What doesn't kill you.

Esmeralda jespersen. Arh, hun hadede det navn, hvordan kunne hendes forældre dog finde på det fantastisk dårlige navn? Men navnet var ikke det værste, slet ikke det værste. Hun var lille og bleg, man kunne faktisk slet ikke se på hende at hun næsten var 16 år gammel. Hun hadede sit liv, ville bare gøre en ende på det, lige nu og her, men så enkelt var det ikke, for da skete det, det som bare ikke måtte ske... Hun blev Forelsket.....Men det var ikke en helt almindelig håbløs kærlighed til det fantastiske.....

12Likes
52Kommentarer
2069Visninger
AA

6. Kære dagbog...

Kære dagbog                                                                                              16.september

Jeg var egentlig imod princippet i at skrive dagbog, men det er min eneste udvej lige nu. For at være helt ærlig har jeg mest af alt lyst til at besøge pille skabet på badeværelset. For at tage en enkel pille, måske to eller bare det der skal til…

Jeg vil væk herfra og det skal være nu, lige nu, i dag…. Jeg overvejede at rejse væk, men det har jeg ikke penge til. Og det kan jo også være ligegyldigt om jeg befinder mig her, eller et andet sted. Uanset hvor jeg er. Bliver jeg konstant mindet om hvor anderledes jeg er. Der sidder en lille miniture udgave af mig, inde i mit alt for store hoved. Den fortæller mig hvor forkert jeg er, hvor underlig, hvor mærkelig. Hvor anderledes jeg er…

Aldrig har jeg været så bange for at sige noget forkert til en person, aldrig har jeg været så genert, aldrig har jeg tænkt over det personer kalder mig. Aldrig har jeg følt mig så grim og forkert. Jeg er bare født til at være forkert blandt alle de perfekte, eller næsten perfekte mennesker er jeg bare et sort får. Et lille grimt sort får på 158 centimeter. Flad som et strygebræt. Ingen former, overhovedet. Er det normalt for en pige på næsten 16 år, jeg ligner jo nærmest en på 10. Jeg bruger ikke make-up, af en eller anden grund ligner jeg altid noget en kat har brækket op. Mit mørke hår hænger slasket ned langs kinderne og danner rammen om noget der kunne minde om et anoreksi-offers udsultede ansigt. Uanset hvad jeg gør for at tage på virker det ikke. Jeg må ikke farve hår, jeg må ikke komme hjem fra fester efter klokken 2 om natten. Og jeg må ikke få en Piercing, jeg vil utrolig gerne have en navlepiercing ligesom de andre. Men nææææh nej det må jeg ikke, for det er jeg for ’lille’ til. Nogen gange er jeg ikke engang god nok derhjemme. For ½ år siden døde min far, af cancer. Efter det talte min mor ikke til mig i 2 uger. Igen følte jeg at det var min skyld. Det tog kun min mor små 2 måneder at finde ud af at der var andre mænd i verden, hun begyndte at se én. Hun blev totalt barnlig, og gik i biografen og tog på picnic. Mens jeg ellers kunne passe mig selv, hun skrev de sædvanlige sedler; ’’Der er kold mad i køleskabet, du ved hvor mikroovnen står. Vent ikke oppe’’ hver dag håbede jeg på ikke at vende hjem til endnu en seddel, nogen gange var jeg heldig-nogen gange ikke. Denne mand, Nikolaj er lige 45 år gammel men går klædt som en på 16, og prøver at være hip, men er totalt kikset. Oven i hans egen attitude og selvgladhed følger der desværre også en lille klam snotunge med. Gæt hvad ungen hedder… EDDIE det lyder som noget man kalder en frø. Eller en edderkop…

Her er en liste over ting som virkelig pisser mig af ved Eddie:

Han lugter af katte lort

Han ligner en alien i ansigtet.

Han kan ikke forstå at Han bare skal lade mig være.

Han giver mig skylden for at overtegne hans skolebøger, når hans far skælder ham ud.

Han stjæler mine smykker og tager dem på i skole

Han spiser sine egne bussemænd

Han gider ikke, at vaske hænder. Hvilket er så ulækkert.

Nå Carmen kommer nu. Gad vide hvad hun vil, gid hun ville forelske sig i mig…

 

(fortsættes)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...