Fragmenter

Se forskellige fragmenter af livshistorier. Oplev historier fra forskellige steder. Følg med på en rejse igennem "Fragmenter", en samling af små noveller, der vil komme vidt omkring.



Det vil glæde mig meget at få feedback på disse små fortællinger jeg disker op med i ny og næ. Har i lyst til at bruge et par sekunder på at smide en kommentar eller et ’like’ for at tilkendegive jeres mening om 'Fragmenter' ville jeg værdsætte det. På forhånd tak.

1Likes
0Kommentarer
975Visninger
AA

5. De menneskelige træer

Morgendisen tilslørede træstubbene, der engang havde udgjort en beskyttende skov omkring landsbyen. Landsbyen var lille og fattig, men i mine øjne var den perfekt. Vi havde hvad vi skulle bruge og beliggenheden var fantastisk. Men det var inden de fældede skoven. Vores by lå ved en halvstor å, hvilket var godt. Dette betød at børn og unge kunne fange fisk i åen og gårdene kunne via små vandløb, få vand ud til deres marker, på en nem og hurtig måde. For blot et par vintre siden skete det at vandløbene frøs og åen forsvandt i en periode. Heldigvis var der ingen afgrøder på markerne og forrådskamrene var fyldte. Da foråret atter kom, bragte det åen og dermed også vandløbene tilbage.

Med triste, trætte bevægelser rejste jeg mig og sparkede til det høje græs. Hvorfor havde de valgt at spolere den idyl som landsbyen havde omkring sig? Jeg traskede videre ned ad bakken. Jeg ville ikke stå der og se på de stakkels nedslagtede træer, der en efter en var blevet fældet nådesløst, uden chance for at forsvare sig. Jeg gik hen til min hytte. Men så faldefærdig ud. Men det var også meningen. Så ville de ikke komme på visit. Jeg sukkede. Jeg huskede hvordan alt omkring mig var styrtet sammen. Nu var der kun min hytte og mig tilbage. Jeg var den sidste.

Morgendisen var så småt begyndt at lette og jeg kastede et blik ud i horisonten. Til min store rædsel så jeg ryttere. De var vendt tilbage. Jeg sprang ind i min hytte, trak min fars skovhuggerøkse ned. Jeg sad i et hjørne, halvt skjult bag sengen og var parat. Hovslagene buldrede forbi. Det virkede som om de ikke havde bemærket mig. Heldigvis. Men jeg glædede mig for tidligt. Netop som jeg skulle til at rejse mig, blev døren sparket ind. En gryntende, barbarisk udseende mand trampede ind. Han råbte noget uforståeligt og slog en høj latter op. Netop som han vendte sig farede jeg frem. Øksen ramte ham mellem skulderbladene, og han styrtede til jorden. Pustende trak jeg øksen tilbage og ville have slået igen. Men det var ikke nødvendigt, manden var allerede som resten. Blot endnu et fældet træ. Forfærdet smed jeg øksen fra mig. Jeg var blevet som dem, jeg havde netop bevist at jeg var som de. Jeg faldt i knæ og udstødte et skrig. Skriget kom vældende frem, et skrig fremkaldt at min skyld. Et skrig der hidkaldte min undergang.

Døren stod halvt åben og jeg hørte tydeligt hvordan rungende skridt nærmere sig. Jeg rakte ud efter øksen, men kunne ikke nå den fra hvor jeg sad. Jeg sad nedbøjet hoved og kiggede ikke engang op, da døren splintredes. En støvle ramte mig og sendte mig tværs gennem rummet. Brølende kom kæmpen imod mig. Jeg kiggede op i kæmpens ansigt. Det var vildt og hævntørstigt. Jeg slog korsets tegn for brystet i samme øjeblik som kæmpen svingede sin økse nedad mod mig. Den brutale kraft ramte mig og knækkede mig. Jeg gispede. Hakkede for at få luft. ”En dag kommer Han også efter dig, Attila.” Så udånde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...