigt kravler jeg op på den nærmeste halmballe, og stikker hovedet op fra mit skjulested.

Jeg bliver noget forskrækket, da jeg opdager, at der ligger en underlig skabning i halmballerne. Hun minder mig lidt om den gamle dame på gården, og så alligevel ikke. Hun virker yngre. Måske er hun stadig en killing? Hendes hår er langt og brunt, og hendes tøj ser så besynderligt ud. Desuden har hun nogle underlige, sorte gevækster for enden af sine ben… Jeg er lidt utryg ved dem – de ser ret skarpe ud, jeg ved jo endnu ikke, om hun er venligtsindet – og jeg skal lige til at dukke ned i mit skjulested igen, da hun drejer hovedet og får øje på mig. Jeg stivner. Hendes læber buer opad i en underlig grimasse. Så udstøder hun nogle flere lyde (der var den lyd igen, ”barnebarn”!), og – hjælp! – tager mig op i sin favn. Min pels rejser sig, og jeg tror aldrig før, at jeg har været så bange i mit liv. Aldrig har jeg ladet andre end den gamle dame røre mig, og kun fordi hun giver mig mælk. Denne situation er ukendt. Sekunderne tikker af sted, og jeg ligger musestille i hendes skød. Vil hun mon æde mig? Forfærdet kigger jeg mig omkring efter den gamle dame, men hun er væk – der er ingen til at komme mig til undsætning…

Men efterhånden som det går op for mig, at skabningen med de sorte gevækster på fødderne ikke har tænkt sig at gøre mig ondt, slapper jeg langsomt af. Nu begynder hun igen at udstøde sommerfugle-lydene, de klinger så melodisk i mine små ører, at jeg helt glemmer min frygt. Solens stråler varmer os begge, og duften af halm hænger i luften, mens den underlige skabning aer mig blidt over pelsen. Måske er det hersens ”barnebarn” ikke så slemt alligevel, når jeg lige at tænke, inden jeg falder i søvn…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...