Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
636Kommentarer
105529Visninger
AA

4. 3

 

”Tiff, jeg bliver nødt til at gå nu,” sagde Megan, da jeg stod og kiggede opslugt i kogebogen. Jeg så hurtigt op på hende.

”Men hvad skal jeg lave??” spurgte jeg og klemte mine øjne samme.

”Bare lav nogle madpandekager eller sådan noget,” forslog hun, samtidig da hun smuttede ud ad døren. Suk. Så skulle jeg vel klare den på egen hånd herfra.

Jeg gik i gang med at lede skabene igennem for ingredienser og alt det der gams, som jeg skulle bruge til madpandekagerne. Men der var intet af det, som jeg rigtig kunne bruge. Så skulle jeg også ud og handle. Perfekt.

Jeg gik ud i gangen og tog mine stilletter og min elskede Versace frakke på i beige, som gik ned til lårene. Så tog jeg min Louis Vuitton taske og gik ud af døren. Jeg låste den og gik så hen til elevatoren, som jeg tog ned til lobbyen. Der var helt tomt.

Jeg kom ud på fortorvet og så mig lidt om. Der holdte en taxa henne i siden, så jeg skyndte mig hen, åbnede døren og satte mig ind.

Chaufføren så ventende på mig. Jeg skulle nok sige, hvor jeg skulle hen. Problemet var bare, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg skulle hen.

”Øhh, til næreste supermarked,” sagde jeg dumt. Han nikkede og begyndte at køre. Jeg sad og sms'ede lidt, imens vi køre. Og gud, hvor kørte de dog dårligt her! Det var virkelig forfærdeligt! Jeg var sikker på, at jeg ikke ville nå hjem herfra.

Da taxaen nåede et eller andet sted hen, betalte jeg ham og smuttede ud i den sindssyge trafik. Jeg lagde mærke til, at han var stoppet direkte foran et eller andet, der hed Sainsbury's. Det var nok der, jeg skulle gå ind.

Og ja, det var det. Jeg fandt i hvert fald et stort supermarked, hvor der vist nok var de ting, som jeg skulle bruge. Indtil videre havde jeg fundet madpandekager, salat, agurk, tomat, majs, peberfrugt cremefraiche og noget et eller andet kryddermix. Så manglede jeg vist bare noget at drikke og noget kød. Jeg gik hen til en kølerdisk og kiggede på de udvalgte pakker. Valget stod mellem okse-, svine- og kyllingekød. Jeg tog den sidste valgmulighed. Måske fordi, at jeg elskede kylling. Det smagte virkelig mums!

Jeg fandt vej hen til en afdeling med alt fra kaffe til spiritus. Så tog jeg to colaer, en pakke kamillethe, noget varm kakao og lidt alkohol. Så havde jeg forsyninger nok til mig selv også. Og alkoholen kunne blive gemt til når jeg virkelig hadede mit liv. Hvilket så var lige nu. Jeg gik op til kassen og fik betalt, hvorefter jeg gik ud og prajede en taxa hen til mig. Sukkende fik jeg mig sat ind i bilen – jeg havde lige set på klokken, der var 15.30. Det gav mig 3½ timer til gæsterne kom. Og jeg vidste med sikkerhed, at det hele ville blive en omgang lort.

 

For helvede, mand!

Hvorfor kunne jeg ikke det her, når jeg havde allermest brug for det?!

Jeg sukkede og var ved at kyle skålen, der stod på bordet ned i gulvet, selvom det nok ikke ville være særlig smart.

Jeg satte mig opgivende hen i sofaen og tog mig til hovedet, imens jeg tænkte. Jeg tog decilitermålet i hånden og kiggede ned i det. Så var spørgsmålet bare, hvor 3 liter gik til. Suk. Argh!!! Og klokken er fucking 18, så der er 1 lorte time, til One Direction står her, og jeg gør mig selv til grin. Herre fedt!

Min iPhone ringede pludseligt, og jeg løb hen og tog den uden at se, hvem det var.

”Det er Tiffany,” sagde jeg roligt, selvom jeg var ved at koge over.

