Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
636Kommentarer
105840Visninger
AA

15. 14

Mit hjerte sprang et enkelt slag over, da han kørte en hånd over mit lår under dynen og op til min mave. Jeg kunne vel godt være ærlig og sige, at jeg ikke havde været sammen med nogen i månedsvis. Godt nok var livet nærmest en fest for mig, men jeg gik aldrig i seng med andre end kærester. Så var jeg i hvert fald dømt en luder. 
Jeg flettede mine fingre ind i Zayns og kunne mærke, at han strammede grebet en smule. Hans anden hånd begyndte tværtimod at røre mig, og for hvert sekund følte jeg vores kys blev mere intenst og udviklede sig. Måske var det forkert, men det var ikke ligefrem fordi jeg havde lyst til at stoppe. Egentlig nød jeg bare berøringen og kysset. 
Han slap min hånd og skubbede dynen ned på gulvet, hvorefter han skubbede mig blidt ned på sofaen og lagde sig ovenpå mig. Han kyssede mig ned langs halsen, imens jeg fik samlet noget luft imellem nogle små støn. Min puls kørte på højtryk, og jeg brændte indvendigt. Af lyst. Lysten af Zayn lød tiltrækkende i mit hoved lige nu. Det var alt jeg kunne tænke på i dette øjeblik.
Jeg trak ham op til mig igen, så han kyssede min mund igen, og sådan fortsatte vi i lidt tid. Det var som om han gerne ville noget mere, men holdte igen - ligesom mig. 
Jeg holdte stramt om hans nakke, da han trak sig ufrivilligt tilbage og så en smule forpustet på mig.
"Måske bør vi stoppe her.." sagde han imellem hans dybe vejrtrækning. Jeg nikkede og tog en dyb indånding, så jeg kunne få styr på min. Han satte dig roligt op og så på mig med et lille smil. Jeg satte mig op ved siden af ham og kunne mærke en lille varm følelse, da han lagde armen om mig. Jeg rykkede mig lidt tættere ind til ham, og lod hans hoved hvile på mit. Jeg overvejede at sige noget, men hvad vidste jeg ikke helt i første omgang. Efter en lille tavshed startede bragte han et emne op, som så udviklede sig til et kæmpe et. Faktisk snakkede vi til langt ud på natten. Indtil jeg var vef at falde i søvn op af ham. Så sagde han stop, og ville have, at jeg gik i seng, så jeg kunne sove godt.
Jeg stod ude på toilettet og redte mit hår med hænderne, eftersom jeg ikke havde nogen børste med. Zayn var i gang med at gøre gæsteværelset klar til mig. Jeg havde selv valgt at sove derinde, eftersom jeg havde brug for lidt tid til at tænke. 
Jeg skyndte mig ud fra badeværelse, ud på den mørke gang og ind på værelset, hvor Zayn stod og trak gardinet for. Jeg kunne høre, at det stadigvæk regnede en del udenfor. Han vendte sig om og fik øje på mig.
"Nå, så må du sove godt," sagde han og gik hen til mig. Jeg smilede lidt og fangede hans øjne, der var varme.
"I lige måde.." 
Han smilede stort.
"Du kommer bare ind, hvis der er noget, ikke?" spurgte han hurtigt. Jeg nikkede og stirrede lidt på ham.
"Nå, men så godnat," sagde han og gik langsomt ud ad værelset. For sent at gøre noget.
Jeg sukkede lydløst af mig selv og satte døren på klem. Jeg slukkede for lyset og lagde mig i mørket hen i sengen. Den var ret god at ligge i, så jeg fandt mig hurtigt til rette, imens jeg bare lå og stirrede ud i luften. Jeg kunne slet ikke finde rundt i mine følelser lige nu. Altså for Zayn. Den ene halvdel af mig sagde, at han var lige mig, den anden sagde, at jeg skulle vente lidt og se tiden an. Jeg havde jo i princippet også først lige mødt ham, men han bare så anderledes i forhold til andre. Selvfølgelig var han også sød, sjov, flot, han havde bare et eller andet ekstra, som jeg ikke helt kunne gennemskue. Bare et eller andet, der gjorde mig interesseret i ham. Og udover det, fandt jeg ham enormt tiltrækkende. Det gjorde jeg slet ikke første gang, vi mødtes, men se nu. Vi havde haft gang i lidt inde på sofaen, men det var måske lige lovlig tidligt at gå videre med det næste. Vi var jo sådan set ikke en gang kærester. Men jeg var egentlig rimelig sikker på, at han følte et eller andet for mig. Og omvendt fra min side. Faktisk var jeg 100 % sikker.
