Year Class 1998

Vi følger de ni personer Romeo, Valentin, Shane, Ivana, Valerie, Megan, William, Charlotte og Blanché i deres 8. klasses liv på New York Elementry School i året 1998. Romeo er klart den største player nogensinde, men alligevel falder alle pigerne for ham, men da kortene bliver lagt på bordet og alle finder ud af hans kærlighed til Blanché Clark, bliver Blanché gjort til udstødt af de populærer, mere end hun er i forvejen...
Samtidig er der William, Blanché er helt skudt i, men hvem er Will i virkeligheden forelsket i?

0Likes
0Kommentarer
393Visninger

1. Kap.1

 

Ivana Jell; Den mest populære og lækre pige på hele årgangen. Alle drengene sværmede om hende som fluer om en gammel mad. Hvorfor forstod Blanché aldrig helt. Ivana var ligesom Romeo Stadick. Alle pigerne var vilde med ham, og heller ej ham forstod Blanché overhovedet. Alle pigerne faldt for hans gode udseende og perfekte personlighed. Og alle drengene faldt for Ivana.

"Hvad er det vi har for til på torsdag?" Selfølgelig var William Wolf, forkortet til Will, bagud. Han fulgte aldrig rigtig med nogle steder. Blanché var ved at være træt af hans ævl. "Matematikken, Mr. Jeff gav os for." Blanché drog et langt og bittert suk. Hun elskede virkelig Will af hele sit hjerte. Hendes kolde hjerte bankede lifligt og endda høfligt for ham.Det var første gang hun virkelig var forelsket i en dreng - Sådan helt oprigtigt."Tak Blanc!" sagde Will lige inden han løb af sted i en fart der mindede om en snegls.

 

Ivana svingende livligt sine perfekte hofter da hun drejede om hjørnet til WC´et. Hun kiggede kritisk i spejlet og rettede på sit mørke lange let bølgede hår. Hendes brune øjne skinnede igennem den tykke foundation og mascaraen der strålede og sad helt perfekt. Hun rettede kun en smule på sin BH inden hun drog et tilfreds suk og trak sin tynde krop ud af den beskidte WC dør. Hendes ansigt var foretrukket i et pokerface hun havde udøvet sommeren over. Hun skulle ikke kunne narres af nogen, og da i sær ikke de latterlige og barnlige drenge fra Milton Schools 8 årgang. Hendes høje stilletter gnavede sig ind i kødet på hendes hæl, men ingen smerte foretrak sig i hendes ansigt. Hendes smerte voksede til det uudholdelige, og hun længtes efter at klokken skulle ringe índ. Selvom hun var elendig til Engelsk, glædede hun sig til at få sine højehæle af.

 

Blanchés hoved støjede. Ingen andre kunne høre støjen, kun Blanché selv. Larmen fra Wills problemer blev for meget, og da Miss Fredrickson spurgte hende; var hun så langt borte at hun ikke engang hørte spørgsmålet. Den seneste tid, havde hun fået blackouts. Hun kunne se alt hvad der foregik foran hende, men ikke røre det, eller ændre på det. Bare stirre og blinke. Miss Fredrickson sendte hende ned til sygeplejersken, og en frivillig gik med. Det vil sige at den frivillige var en frivilligt, Miss Fredrickson havde valgt. Uheldig som hun var, var det Romeo.Han smilte bare og lagde let hånden om hendes hofter. Løftede hende svagt, og hun havde en svævende fornemmelse på vej til sygeplejersken. Hendes identitet havde hun glemt, og den eneste følese der fandtes var forvirring over Romeos intense berøring. Hun ville have han skulle slippe hende; Lade hende komme hjem, men hun kunne ikke sige noget. Hun kunne ikke finde sine læber. Var det sådan følesen af forelskelse var?

Ivana stirrede forfærdet på Romeo og den ukendte pige, der sneglede sig frem til sygeplejerskens kontor. Hans hånd lå så fin omkring hendes hofter. Hun kunne ikke sætte fingeren på hvem hun var. Hendes glatte, blonde hår skuljte hendes ansigt, og hendes krop forsvandt i hendes løse tøj. "Hun er sikkert fed" hviskede hun til hendes sidemand, Kelly Hann. Kelley slog et enkelt blik ihjel, og foretsatte hendes Matematik lektier. Kelly kunne ikke finde hoved eller hale i Ivana, mest fordi hun aldrig snakkede til hende, men også fordi hun ikke var med i den populære gruppe. Langt fra.

Miss Fredrickson nedstirrede sin klasse. Hadede den tid hun skulle bruge på det eneste arbejde, der kunne give bare en smule penge i kassen. Hele klassen sad og skrev på deres papirer. Deres blyanter skrattede i mod skiveblokkene. En enkelt elev fremførte sig specielt. Miss Fredrickson slog hurtigt og sikkert op i protokollen, og fandt hurtigt hendes navn. Hun hed Charlotte Burns. Alle kaldte hende Burn. Hendes gennemsint i Engelsk trak hele klassens gennemsnit langt op mod "meget over gennemsnit", og uden hende ville klassen være tom og intet sigende. Hvad gjorde Charlotte Burns så speciel?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...