”Har du brug for hjælp, eller hvordan går det?” Da jeg hørte, at det var Megan, blev jeg en smule roligere. Måske hun kunne hjælpe mig.

”Det går virkelig.. dårligt.”

Hun fnes.

”Megan, seriøst, help me,” bad jeg og lød desperat for alle pengene, tror jeg.

”Hvad er det?” spurgte hun.

”Hvor går 3 liter til på dit decilitermål?”

Hun begyndte at grine højlydt, hvilket irriterede mig.

”For helvede, Tiff! Du skal fylde hele decilitermålet op 3 gange. Men er det ikke lidt meget, der skal i?”

”Der står, at der skal 3 liter vand og 2 liter mælk i. Men tak. Jeg bliver nødt til at gå. Ses.”

Uden svar lagde jeg på og vendte tilbage til min gryde, hvor der lå noget, der lignede kyllingekød i. Det var bare blevet brunet, eller hvad man nu kaldte det. Og så havde jeg hældt det der krydderi i, og der stod så, at der skulle 3 liter vand og 2 liter mælk i. Jeg fandt mælken, der stod i køleskabet og begyndte at hælde det op i decilitermålet. Da jeg havde fået hældt alle 5 liter i, stod jeg lidt og betragtede mit mesterværk. Det skulle bare simre nu. Jeg lagde madpandekagerne i oven, som noget af det sidste. Så nu kunne jeg dække bord og få gjort mig lidt i stand.

Jeg gik i gang med bordet først. Der blev lagt tallerkenen, glas, bestik, sat skåle med tilbehør til madpandekagerne, jeg fik sat colaen frem, og så var det vist det. Inden jeg gik ind på værelset og smukkeserede mig, så jeg hurtigt på uret. Den var 20 minutter i. Så havde jeg travl! Jeg halvløb ind på værelset, tog noget parfume på og satte mit hår op i en ordentlig knold. Så lagde jeg en omgang gloss på læberne og så mig tilfredst i spejlet. Jeg nåede lige akkurat at få mine stiletter på igen, da det ringede på døren. Shit.

Jeg skyndte mig ud mod gangen og tog en dyb indånding. Okay, det var en aften, det kunne jeg sagtens. Jeg havde prøvet noget, der var værre.

Jeg tog mig sammen og åbnede døren, hvor de 5 fra One Direction stod. Jeg skulle vist til at få styr på deres navne...

”Hej,” sagde de i munden på hinanden og smilede til mig.

”Hej,” svarede jeg kort og lod dem komme indenfor. De trådte ind og så sig omkring, imens de tog skoene af, hvilket jeg ikke fattede. Jeg foretrak at rende rundt i stiletter 24/7.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.

”Ehm, bare gå ind i stuen, så.. laver jeg maden færdig.”

De nikkede til mig og gik ind i stuen. Hvor jeg dog hadede, at stuen, køkkenet og spisestuen lå i samme rum. Så kunne de glo direkte på mig, hvilket de også gjorde. En af drengene valgte dog at smide sig i sofaen, så han kiggede idet mindste ikke. De gik i gang med at snakke lidt, så de lagde nok ikke mærke til mig.

Jeg gik hen til gryden og lagde mærke til, at indholdet boblede op. Øhh.. Megan, hjælp! Jeg stirrede på det og overvejede at tage gryden væk fra kogepladen, men det ville nok være meget dumt. Jeg ville garanteret brænde mine hænder, og det skulle jeg ikke nyde noget af!

”Ikke for noget, men lugter her ikke en smule brændt..?”

Fuck.

”Ehh...” begyndte jeg og vendte mig om. Måske burde jeg åbne ovnen. Jeg tøvede lidt, men åbnede så ovnen, så jeg fik røg og en brændt lugt direkte i hovedet. Forfærdeligt! Der kom tårer i mine øjne, men jeg ignorerede dem og så ind i ovnen, hvor der lå sorte madpandekager. For helvede, mand. Og der ville garanteret snart gå ild i dem, hvis ikke de kom ud nu. Jeg fandt nogle grydelapper, fik risten ud og så opgivende på resultatet. Det var til at tude over.

Jeg så over mod drengene og lagde mærke til, at de stod og gloede på mig alle sammen. Det her var virkelig den mest ydmygende aften nogensinde! Men så kunne den nok ikke blive værre.

