Hun er forbudt område! - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2012
  • Opdateret: 24 jan. 2013
  • Status: Færdig
Amberlyn Waldorf. Navnet på pigen, alle directioners ønskede at være. Hun var Louis Tomlinson's bedste veninde, og det havde hun været siden børnehaven. De er da også lidt forelskede, men det har aldrig været noget seriøst. Da Amberlyn's kæreste, slår op en dag, og hendes hjerte bliver revet itu, kommer Louis og redder hende. Han inviterer hende med på tour, for at gøre hende gladere. Han har fortalt drengene hun er forbudt område, men holder de det løfte, og holder nallerne fra hende? Hvad gør Louis, når han falder pladask for Amberlyn? og hvad gør Amberlyn, til allersidst, når to drenge er faldet for hende og hun er NØD til at vælge?

589Likes
461Kommentarer
125446Visninger
AA

13. Noget dumt.

Zayn og Louis stod foran mig. Jeg tog mig til hovedet. "Nej.. Nej, drenge.. nej!" hulkede jeg, og tårerne trillede ned af mine kinder igen. Jeg så over på Harry, der lagde en hånd på min skulder.  "Amb.. jeg vil bare snakke med dig, som din ven," sagde Louis stille, og gik et skridt tættere på mig. "Og det samme med mig," sagde Zayn. Jeg nikkede, men så nervøst over på Harry, jeg nu følte var den eneste jeg fuldt ud kunne stole på. Og så var der selvfølgelig Liam og Niall, men Harry havde lige været den første på vejen. 

"Jeg smutter.. Amberlyn, du skal nok klare det," sagde han stille, og gik ud af døren. Jeg tørrede de sidste tårer væk. Det måtte være nu, jeg skulle spille stærk. Eller prøve på at være det. "Hva' så?" mumlede jeg stille, og satte mig trygt i sengen. 

"Mig og Louis har diskuteret det. Du er nød til at prøve på at vælge, eller sådan noget. Vi kan ikke gå rundt sådan her længere. Det er for hårdt," sagde Zayn, og gav et lille suk fra sig. "Du sårer ikke nogen af os. Bare så længe du siger sandheden," sagde Louis stille. "Jeg.. Jeg kan jo ikke?" Louis grinede kort, og tog sig derefter til munden. "Kan du ikke vælge? Hvad er det, du mener, Amberlyn?" sagde Zayn stille, mens tårerne steg. Hvordan kunne Louis bare sådan grine? 

"Jeg kan IKKE vælge. Jeg har lige mange følelser for jer begge. Og nej, det er ikke kun 'venne-følelser'.." Zayn rystede på hovedet. "Der er altid en, eller et eller andet, man foretrækker." Jeg vidste også godt hvem jeg foretrak. Det var overraskende nok, Zayn. Han var så sød, og anderledes, i forhold til Louis. Og Louis, havde været min bedste ven i så lang tid. Jeg kunne ikke såre ham. "Jeg.. jeg.. Skal lige snakke med .. jer, hver for sig," sagde jeg stille. Louis gik ud, og jeg så over på Zayn. 

Jeg så op og ned af ham. Nedstirrede ham. Jeg kunne ikke forstå mig selv. Det ville da være logik for burhøns, hvis jeg var faldet for Louis. Nu var det bare sådan, jeg havde skjult for mig selv, at Zayn var min favorit, som kæreste materiale. Eller var han? Jeg kunne ikke holde styr på mine følelser længere, da de bare fløj rundt i rummet. "Hva' så?" sagde Zayn, med et lille smil. "Jeg har brug.. jeg har brug, for at gøre det her," mumlede jeg stille, og Zayn nikkede. Jeg rejste mig, med et hurtigt hop. Han var klar til næsten alting, kunne man se på ham. Han frigjorde hans arme, fra korset han havde haft dem i over brystet, og lod dem hænge ned langs siden. Jeg lænede mig frem, og kyssede ham blidt. Kysset blev længere, og længere, og jeg lænede langsomt min krop ind mod hans. Han knugede mig ind mod hans krop, og låste døren bag ham. Han skubbede mig igen ned mod sengen, og alt blev lige pludseligt varmere derinde. Jeg smed min trøje, og knugede mig ind mod hans varme krop. Han smed hans skjorte, der kun var knappet halvt. Jeg så op og ned af Zayn, og et lille støn slap ud i mellem mine læber. Han trak langsomt mine jeans af, og jeg hjalp til. De var svære at få af - da de var så stramme, om mine små ben. Han fik hurtigt smidt sine bukser, over i et hjørne, og jeg satte mig målrettet oven på ham. Hurtigt var vi helt nøgne.

*

Et hårdt bank på døren gav genlyd i mine øre. Jeg var stadig forpustet, og derfor var der intet overskud til at rejse sig. Jeg så over på Zayn, der lå stadig ligeså forpustet som mig, og så over mod døren, som mig, lige før. "Hvad gør vi?" gispede jeg, og rullede om på min ryg. Zayn så roligt på mig, og pustede ud en sidste gang. "Louis dræber mig.." sukkede jeg stille, og så ned. "Hvad med mig?" sukkede Zayn, og så på mig, med et alvorligt blik.

Banket kom endnu hårdere på døren, og jeg samlede mit tøj op. Jeg listede ud på toilettet, og fik det trukket på. Hvad havde jeg lige gjort? Louis var min bedste ven. Og jeg havde nærmest lige forrådt ham. Og nu, ja, først nu, kom det som et lyn for mig. Jeg var ment til at være sammen med Louis. Det var min skæbne, og det var jeg næsten hunrede procent sikker på. Jeg kunne ikke med Zayn, og jeg vidste ikke hvad der gik af mig, da jeg kyssede ham. Som sagt - mine følelser var blandede, forvirrede, og jeg havde brug for at finde mig selv, inden jeg kunne være sikker på noget. Men der var nu én ting jeg var sikker på. Louis skulle ikke vide det her. Jeg satte mit hår på plads, og gik ud til Zayn, der også havde fået sig tøj på.  "Jeg retter lige mit hår," sukkede han, og gik ud på toilettet. Jeg fulgte efter ham, og prikkede ham på skulderen. "Vi er enige om, at Louis ikke finder ud af det her, der skete?" sagde jeg stille, med tårerne i mine øjne. "Amberlyn, du må ikke græde," sagde Zayn stille, og holdte mig ind til ham. "Det er .. vel.. Han får ikke noget at vide," sagde han, og klemte mig ind mod ham. Jeg snøftede, og så rundt. Her så faktisk meget godt ud. Ikke særligt rodet, og ingen ville fatte mistanke. 

"Jeg låser op..." sukkede jeg, og gik hen til døren. Jeg drejede langsomt på låsen, indtil den sagde et klik, og så åbnede jeg døren, meget langsomt, som om jeg stadig var så stille som før. Men noget var ændret i luften i mellem mig og Zayn, det kunne man mærke. 

Louis stod udenfor døren, med et alvorligt blik, jeg helst ville undgå. "Din tur," sagde jeg stille. Et smil bredte sig udover Zayn's læber, og han vinkede til mig. "Hvordan gjorde du det?" spurgte Louis, og lukkede døren bag sig. "Lang historie," sukkede jeg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...