Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
631Kommentarer
106954Visninger
AA

3. 2

 

Klokken var blevet 23.00, og jeg havde lige været i bad. Siden jeg ankom her til lejligheden havde jeg bare sovet. Jetlag, formoder jeg. Jeg havde i hvert fald ikke orket noget, så søvnen havde bare indtaget mig, og jeg vågnede først ved 22 tiden. Jeg rejste mig fra sengen, som jeg sad på og så ud af vinduet. Det var mørkt, og vinden hylede. Lorte vejr. Sådan havde det aldrig været i Los Angeles.

Jeg lagde min iPhone i vindueskarmen og strakte mig, da jeg opdagede mit håndled føltes for let, og at den genkendelige raslende lyd fra mine vedhæng ikke larmede. Mit blik farede hen på mit håndled, og til min store overraskelse sad mit elskede armbånd der ikke. Shit!

Jeg begyndte panisk at rende rundt og lede efter det i lejligheden, da jeg kom til at tænke på ham Zayn. Han havde jo der havde det Rolex-ur. Så havde han med garanti også nakket mit armbånd!

Jeg fór ud i gangen og tog et par i mine 25 par stilletter på, som jeg havde stillet i gangen hen langs væggen. Et kort øjeblik stod jeg bare og beundrede dem, da jeg så kom i tanke om Zayn. Den... den... barbar!

Med hurtige skridt gik ud til elevatoren og trykkede på knappen. Så måtte jeg bare satse på, at den ikke ville stoppe igen. Da den kom, trådte jeg indenfor og kiggede lidt på knapperne. Zayn boede jo over mig. Der var 10 etager. Og jeg boede på 9. Så måtte han bo der. Mine fingre gled hen på knappen og trykkene hårdt på den. Så lukkede dørene, og elevatoren satte i gang. Jeg så arrigt ud i luften og blev mere og mere irriteret. Hvis den spade har nakket mit armbånd... Jeg sværger, at han får politiet efter sig!

Elevatoren stoppede, og jeg sprang som en gal ud af den. Så trampede jeg hen mod den første dør, jeg så. Den lignede Megans på en prik. Uden at se på mig omkring gik jeg til angreb på dørklokken, så jeg selv kunne høre det herude fra.

Der lød fortrin inde fra døren af, og jeg gjorde mig klar til at råbe højt og vredt.

Men jeg blev ret så skuffet, da jeg så, at det ikke var Zayn, der åbnede. Det var tværtimod en dreng med brunt krøllet hår og et fint ansigt, der stod i shorts og bar overkrop .Han så lidt overrasket på mig og gemte sig bag døren, hvorefter han hurtigt gav mig et elevatorblik.

"Øhh, hvem er du?" spurgte han forvirret. Jeg så hidsigt på han og var ved at vende mig om for at gå, da jeg hørte en velkendt stemme råbe inde fra lejligheden af. Det var Zayn. Det vidste jeg.

Uden at skænke ham drengen et blik, skubbede jeg ham hårdt væk og nærmest løb ind i en lejlighed, der var magen til Megans. Bare større. Men jeg kiggede mig ikke omkring, jeg løb bare direkte ind i den store stue.

"Hey, ingen sko i lejligheden!" råbte ham drengen ude fra døren af. Rend mig?!

Jeg ignorerede ham og fik øje på Zayn, der sad i en stor cremet sofa og spillede et eller andet lorte Xbox sammen en anden dreng. De så virkelig koncentreret ud, hvilket irriterede mig grænseløst.

Jeg var ved at flippe ud på ham, men i stedet for løb jeg bare hen og nærmest kastede mig ned på ham, hvorefter jeg begyndte at ruske i ham. Han kiggede forskrækket på mig og tabte sit joystick. Men jeg var ligeglad. Jeg skulle have mit armbånd. Koste hvad det vil.

”Gi' mig mit armbånd!” halvråbte jeg rasende, imens jeg nærmest rystede livet ud af ham.

”What the...? Ej, ikke i sofaen, Zayn!”

Jeg hørte, hvad en tredje dreng sagde, hvorefter jeg sprang væk. Klamt!

Mit blik røg hen på en dreng, der gik med pyjamasbukser og en t-shirt på. Han havde brunt hår og så frækt på os. Ej, tag dig sammen!

"Vi laver ingenting! Han har stjålet mit armbånd," svarede jeg højt og vredt, imens jeg pegede på Zayn. Han kiggede forvirret på mig. Jeg opdagede, at han kun havde et par joggingbukser på. Hans overkrop var.. flot. Han havde en pæn sixpack, og så havde han åbenbart en tatovering. Men det ændrede ikke sagen!

"Okay, hvad sker der lige?"