Okay, ingen madpandekager, kun kødsovs-et-eller-andet, som jo var blevet meget godt. Jeg tog som en idiot gryden væk fra kogepladen og tog låget af, da jeg mødte det mest klamme syn, jeg nogensinde havde set. Som en sindssyg, prøvede jeg at dreje rundt i det, men det var bare for vandet og ulækkert. Hvad fanden var der sket med det?!

Jeg fandt hurtigt pakken med krydderierne til kødet og læste på bagsiden. 3 deciliter vand og 2 deciliter mælk. Jeg puttede 5 liter i. Hov...

Jeg skævede hurtigt til drengene, der sad og snakkede, da jeg opdagede, at Zayn sad og kiggede på mig.

”Har du brug for hjælp?” spurgte han. Jeg tøvede lidt.

”Altså.. Har du måske nummeret til et pizzeria? Det her går ikke,” sagde jeg flovt. Han nikkede og rejste sig, hvorefter han kom hen og så lidt på min ulækre mad. Han begyndte at smile.

”Her.”

Så rakte han mig sin iPhone, som var i gang med at ringe. Jeg tog den hurtigt op til øret, da jeg kunne høre en mand i røret.

”Hallo?”

”Du snakker med Tiffany Hamilton,” sagde jeg professionelt. Det var noget jeg altid gjorde. Måske fordi, at jeg elskede at udtale mit navn.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte han og lød totalt ligeglad. Spade.

”Jeg vil gerne bestille.. 2 sekunder.” Jeg tog røret væk fra øret og så på Zayn.

”Hvor mange pizzaer, og hvilke?”

Han så på drengene.

”Hey, guys. Hvilke pizzaer skal vi bestille?”

Og det endte med, at jeg bestilte 10 pizzaer til 6 personer. Hvor meget æder de mennesker lige?

Jeg gav Zayn hans iPhone igen og smilede for første gang en smule sødt til ham.

”Tak..”

Han nikkede og smilede til mig.

”Helt i orden.”

Jeg gik hen mod drengene, der sad og snakkede og tog en ledig plads i sofaen.

”Fik i bestilt?” spurgte ham med det krøllede hår og smilede til mig. Jeg nikkede.

”Yes.”

”Godt så.”

Jeg svarede ikke, men lagde i stedet for mærke til, at Zayn satte sig ned ved siden af mig. Der var nu heller ikke andre pladser ledige i sofaerne. Han så på mig, men jeg fjernede bare hurtigt blikket og rykkede mig tættere på ham, der sad på den anden side. Ikke fordi, at jeg havde noget imod Zayn, jeg kendte ham bare ikke overhovedet.

”Hvad skete der med maden?” spurgte ham med det lyse hår. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne deres navne!

”Jeg kan ikke lave mad,” svarede jeg kort.

”Nå, det var ikke så godt...”

Igen svarede jeg ikke, men så bare ud i luften. Gid de pizzaer snart kom, så drengene kunne gå.

”Så, Tiffany,” begyndte en af de andre brunhåret drenge. Jeg kiggede på ham. ”Hvad laver du i London?”

Så skulle vi til den historie igen...

”Jeg bor hos en veninde og skal til at starte på den designerskole, der ligger i byen,” svarede jeg og prøvede at lade være med at lyde helt så kostbar, som jeg plejede. Måske var det en lidt dårlig idé, når jeg nu skulle bo her i 5 måneder, og det garanteret ikke var sidste gang, jeg skulle se ham.

”Fedt,” sagde han begejstret. Nej.

”Tja..” mumlede jeg og kløede mig i nakken.

”Det lyder ikke som om, at du gider at være her,” kom det fra drengen med krøllet hår. Jeg så hen på ham og rystede en smule på hovedet.

”Hvorfor ikke? London er fedt,” kom det næsten fra dem alle sammen. Men det var ikke fedt, nej. Det var røvsygt.

”Jeg.. passer bare ikke ind her,” svarede jeg og undlod at komme med det rim, som jeg gav Zayn. En af dem skulle til at sige noget, da det ringede på døren. Tak, Gud! Du hjalp mig ud af en lorte samtale. Endelig gør du nytte!

