Spejlhelvede

"Jeg tog en dyb indånding og kiggede ind i spejlet. Jeg kunne ikke se noget derinde, kun mig... Jeg åndede lettet op - eller... næsten. Hun var der ikke. DET var der ikke. Jeg så det jeg helst ville se: mig selv. Alligevel var jeg ikke rolig. Men jeg vendte mig alligevel om og ville gå tilbage i seng. Det var der jeg blev grebet om skuldrene, med to lange og tørre, arme, med skarpe negle. Jeg skreg, men mit skrig blev ikke til andet end en halvkvalt hvisken. To arme mere, greb fast om mine håndled. Jeg skreg igen, men forgæves. jeg skreg igen, men de klamme fire arme, blev ved med at trække mig længere og længere ind i spejlet. Derefter blev alting sort..." Spejlhelvede er en "jeg-fortæller bog" som handler om en pige som hedder Mina - Hun hedder rigtig Marylinn, men hun hader det navn, så hun har skiftet navn til Mina - Men hun bliver trukket ind i et spejl og kommer til en verden med sorg og skam. Et rigtigt Spejlhelvede.

8Likes
15Kommentarer
1167Visninger

1. kapitel

Jeg har aldrig følt at jeg passede ind. Jeg er bange. Jeg er bange for… Mennesker. Jeg er bange for at de vil gøre mig ondt. Jeg er anderledes. Jeg har altid været anderledes. Men alligevel, har jeg et meget normalt liv, men ingen venner.

Jeg fik en ny frygt den dag. Den dag, hvor jeg kom ned til helvede via et spejl. Jeg gyser ved tanken. Mit liv ændrede sig af det. Og min angst blev større. Men alligevel, har jeg lyst til at fortælle den:

Jeg vågnede med et sæt. Det var bare et mareridt. Jeg gik ud på badeværelset, for at plaske noget vand i hovedet.

Jeg så mig selv i spejlet. Jeg var træt, alting var lidt sløret, jeg stirrede ind i spejlet, gned mig i øjnene og så, så igen. Jeg fik et chok, og gik hurtigt væk fra spejlet. Jeg havde set nogen derinde. Jeg havde set en pige. En på ca 18 år. Jeg troede ikke på myter om Bloody Mary, og jeg kunne ikke lade være med at kigge igen. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ind i spejlet. Jeg kunne ikke se noget derinde, kun mig... Jeg åndede lettet op - eller... næsten. Hun var der ikke.  Det var der ikke. Jeg så det jeg helst ville se: mig selv. Alligevel var jeg ikke rolig. Men jeg vendte mig alligevel om og ville gå tilbage i seng. Det var der jeg blev grebet om skuldrene, med to lange og tørre, arme, med skarpe negle. Jeg skreg, men mit skrig blev ikke til andet end en halvkvalt hvisken. To arme mere, greb fast om mine håndled. Jeg skreg igen, men forgæves. jeg skreg igen, men de klamme fire arme, blev ved med at trække mig længere og længere ind i spejlet. Derefter blev alting sort...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...