Ham, der åbnede døren kom ind i stuen, og ham drengen, der spillede med Zayn rejste sig. Han havde lyst hår og så venlig ud.

"Han har nakket mit armbånd," gentog jeg og mødte Zayns blik. Han holdte armene op, som om han var uskyldig. Det var han ikke! Løgner!!!

Der var en lille stilhed, hvor jeg bare følte, at alle gloede på mig. Men måske var stilletter, små silkenatshorts og en lille top heller ikke det fedeste outfit at brase ind hos nogen med.

Døren ude i gang gik pludselig op og ind trådte en femte dreng. Jeg blev snart sindssyg. Var det her en totalt drengebolig.

”Se hvad jeg har fundet i elevatoren,” sagde han og holdte noget op foran hans øjne. Han så interesseret på det, men jeg var fucking ligeglad. Jeg så hårdt ned på Zayn igen, som bare sad og kiggede på mig med et ulæseligt blik.

”Måske kan jeg sælge det. Det ser dyrt ud,” fortsatte drengen, der havde fundet et eller andet.

Jeg var ved at skrige af Zayn, da jeg kunne høre den velkendte rasle lyd fra mit armbånd. Med vrede øjne så jeg hen på drengen, der stod ved døren. Og da jeg så, hvad han stod med, fræsede jeg hen til ham og rev det ud af hans hånd. Han så forskrækket på mig, hvorefter han sendte mig et undrende blik. Så kiggede han hen på drengene hurtigt og hen på mig.

Mere sagde jeg ikke, før jeg havde åbnet døren og var ude igen.

Jeg sukkede og fandt vejen op til lejligheden igen. Mine stilletter blev sat i gangen igen, og jeg gik ud i køkkenet for at finde noget spændende. Der var bare ikke rigtig noget, der så særlig lækkert ud. Typisk London-mad. Derfor endte det bare med, at jeg lagde mig ind i min seng og faldt i søvn igen.

 

Jeg sad og stirrede tomt ud i luften, imens jeg spiste søvnigt af mine cornflakes. Det var ti minutter siden, jeg vågnede, og jeg var stadigvæk møgtræt, selvom klokken var halv tolv. Jeg havde bare ikke sovet særlig godt i nat.

Megan var kommet hjem i nat. Jeg havde i hvert fald hørt døren. Faktisk var det den, der vækkede mig. Og så kunne jeg efterfølgende ikke falde i søvn. Så, rigtig fed nat, ikke?

"Tiff!" sagde en stemme pludseligt bag mig, så jeg var ved at falde ned ad stolen, som jeg sad og stenede på. Jeg genvandt hurtigt balancen og vendte mig om, hvor jeg mødte Megans blik. Hun så forfærdelig ud. Ikke fordi, at jeg så pæn ud. Tværtimod så jeg virkelig grim ud. Det gjorde jeg altid om morgenen. Mit hår strittede, jeg havde rander under øjnene, og jeg så bare død ud.

"Hej."

Jeg rejste mig op og gav hende et kram. Hun trak sig tilbage og kiggede undskyldende på mig.

Sorry, jeg ikke var der i går. Det var bare arbejdet, der lige gav mig en ekstra vagt.”

Det er okay,” svarede jeg og sendte hende et lille smil. Hun nikkede lidt.

Årh, jeg har glædede mig til, at du skulle komme,” begyndte hun og gik i gang med at tage noget morgenmad.

Har du?” spurgte jeg nysgerrigt og tog en skefuld mælk i munden, som jeg efterfølgende sank.

"Ja. Så har jeg idet mindste en veninde, der rigtig gider at shoppe. Jeg mener, der er ingen af mine veninder, der gider at gå i designerbutikker. De går alle sammen i sådan nogle lavprisbutikker. Forfærdeligt."

På den måde lignede Megan og jeg hinanden. Vi hadede begge billigt tøj, og havde begge penge til det dyre. Heldigvis.

"Nederen liv," sagde jeg kort. Hun nikkede ivrigt.

Jeg lagde min ske i skålen og kørte den lidt længere ind på kanten af bordet, så ikke den faldt ned på gulvet.

"Hvordan var flyturen herhen?" spurgte hun og satte sig ned ved siden af mig. Jeg trak på skuldrende.

"Fin nok. På nær, at der var en mand, der sad og snorkede foran mig."

Hun fnes lidt.

"Sur røv!"

Jeg nikkede hurtigt.

"Fik du så noget at lave i går? Så du noget af London?"

Ehh nej..

"Altså, jeg var strandet i en af elevatorerne i en time, da jeg kom herhen," begyndte jeg. Hun så med store øjne på mig.

"Seriøst?"