Jeg rejste mig op, hvilket Zayn også gjorde. Jeg gav ham et underligt blik, men han traskede bare ud mod døren. Hurtigt fandt jeg nogle pund, som der lå i min pung, hvor der ellers plejede at ligge dollars. Derefter gik jeg ud til døren, hvor Zayn hjælpsomt tog imod pizzaerne.

”Hvor meget bliver det?” spurgte jeg.

”50£,” svarede manden. Jeg nikkede og rakte ham 5 10£ sedler. Så smækkede jeg nærmest døren i hovedet på ham.

Jeg vendte mig om og så, at Zayn stillede pizzaerne ind på bordet. Hvor var han egentlig sød og hjælpsom? Og jeg havde endda været en idiot overfor ham.

Jeg fandt en pizzaskærer i en skuffe og gik hen til bordet, hvor drengene var ved at tage plads. Jeg skulle side ved siden af ham med det lyse hår. Det havde jeg nu heller ikke rigtig noget imod. Han virkede meget flink. Det gjorde de alle.

Jeg satte mig ned og betragtede drengene, der allerede var gået i gang med at spise. Stille tog jeg et stykke af pizzaerne og spiste det med bestik. I modsætning til de andre, der spiste det med hænderne. Det var klamt. Tænk på alle de bakterier, der sad på deres hænder.

”Årh, det er godt det her...” lød det fra en af drengene. De andre erklærede sig enige, imens jeg bare sad stille som en mus, der gemte mig for en kat.

Musestille fik jeg fisket min iPhone op ad min lomme og gav mig til at skrive lidt med nogle veninder fra derhjemme af, bare for at få tiden til at gå.

”Hvem skriver du med?” kunne jeg pludseligt høre Zayn spørge om nede fra den anden ende af bordet. Hvordan kunne han lige se, at jeg skrev med nogen?

”Nogle veninder,” svarede jeg kort og lagde min iPhone på bordet. Han nikkede og smilede lidt. Jeg kiggede væk fra ham og lavede en nonchalant bevægelse ved mit hår.

”Niall, må jeg ikke bede om colaen?”

Ham jeg sad ved siden af rakte ham colaen. Så måtte det være Niall. Nu kendte jeg så 2 navne.

Jeg kiggede rundt og hørte på drengenes samtaler, selvom jeg helst ville være fri lige nu.

”Hører du meget musik?” spurgte ham ved siden af mig lidt efter – Niall. Jeg så på ham og trak lidt på skuldrende.

”Forskelligt. Mest når jeg er til fest og sådan,” svarede jeg og smilede kort.

”Så du kender ikke os sådan rigtigt?”

Jeg rystede lidt på hovedet.

”Kun jeres sange, men jeg er lost, når det kommer til hvem, der er hvem...”

Han begyndte at grine, så de andre drenge stoppede deres samtaler og så på os. Det var en smule pinligt.

”Hvad er det?” spurgte ham med det krøllede hår. Jeg så væk og lod som ingenting.

”Altså, Tiffany ved ikke rigtig, hvem, der er hvem her. Så jeg syntes lige, at vi skal præsentere os en gang,” forklarede Niall. De så alle sammen hen på mig.

”Jeg starter,” fastslog Niall. Han så smilende på mig. ”Jeg hedder Niall Horan og er 18 år. Jeg kommer fra Irland, og jeg elsker mad,” sagde han friskt og havde et stort smil på læberne.

Weird guy.

Jeg stirrede lidt på ham, imens jeg prøvede at smile. Det blev nok bare et ret grimt smil.

Fyren med krøllet hår så på mig.

”Jeg er Harry Styles, og jeg er også 18 år. Jeg kommer fra Cheshire, men bor nu sammen med Louis lige over dig.”

Så det var Harry. Ham alle pigerne elskede.

”Er det ikke dig, der sover nøgen?” spurgte jeg. Alle drengene flækkede af grin, selv jeg begyndte at grine lidt.

Han nikkede lidt.

”Tjo..”

Jeg smilede til ham.

”Sjovt.”

Så gik turen over til en af de andre brunhåret drenge.