Efter jeg havde ligget og tænkt igennem, halvsov jeg lidt. Jeg var enormt træt efter i dag, så jeg havde egentlig bare brug for at sove lige nu. Jeg lod mine øjne falde i og nød regnens larm. Den erstattede næsten bilernes larm. Selvom jeg dog foretrak bilerne. Jeg vendte mig om, så jeg lå mod vinduet, da der kom et blink ind igennem vinduet. Jeg åbnede øjnene og hørte et brag. Ikke nu! Hvorfor skal det tordne, når jeg er her?! 
Det næste brag kom, og sådan fortsatte det. Jeg havde der fint med dem, der var da jeg gik hjem, men nu.. de var jo ikke mere end 2 km fra mig. 
Jeg lå med dynen trukket helt op over mig og prøvede at sove, men min krop gav et sæt hver gang det næste tordenbrag kom. Og sådan kunne jeg ligesom ikke rigtig falde i søvn... 
Jeg stak hovedet ud ad dynen og så på det digitale ur, der stod på sengebordet. Klokken var 03:26. Og jeg lå stadigvæk vågen! Jeg gabede og satte mig op, da et tordenbrag fik mig til at fise ned under dynen igen. Okay, jeg var virkelig ikke vild med det her..
Jeg forsøgte at lukke øjnene og tænkte på noget beroligende, men det næste brag gjorde det umuligt. Det var højt og rummeligt, og lød næsten drabeligt. Jeg klemte øjnene sammen og tænkte automatisk på at gå ind til Zayn. Han sagde jo, at jeg bare kunne gå ind til ham. Men så ville jeg med garanti fremstå som en kylling. Men alligevel...
Jeg rejste mig roligt op og listede hen til døren, da der kom et brag. Jeg fik et chok og sprang nærmest ud ad den. Så halvløb jeg listende hen til Zayns dør, de var lukket. Jeg stod og overvejede, om jeg var latterlig, eller om jeg skulle tage chancen. Jeg tog en dyb indånding og trak ned i dørhåndtaget. Døren gik roligt op, og jeg kiggede hen mod sengen, hvor der lød en lille snorken fra. Han sov. Og nu kom jeg og ødelagde det... Måske skulle jeg bare gå igen. Nej, det skulle jeg ikke, da jeg hørte det næste brag! Jeg gik ind og lukkede døren bag mig. Jeg overvejede at ligge mig hos han og bare føle hans nærvær, men så ville han nok blive ret forvirret, når han vågnede. Jeg gik stille hen til ham.
"Zayn?" hviskede jeg. Han rørte ikke rigtig på sig.
"Zayn?" gentog jeg lidt højere og rykkede lidt på ham. Han glippede lidt med øjnene og åbnede dem så.
"Tiffany?" spurgte han og satte sig op. Han lød træt og forvirret. 
"Hvad er der?" sagde han og tændte sin natlampe, der stod på sengebordet. Den lyste svagt op, så vi kunne se på hinanden. Han havde fået lidt uglet hår, men det var ret pænt.. Jeg kunne godt lide det. 
"Jeg kan ikke sove.." mumlede jeg og kiggede lidt ned i jorden. Han skulle til at sige noget, da der kom et ordentligt brag, som jeg spjættede af. Han kiggede med løftet øjenbryn på mig.
"Kan du ikke lide torden?" spurgte han. Jeg så lidt på ham.
"Altså.. Ikke når det er så tæt på."
Han smilede lidt. 
"Vil du sove herinde?" tilbød han. Jeg smilede skævt.
"Hvis du ikke har noget imod det..."
Han smilede en smule større.
"Bare læg dig."
Han rykkede et tak længere ind, så jeg fik den plads han lå på. Forsigtigt lagde jeg mig ned. Zayn så lidt på mig og lagde så dynen over os. Her var dejlig varmt. Han havde gjort min plads helt varm, så jeg frøs i hvert fald ikke. Jeg vendte mig om mod ham og så, at han kiggede på mig. Jeg var ved at smile, da jeg begyndte at gabe. Han grinede lidt af mig. Jeg så træt på ham.
