Hun er forbudt område! - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2012
  • Opdateret: 24 jan. 2013
  • Status: Færdig
Amberlyn Waldorf. Navnet på pigen, alle directioners ønskede at være. Hun var Louis Tomlinson's bedste veninde, og det havde hun været siden børnehaven. De er da også lidt forelskede, men det har aldrig været noget seriøst. Da Amberlyn's kæreste, slår op en dag, og hendes hjerte bliver revet itu, kommer Louis og redder hende. Han inviterer hende med på tour, for at gøre hende gladere. Han har fortalt drengene hun er forbudt område, men holder de det løfte, og holder nallerne fra hende? Hvad gør Louis, når han falder pladask for Amberlyn? og hvad gør Amberlyn, til allersidst, når to drenge er faldet for hende og hun er NØD til at vælge?

589Likes
461Kommentarer
125414Visninger
AA

2. Dagen før dagen.

Solen hang langt oppe på himlen, og jeg havde hoppet på min cykel, og var ud på vej mod engen. Jeg havde sat mine solbriller på næsen, og cyklede med fuldt fart frem af. Vinden kærtegnede blidt mine solbrune ben, og mit hår fløj rundt bag mig. Jeg tog meget ud til engen i øjeblikket. Det var rart, stille, og fredfyldt. Jeg hoppede af cyklen ved kanten af engen, og smed min røde cykel ned på jorden. Jeg tog en dyb indånding, og begav mig ud i det højee græs, med smukke gule og lilla blomster i blandt sig. Solskinnet gjorde så at de hele så ud som et eventyr. Fuglene sang, og jeg lukkede kort øjnene bare for at nyde det hele. Jeg strøg blidt mine hænder langs græsstråene, og begav mig hen mod det store træ midt på engen. Jeg smed mig ned mellem blomsterne, og lænede mig op af det store træ. Jeg tog en dyb indånding, og pillede ved et græstrå. Min mobil vibrerede, og jeg fik den fumlet op fra min lomme. Jeg så kort rundt og svarede. 

"Hallo, det er Amberlyn," mumlede jeg stille.

"Hey babe," sagde Louis. Han lød meget glad. 

"Hey," klukkede jeg stille.

"Så.. er du klar til i morgen?" spurgte han. 

 "Nej, hvad er det nu jeg skal?" sagde jeg toneløst. "Ej, jeg driller... Selvføøølgelig er jeg det, jeg glæder mig meget!"

"Hahah, godt," grinte han stille, og rystede lidt med hånden. "Hvordan har du det ellers?" spurgte han og der blevet pludseligt stille i telefonen og omkring mig. Glæden forsvandt. Jeg fik langsomt tårer i øjnene, og tørrede dem rystende væk.

"Amb.. har jeg nu fået dig til at græde?" spurgte han stille, og sukkede.

"Nej Nej..." sagde jeg stille, og tørrede de største tårer væk. "Jeg.. har det bedre," sagde jeg stille, og smilede svagt. "Når jeg kan se frem til noget.. er alt meget godt," grinte jeg stille.

"Okay," sagde han stille. "Jeg må smutte nu.. Men jeg henter dig i morgen," sagde han, og smilede, kunne jeg høre. "Okay.. Hej hej Lou," sagde jeg stille, og så rundt. "Hej hej," grinte han.

Jeg lagde på, og rejste mig igen. I flere minutter sad jeg op af træet med lukkede øjne og slappede helt af.. Min mor var sikkert bekymret, og jeg kunne ikke overskue, at hun skulle til at skælde mig ud. Jeg gik ud gennem græsstråene, og blomsterne med langsomme skridt. Jeg nød bare solen så længe jeg kunne. Jeg samlede langsomt min cykel op, og cyklede med fuld fart hjem ad. Grunden til min mor, Louis, og stortset alle var bekymrede for mig, var fordi min kæreste, gennem 5 år, slog op bare sådan lige pludselig, for nogle dage siden. Daniel, var navnet. Jeg boede med ham, inde i London og alting gik godt. Men så sagde han nogle sårene ord, og slog bare sådan op, lige pludselig. Han havde ikke rigtigt nogen grund. Rygterne gik dog, at han havde været mig utro. Det var derfor jeg var ked af det, og derfor var så mange mennesker bekymrede sig om lille mig. Jeg havde egentligt mest af alt bare lyst til at være alene, men at få lov til at komme med på touren, var bare alt for stort og godt til at jeg kunne sige nej. 

Jeg stillede min cykel op mod væggen ud mod vejen, og gik ind af døren. Jeg lynede op for min jakke, og smed den på gulvet sammen med mine sko.

"Hej skat," sagde min mor ude fra køkkenet. Jeg drejede rundt på mine tæer og gik derud.

"Hej," mumlede jeg stille og smed mig ned på en af de sorte plastik stole.

"Hvordan har du det idag?" spurgte hun, og tørrede en tallerken. "Bedre. Det hjælper at have noget at se frem til," gentog jeg nærmest, og gav hende et stort smil. Hun behøvede ikke at bekymre sig om mig, hun skulle bare være glad.

"Godt," smilede hun og kyssede mig på panden. Jeg sukkede grinende, og så lidt rundt. Jeg glædede mig overraskende meget til i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...