”Jeg hedder Liam Payne, og jeg er også 18 år. Jeg kommer fra Wolverhampton... Jeg har en kæreste..”

Det lød som om, at han ikke kunne finde på mere at sige.

Jeg nikkede og smilede lidt.

Så gik turen til den næste brunhåret dreng.

”Og jeg er så Louis Tomlinson, 20 år og kommer fra Doncaster. Jeg har også en kæreste...” fortalte han. Jeg smilede svagt til ham og så så på den sidste person: Zayn.

”Tja, vi har jo mødt hinanden..” sagde han smilende. Jeg nikkede og smilede hurtigt igen.

”Okay, tak. Nu har jeg vist styr på det,” sagde jeg og smilede til dem. De grinede lidt.

”Så hvis du vidste, at vi var One Direction, ville du så ha' kommet op til os, som du gjorde i går?” spurgte Harry mig. Jeg nikkede lidt og så lidt ivrigere.

”Ja,” svarede jeg fast. Jeg så hurtigt hen på Zayn.

”Det armbånd betyder alt for mig, så ja, det ville jeg.”

Han smilede til mig, hvilket jeg gengældte.

 

Da vi havde spist, begyndte Harry, Niall, Louis og Liam at rejse sig og gik hen til sofaen og snakkede videre der. Jeg ville rejse mig op og tage af bordet, da Zayn begyndte at snakke til mig:

”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han nysgerrigt. Jeg så på ham.

”18,” svarede jeg og lænede mig tilbage i stolen. Han rejste sig, og jeg troede, at han ville gå hen til drengene, men i stedet for satte han sig overfor mig, i stedet for at vi sad skråt over for hinanden.

Han sendte mig et svagt smil.

”Og du er fra Los Angeles?”

Jeg nikkede.

”Andet jeg bør vide?”

Jeg fnes lidt og smilede derefter til ham.

”Hvad vil du vide?” spurgte jeg. Han trak på skuldrende.

”Du siger, at du er forkælet – eller din far gør. Hvad laver din far siden da?”

”Han ejer hele Hotel Hamilton kæden, så han har ret så mange penge,” svarede jeg kort. Han nikkede.

”Hvad så med din mor?”

Jeg hadede det spørgsmål.

”Hun er arkitekt. Men jeg snakker ikke så meget med hende, da de er skilt,” sagde jeg og begyndte at lege med kanten af mit glas.

”Surt,” mumlede han. Jeg nikkede kort og prøvede at komme på et spørgsmål, så vi kunne komme væk fra det emne.

”Så, hvordan er det at være musiker?” lagde jeg ud. Han så smilende på mig.

”Mega fedt,” fastslog han.

”Er det din store drøm?” spurgte jeg videre. Han nikkede.

”100% ja.”

”Men har du tid til familie og venner så?”

Han trak lidt på skuldrende.

”Ikke helt så meget, men når jeg har, så udnytter jeg selvfølgelig tiden fuldt ud,” svarede han og smilede skævt.

”Dejligt..” mumlede jeg for mig selv.

”Er det ikke lidt irriterende at forlade dine venner derhjemme?” spurgte han. Jeg nikkede lidt.

”Men jeg får da mødt nogle nye mennesker...”

Et stort smil formede sig på hans læber.

”Hvad?”

”Jeg sagde jo bare, at du ville blive vild med London," svarede han, hvilket mindede mig om hele vores underlige samtale i elevatoren.

Jeg himlede bare med øjnene og smilede svagt.

”Nå, fortæl mig om dit liv derhjemme,” sagde han.

”Hmm, jeg er lige gået ud af high school. Min fritid bruger jeg på at shoppe og være sammen med venner. Så er jeg ret tit med min far til velgørenhedsting og sådan noget. Nogle gange rejser jeg...”

Han nikkede og så på mit armbånd. ”Hvorfor betyder det så meget for dig?”

”Tja.. Det ved jeg egentlig ikke. Det er jo egentlig bare et armbånd med vedhæng på fra alle de steder min far har været, når han har været ude at rejse. Men det minder mig vel bare om, at han elsker mig,” forklarede jeg, imens jeg sad og så på det.