Jeg nikkede.

Hun begyndte at spise, så cornflakesne knasede i munden. Der var lidt stilhed, men den afbrød jeg:

"Ikke for noget, men de fyre, der bor på øverste etage. Er de bøsser?"

Først kiggede hun dumt på mig, hvorefter hun flækkede af grin. Jeg fattede bare ikke helt det sjove ved det. Var det da sjovt?

"Tiff, det er Harry Styles og Louis Tomlinson, der bor der," svarede hun med et smil. Hvem fuck var det? Jeg så dumt på hende.

"Og det er...?"

Hun gloede med enorme øjne på mig, hvorefter hun udbrød:

"Det er dem fra One Direction. De har vist Zayn, Louis og Niall på besøg lige nu, og..."

For hvert ord hun sagde, døde jeg endnu mere indeni. Havde jeg gjort mig selv til grin... foran One Direction? Åh gud.

"Hvorfor spørger du?" spurgte Megan mig og så pludseligt bekymret på mig.

Jeg sank en klump.

"Det var fordi.. at jeg ligesom.. overfaldt dem i går," svarede jeg med en skinger stemme. Hun spærrede øjnene op.

"Det gjorde du bare ikke!" halvråbte hun. Jeg nikkede flovt og så ned i bordet.

"Ej, Tiff! Ved de, hvor du bor?"

Hun lød fortvivlet.

"Ehm, jeg sad i elevatoren med Zayn, da den stoppede, og fortalte ham det, da jeg skulle ud, så ja.."

Det lignede, at hun var ved at råbe.

"Du bliver altså nødt til at sige undskyld. Ellers kan det være, at de sagsøger mig. Og så skal jeg flytte," begyndte hun. Jeg gloede olmt på hende.

"Jeg kan da ikke gå op og sige.. det ord!" halvråbte jeg panisk. Det kunne jeg virkelig ikke! Det der u-ord lå bare ikke godt i min mund!

"Tiff, du bliver nødt til det. Helt seriøst."

Hun så seriøst på mig, hvilket gav mig dårlig samvittighed.

Jeg skulle i hvert fald ikke være skyld i, at hun blev sat på gaden! Så ville vores venskab da først være forbi.

"Men.. så bliver du nødt til at hjælpe mig," mumlede jeg. Hun rystede med det samme på hovedet.

"Nej. Den her må du selv klare."

Årh! Dog forstod jeg hende godt. Som om hun gad at gøre sig sådan til grin.

"Kan du så ikke hjælpe mig med at skrive en seddel?" spurgte jeg med et håb i stemmen. Det ville da nok være nemmere, hvis jeg kunne læse op fra noget.

Hun fnes lidt.

"Jo jo."

Så fandt hun et stykke papir og en kuglepind og hjalp mig med at skrive en tekst. En tekst som jeg uheldigvis skulle op og sige foran fem drenge, der var verdenskendte. Det var forfærdeligt.

"Jeg er ikke hjemme i aften. Så gør det godt med en middag!" sagde hun, da teksten var færdig. Jeg så med store øjne på hende.

"Jeg kan ikke lave mad!"

Hun grinede af mig.

"Det bliver du nødt til. Please, Tiff. Det vil måske stille dig og mig i bedre lys. Nu tror de nok, at jeg er sådan en syg en, der har en syg veninde."

Jeg kiggede ondt på hende, men forstod hende så godt. Jeg havde jo selv gjort mig fuldstændig til grin foran One Direction. Det var virkelig pinligt! Og så havde jeg nærmest voldtaget Zayn. Han må da hade mig nu.

"Okay, tag et bad og gør dig klar, og så gå op til dem," forlangte Megan. Jeg nikkede dumt og rejste mig, hvorefter jeg gik ud og tog mig et varmt bad. Derefter fandt jeg et par lange hvide Marc Jacobs jeans, en oneshoulder-shirt i sort med et hvidt mønster fra Michael Kors. Så kunne jeg tage mine sorte Christan Louboutin stilletter på til.

Mit hår blev redt og føntørret, og mit ansigt blev dækket af en smule foundation, hvorefter jeg kom lidt mascara på mine øjenvipper. Så var jeg vist klar til at dø. Men hvis jeg skulle dø, skulle jeg idet mindste også være pæn.

Jeg tjekkede mig ud en sidste gang i spejlet og rettede en enkelt gang på mit blonde hår. Så gik jeg roligt ud i gangen og tog mine stilletter på.

"Går du nu?" råbte Megan inde fra stuen af. Jeg gik ind til hende. Hun sad i sofaen og så fjernsyn, imens hun spiste en appelsin.

"Ja, hvor er sedlen?" svarede jeg og kiggede rundt efter den.

