What doesn't kill you.

Esmeralda jespersen. Arh, hun hadede det navn, hvordan kunne hendes forældre dog finde på det fantastisk dårlige navn? Men navnet var ikke det værste, slet ikke det værste. Hun var lille og bleg, man kunne faktisk slet ikke se på hende at hun næsten var 16 år gammel. Hun hadede sit liv, ville bare gøre en ende på det, lige nu og her, men så enkelt var det ikke, for da skete det, det som bare ikke måtte ske... Hun blev Forelsket.....Men det var ikke en helt almindelig håbløs kærlighed til det fantastiske.....

12Likes
52Kommentarer
2051Visninger
AA

8. En overraskelse

Esmeralda gik med langsomme, tunge skridt hen ad gaden. Der var ikke et øje, hun var helt alene. Lyden af Efterårets fantastiske storm var fascinerende. Det rev i bladende og træerne. Det var en lun eftermiddag, men vinden var kold. Da hun nåede hen til porten ind til parken, stoppede hun. Hun stod længe og tænkte, men kunne ikke få sig selv til at trykke ned på håndtaget. Hun åbnede porten blidt. Vinden fik det mørke hår til at blæse lige ind i ansigtet på hende, hvorefter hun med et hurtigt strøg fik det skubbet om bag ørene. Hun gik hen ad stien, hen til legepladsen, her sad Carmen. Skridtene føltes Uendeligt tunge.  Vejen blev længere og længere. Esmeralda løb, hun løb så hurtigt hun kunne. Til sidst var hendes lunger tømt for luft. Hun gik ind over græsset. Det var fugtigt, duggen var faldet. Gyngen svajede let i vinden da Carmen rejste sig. Hendes ansigt var svært, nærmest umuligt at tyde. Det gjorde Esmeralda utrolig nervøs, Hendes mave trak sig sammen og hun mærkede en underlig kvalme. Hvorfor var hun så nervøs?

 

Hun gik hen til Carmen, sendte hende et forsigtigt smil og gav hende et hurtigt kram, hun mærkede Carmens hjerte hamre mere end naturligt hurtigt. Hun kiggede ned på gyngen, den var ikke våd. Hun satte sig. Vinden susede gennem hendes hår mens det flagrede tilbage i den kolde efterårs brise. Hun Fulgte Carmens bevægelser. Mens hun satte sig lod hun hånden glide over læben. Carmen kiggede pludselig op og direkte ind i øjnene på Esmeralda. ’’Jeg har kræft’’

’’meget morsomt, men hvad var det du skulle fortælle mig’’ Esmeralda blev lidt irriteret, sådanne ting som cancer var ikke noget at spøge med. Og i øvrigt var det begyndt at trække op til storm, så hun begyndte at fryse.

’’Esme… det er rigtigt’’ fik Carmen langt om længe fremstammet.

Esmeralda åbnede munden, men kunne ikke få sig selv til at sige noget. Alle de ting hun havde lyst til at råbe og skrige sad fast i halsen på hende som om hun havde mistet evnen til at tale, som om hun var stum. Et kort øjeblik var der fuldstændig tavshed mellem dem. Da Esmeralda omsider kom nogenlunde til sig selv og prøvede at sige noget kom der ikke andet end det ene ord; ’’ Men…’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...