”Må jeg se det?”

Uden svar, tog han min hånd og trak den næsten op til sit hoved, hvor han betragtede armbåndet.

”Det er flot.”

Jeg nikkede og smilede lidt, hvorefter jeg trak min arm til mig.

”Nå, jeg tror hellere jeg må rydde op...”

Jeg rejste mig og begyndte at tage af bordet. Zayn betragtede mig imens, men rejste sig også bare og gik hen til drengene. Jeg ignorerede det og fik ryddet op. Derefter gik jeg hurtigt ind på mit værelse for at sætte min iPhone til opladning, hvorefter jeg gik ind i stuen. Jeg lagde mærke til, at Zayn ikke var der.

”Hvor er Zayn?” spurgte jeg dem. De så alle op på mig.

”Ude på altanen,” svarede Harry. Jeg nikkede og gik min vej igen. Nu havde jeg ikke sagt noget forkert til ham, vel?

Som sagt stod han derude. Jeg åbnede døren derud til og trådte ud til ham. Han så sig om og lagde mærke til, at det var mig.

”Hvad laver du?” spurgte jeg og mærkede den kølige luft. Han stak en cigaret op i luften. Røg han?

”Ryger du?” sagde jeg dumt. Han nikkede kort.

”Jeps...”

Jeg havde ikke noget direkte imod det, men det var dog en smule klamt og uhygiejnisk . Og så var det virkelig dårligt for kroppen og tænderne.

”Det er usundt,” mumlede jeg. Han begyndte at grine lidt, hvilket jeg kom til at smile af.

Der var lidt stilhed, men Zayn valgte at bryde den med et spørgsmål, som jeg ikke havde regnet med:

”Har du egentlig en kæreste..?” spurgte han mig. Jeg så over på ham og rystede på hovedet.

”Nej. Jeg slog op med ham for 3 måneders tid siden....”

”Hvorfor?” 

Han fangede mit blik, og stirrede næsten ind i mine øjne på en eller anden underlig måde.

"Vi voksede fra hinanden,” svarede jeg kort og tænkte automatisk på Nick, som han hed. Vi havde egentlig haft et ret godt forhold, men han tænkte mere på sin fremtid, og jeg tænkte mere på veninder og sådan, så til sidst havde vi ikke mere tilfælles. Dog er vi stadigvæk gode venner."

Han nikkede og smilede lidt.

”Har du en kæreste?” spurgte jeg og lagde lidt tryk på 'du' og lod en hånd køre igennem mit bløde hår.

”Nope,” svarede han samtidig med, at han smed cigaretten ud over altanen. Jeg troede faktisk, at han havde en for at være helt ærlig. Han virkede bare rigtig flink og måske en smule sød...

”Nå..” sagde jeg dumt, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han så ud på udsigten, imens jeg stod og betragtede ham lidt. Jeg lagde mærke til, at han havde en ørering, hvilket var ret charmerende på fyre.

”Hvornår skal du egentlig starte på din skole?” spurgte han, nok for at få en samtale i gang.

”Fredag,” sagde jeg og smilede kort. Der var 5 dage til. Han nikkede.

”Hvad skal du så lave indtil da..?”

Jeg trak på skuldrende og satte albuerne på værnet, hvorefter jeg lod mit hoved hvile sig elegant på mine håndflader.

”Kede mig...”

Han smilede lidt.

”Hvis du har lyst, kan jeg måske vise dig London...?”

Den havde jeg ikke forventet. Havde Zayn lige inviteret mig ud?

Jeg begyndte at smile stort.

”Som en date?” spurgte jeg. Mit smil sad virkelig klistret på læberne, det ville slet ikke gå væk. Jeg syntes bare, at det var sjovt, at han spurgte. Og på en måde sødt.

Han begyndte selv at smile.

”Hvis du syntes..”

Jeg nikkede lidt ivrigt.

”Det må du gerne så,” svarede jeg. Han smilede tilfredst.

”I morgen?” spurgte han. Jeg nikkede hurtigt.

”Kl. 11?”

Jeg nikkede endnu en gang. Han kløede sig lidt på kinden.

”Så kommer jeg og henter dig,” sagde han og smilede svagt.