"På køkkenbordet. Fede sko. Christian Louboutin?"

Jeg smilede og nikkede. Endelig var der da en, der kunne gætte, hvem der havde designet disse sko her.

"Nå, jeg.. går. Ses. Forhåbentlig om lidt."

Jeg vendte mig om og begyndte at gå ud, da Megan råbte: 

"Husk det med middagen!"

Suk.

Jeg lukkede døren i og gik med små skridt hen til elevatoren. Imens jeg ventede på den, læste jeg hurtigt sedlen og øvede mig lidt på, hvordan jeg skulle snakke. Og så forberedte jeg mig på at blive gjort endnu mere til grin.

Jeg kom op på etagen, hvor drengene boede og gik med museskridt hen til deres dør. Gad vide om de overhovedet var hjemme. Årh, det håbede jeg virkelig, at de ikke var! Så jeg kunne slippe for det her møg. Jeg kom til deres dør og ringede tøvende på døren. Please, ikke vær hjemme! Please.

Selvfølgelig er heldet ikke med mig. Typisk. Døren blev åbnet og ham drengen med det lyse hår stod denne gang i døren. Han så sjovt på mig og smilede så.

"Hej," sagde han, som om vi var venner. Underligt. Det er de englænderne. De er virkelig mærkelige.

"Eh, hej. Jeg har noget, som jeg gerne vil sige til.."

"Zayn?" afbrød han mig. Jeg så med løftet øjenbryn på ham, da en anden fyr stak hovedet op over den lyse drengs. Han så smilende på mig.

"Hey."

Okay, jeg følte mig virkelig dum!

"Altså, jeg har noget, jeg gerne vil sige til jer alle sammen," fortsatte jeg. De nikkede.

"Så kom ind."

De fjernede sig begge, og jeg trådte med små skridt derind. Ikke ligesom sidst. Det var måske lidt dramatisk.

"Drenge!" råbte en af dem, jeg lige havde snakket med.

"Hvad?"

Det var Zayns stemme. Øv, kunne han idet mindste ikke være gået.

"Kom her ud.."

Ham og to andre drenge kom gående ud, og da de så mig, kiggede de bare underligt på hinanden. Selvfølgelig skulle de også lige give mig det berømte elevatorblik. Og så vendte de alle opmærksomheden mod mig. Ikke, at jeg havde noget imod det.

Jeg gjorde mig klar til at læse op, så jeg rettede hurtigt på min stemme og så på min seddel.

”"Hej, Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn. I går var en meget underlig dag. Det med mit armbånd var en fejltagelse. Det var ikke meningen, at jeg skulle komme brasende ind i jeres lejlighed og spolere end dag. Jeg...' Siger jeg det?!"

Jeg stoppede op, da jeg så, at der stod u-ordet på min seddel. Jeg gloede lidt på ordet, da jeg kom i tanke om, at de nok ventede på, at jeg fortsatte.

"Øhh. Jeg.. u-un-und.."

"Undskylder?" forsøgte en af drengene. Jeg nikkede hurtigt.

"Det skal ikke gentage sig'," citerede jeg og krøllede derefter sedlen sammen. Jeg så på drengene og opdagede, at de alle kiggede sjovt på mig. Okay, var jeg virkelig bare én stor spøg?

"Det er i orden," svarede ham, som jeg havde skubbet ind i væggen, da jeg skulle ind. Jeg nikkede lidt og bed mig i læben.

"Min veninde sagde, at jeg skulle spørge, om jeg skal give en middag? Nede hos mig. Hende. Hun er ikke hjemme."

Jeg lød en smule nedladende, da jeg sagde det. Men det sidste jeg havde lyst til var nu også, at have dem på besøg.

De begyndte at veksle blikke og nikkede så til sidst.

"Jo.. Det vil vi da gerne," sagde en af drengene med det brune hår. Jeg kunne virkelig ikke finde ud af deres navne!

"Okay. Så kom ned klokken syv," svarede jeg uden at tænke over, at det allerede var om 5 timer. Så havde jeg da travlt, hvis jeg skulle nå at lave mad!

"Så kommer vi, hvor bor du?"

Jeg så kort hen på Zayn, som stod og kiggede opslugt på mig.

"Det ved Zayn.. Nå, men så ses vi."

Inden de sagde mere, skyndte jeg mig ud ad døren og hen til elevatoren. Jeg var helt lettet over, at de havde taget det så pænt.

Men hvad jeg ikke var lettet over var, at de ville komme til middag. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af at lave mad! Så måtte jeg i hvert fald have Megans hjælp. Hvis hun altså havde tid. Ellers ville jeg nok bare brænde hendes køkken af...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...