What doesn't kill you.

Esmeralda jespersen. Arh, hun hadede det navn, hvordan kunne hendes forældre dog finde på det fantastisk dårlige navn? Men navnet var ikke det værste, slet ikke det værste. Hun var lille og bleg, man kunne faktisk slet ikke se på hende at hun næsten var 16 år gammel. Hun hadede sit liv, ville bare gøre en ende på det, lige nu og her, men så enkelt var det ikke, for da skete det, det som bare ikke måtte ske... Hun blev Forelsket.....Men det var ikke en helt almindelig håbløs kærlighed til det fantastiske.....

12Likes
52Kommentarer
2066Visninger
AA

3. Et tilfældigt møde...

I spidsen af børnenes hær stod Esmeraldas pap lillbror, hvis der var nogle små børn hun virkelig hadede så var det ham og hans irriterende venner og deres endnu mere irriterende ’’våben’’ de begyndte at sparke og slå hende. Vreden voksede og voksede indtil hun til sidst, flåede deres latterlige våben ud af hænderne på dem og knækkede dem. Hvorefter hun nærmest skrigende råbte, ’’SKRID AD HELVEDES TIL’’ Det resulterede i at børnene begyndte at græde og løb deres vej.

Da hun omsider stod ude ved sin cykel efter skole, var hun chokeret. De havde før generet hende men aldrig havde hun troet at de ville punktere hendes cykel og ødelægge styret. Hun tog tasken af for at finde nøglerne, men tasken gled ud af hendes hænder. Hun greb den lige inden den ramte jorden, men fik desværre fat i bunden. Bøgerne gled ud i en nærmest flydende bevægelse, og landede hårdt på den kolde asfalt. Hun sukkede og tog en dyb indånding, luften virkede frisk og sommerlig selvom det kun var den 19 marts. Hun satte sig på knæene, kulden fra asfalten, gav hende myrekryb, på arme og ben. Hun begyndte at gennemgå dagen inde i hovedet. En stemme afbrød hendes tanker.

’’Hallo?’’

’’Undskyld hvad sagde du?’’ spurgte Esmeralda

’’ Jeg spurgte bare om du ikke skulle samle det der op’’ svarede stemmen.

Esmeralda vendte sig om og så ind i de smukkeste øjne, hun kunne slet ikke lade være med at kigge ind i dem. De perfekte havblå, mandelformede øjne. I det endnu mere perfekt formede ansigt, æblerøde kinder og en lille men fyldig mund, perfekt lille næse og det smukkeste bølgede ildrøde hår. Alt ved hende virkede perfekt.

Pigen satte sig ned overfor Esmeralda og begyndte at samle bøgerne sammen i lette yndefulde bevægelser. Esmeralda vågnede op af sin trance og begyndte at følge bevægelserne med øjnene. Pigen rakte hende bøgerne, og rejste sig i endnu en yndefuld bevægelse.

’’jeg hedder Carmen’’ sagde pigen og rakte hånden ud til Esmeralda.

Esmeralda tog den og fortsatte ’’Jeg hedder Esmeralda’’.

De to piger smilede til hinanden, hvorefter Esmeralda trak cyklen ud ad cykelstativet og trak den mens Carmen fulgte hendes eksempel, hendes cykel var dog ikke smadret. De fulgtes næsten hele vejen hjem til Carmen hvor de udvekslede telefonnumre, resten af dagen var Esmeralda i det bedste humør, hun følte endelig hun havde fundet en ven. Kemien mellem de to piger var i top. Og for første gang i lang tid glædede hun sig ligefrem til at tage i skole. Men hun var skeptisk, hvordan kunne hun vide om hun kunne stole på Carmen eller om hun bare var endnu en Betina, en Betina II? Altså det var jo bare et tilfældigt møde…

(fortsættes)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...