”Okay.”

”Bare et tip – lad være med at have stilletter på, du får nok ondt i fødderne.”

Jeg bare gloede misfornøjet på ham

”Beklager meget, men jeg går kun i stilletter,” svarede jeg, måske en del koldt. Men det kunne han vel ligeså godt lære nu.

Han så med løftet øjenbryn på mig.

”Mener du det?” spurgte han mistroisk. Jeg nikkede kort. Han sagde intet, men jeg kunne godt fornemme, at han var lidt 'wow' over det. Men det måtte han selv om.

”Okay. Bare du ikke brokker dig,” svarede han og smilede skævt. Jeg grinede lidt, da endnu en kølig vind ramte min hud, så jeg fik kuldegysninger.

”Skal vi ikke gå ind, det er ret koldt?” spurgte Zayn, som om han havde læst mine tanker.

”Kan vi godt,” fastslog jeg og vendte mig om. Han åbnede altandøren for mig og lod mig gå ind først. Jeg smilede til ham, selvom jeg egentlig bare var vant til at skride koldt. Men måske var det en god idé, at jeg var sød overfor Zayn. Vi skulle trods alt på date i morgen. På en måde glædede jeg mig ret meget. Han virkede bare som en rigtig sød fyr, dog kendte jeg ham ikke særlig godt, men det ændrede sig vel. Dog kunne jeg bare ikke lige selv se os som et par, men det kunne vel godt bare være en venskabelig date. Ellers ville det måske udvikle sig hen ad vejen.

Vi kom i stuen, og straks lagde de andre drenge mærke til os.

”Nå, der var i,” sagde Harry og rejste sig op, hvilket de andre også gjorde. Jeg svarede ikke, det lod jeg Zayn gøre.

”Ja,” svarede han. De så på mig, og så tog Louis ordet:

”Jeg tror, at vi må se at komme op nu. Men det har været mega hyggeligt.”

Jeg var ved at fnise lidt. Det lød lidt dumt, da jeg næsten ikke havde snakket med de andre drenge. Mest Zayn.

”Det har det, ja,” smilede jeg. Jeg så lidt rundt og mødt Zayns blik. Han smilede til mig. Jeg gengældte smilet og så rundt på de andre drenge med det samme smil.

”Det må vi gøre en anden dag,” fastslog Niall. Jeg nikkede.

”Det er bare en aftale!” sagde jeg og legede lidt med på begejstringen, selvom det nok lød ret dumt.

Han smilede stort til mig.

Vi gik ud i gangen, og de tog sko på. Jeg stod bare og betragtede dem, imens jeg stod lænet op ad dørkammen.

Lidt efter stod Liam og så på mig som den første, der var klar til at gå.

”Vi ses,” sagde han og smilede venligt. Jeg nikkede og smilede igen. Så gav han mig uventet et kram. Jeg blev lidt overrasket, men krammede ham bare igen for at være flink.

Det samme gjorde de andre også. Jeg syntes selv, at det var en smule underligt, da jeg nærmest ikke kendte dem. Men det var vel bare en begyndelse til nogle nye venskaber.

Til sidst kom Zayn så. Han smilede til mig.

”Ses i morgen,” sagde han med en lav stemme. Jeg nikkede og smilede igen. De andre gloede nok dumt på os, da de nok ikke ligefrem vidste, hvad der skete.

Han gav mig et hurtigt kram, hvor jeg lige netop kunne nå at få en god aftershave at dufte. Meget forfriskende.

”Hej, drenge,” sagde jeg, da de var smuttet ud af døren.

”Ses,” sagde de i munden på hinanden. Jeg lukkede døren igen og låste den, hvorefter jeg gik med et smil på læben ind i stuen.

Det havde sådan set været en ret god aften. De var slet ikke slemme. Det var jo bare mig, der skulle åbne mig lidt op, og det havde jeg jo også gjort. Faktisk var det ret stort, at jeg havde været sådan, for det lignede ikke rigtig mig. Og det lignede mig slet ikke bare at sige ja til at tage ud på date med en, som jeg slet ikke kender, men der var bare et eller andet over Zayn, der kunne få mig til at smile.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...