"Skal jeg slukke lyset?" spurgte han. Jeg nikkede.
"Kan du godt.." 
Han lænede sig frem mod mig og helt over mig, så jeg fik halvdelen af hans bare overkrop i hovedet. Måske ikke lige i hovedet, men den var nogle centimeter fra mit ansigt. Han slukkede for lyset og lod sig dumpe ned ved siden af mig. Jeg kunne se ham i mørket, da der stadigvæk var lidt lyst udenfor. Himlen havde forholdt sig mørkegrå, så helt mørkt var der heller ikke. 
"Godnat.." mumlede jeg og lukkede øjnene og sukkede dybt af tilfredshed. 
"Godnat. Sov godt," svarede han. Jeg svarede ikke, men prøvede bare falde i søvn. Det gik bedre end før, men de der tordenbrag gik mig virkelig på nerverne!
"Sover du?" mumlede Zayn, da jeg begyndte at rykke på mig. 
"Nej," svarede jeg opgivende og slog øjnene op. Vores blikke mødtes. 
" Og det er vel min skyld, at du ikke gør.." mumlede jeg kort. Han fnes lidt.
"Det er lige meget," svarede han og smilede. Jeg gengældte hans smil og prustede lidt, da næste tordenbrag lød.
"Af alle ting i verden, er du bange for torden," sagde Zayn lidt for sig selv. Jeg sendte ham et lidt skarpt blik.
"Du ved da ikke ellers, hvad jeg er bange for," svarede jeg og prøvede at komme lidt væk fra torden-emnet. Han så på mig med sine flotte brune øjne.
"Hvad er du ellers bange for?" spurgte han nysgerrigt.
"Edderkopper, regnorme, snegle, myrer.."
"Som ikke er dyr," afbrød Zayn mig med et smil. Jeg tænkte lidt.
"Tæer," svarede jeg så. Han begyndte at grine højlydt, hvilket lød godt i mine ører.
"Mener du det?" spurgte han grinende. Jeg nikkede fast. Han stoppede sit grin med det samme og gloede med store øjne på mig.
"Er du helt seriøst?" 
Jeg nikkede igen.
Han fnes lidt.
"Hvad har de gjort dig?" spurgte han med et lille smil. Jeg rynkede hurtigt på næsen.
"Jeg syntes bare, at de er.. farlige," sagde jeg med et skuldertræk. Han smilede stort.
"Du er virkelig.."
Jeg slog ham blidt på skulderen, da et tordenbrag lød. Jeg tror det var lige over os, hvilket gjorde mig en smule forskrækket.
"Der sker ikke noget," forsikrede Zayn mig. Jeg så på ham og mødte hans blik. Hans øjne var virkelig så smukke. Jeg kunne kigge på dem hele tiden. Under dynen kunne jeg mærke, at han rørte min hånd blidt og nussede den lidt. 
Ingen af os sagde rigtig noget, vi kiggede bare mere på hinanden. Jeg var ret træt. Hvis jeg slet ikke kunne få sovet i nat, ville jeg virkelig være død i morgen. Og jeg ville være så forfærdelig sur. Og sådan skulle Zayn ikke ligefrem se mig. 
"Sover du eller hvad?" 
Jeg vågnede op af min trance og så hurtigt opmærksomt på ham.
"Sorry.. Jeg er bare træt."
Jeg smilede undskyldende til ham. Han smilede svagt.
"Det er jeg godt nok også. Kan du godt falde i søvn nu?" 
Jeg trak på skuldrende.
"Det skal nok lykkedes," svarede jeg og lukkede øjnene. Jeg tror ellers, at tordenvejret var dumpet lidt af. Det ville være godt. 
Jeg faldt hurtigt lidt hen og halvsov en smule. Mine ører ignorerede næsten alting. Dog kunne jeg høre Zayns vejrtrækning, der blev dybere og dybere, og til sidst var den sådan set regelmæssig. Han måtte være faldet i søvn. Jeg lyttede stille til den, og takket være den, kunne jeg selv falde i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...