Dræb mig nu bare (dødsspillet)

Historien handler om 12-årige Kasie, der opgiver alt, da hun bliver valgt til, at deltage i det syttene dødsspil. Selvom hun kommer fra distrikt 1, var der ingen der meldte sig som frivillig for hende. Den næst yngste er Phil på fjorten år, og selv han er god til, at håndtere et våben... Selvom nogle er gavnmilde, er der også andre der kun ser hende som et skadedyr... Der skal udryddes...

6Likes
19Kommentarer
2281Visninger
AA

10. Hjertebanken

Da kanonen endnu engang lydder, slipper jeg mit tag om pisken. Mine hænder og arme er røde af blod, ligsom den jord jeg står på. Rundt om mig ligger 6 lig. Seks døde børn, der bare alle sammen ville hjem, til deres familie. Jeg burde ikke kalde dem børn. Den yngste var 4 år ældre end mig. 

Jeg kan mærke mine øjne, der langsomt bliver sløret, og sorte prikker begynder, at danske for mine øjne. I starten tror jeg, at jeg græder, men så kommer jeg i tanke om det. Min hals, der bare er et stort stykke kød. Jeg sætter mig på knæ, og begynder panisk, at lede den rygsæk igennem, som Sam var så klog, at tage med. Heldigvis ligger der en rulle forbinding helt nede i bonden. Mine hænder lukker sig om den, og jeg kører hurtigt rullen rundt om min hals.                                                  Blodet stopper langsomt med, at trille ned på min sorte dragt, og jeg rejser mig langsomt op, da det går op for mig. Seks døde. Fjorten døde på førstedagen. To døde på andendagen. Jeg er i finalen. Mig. En tolv-årig, men en ambison. Jeg er tov, men stærk. Det ligger i mit blod, jeg har måske en chance for, at vinde det her. Jeg skal bare finde ud af, hvem jeg skal kæmpe imod.

En halv time efter har jeg taget pisken, en kniv og buen, samt den store rygsæk, og ligger nu i mit gamle skjulested. Eftersom jeg er den eneste ambison, der er tilbage, ville det være for farligt, at gemme mig ved overflødighedshornet.                Om lidt spiller de nationalsangen, og så kan jeg finde ud af, hvem jeg skal kæmpe imod imorgen.                                               På slaget, begynder nationalsangen. 

Først vises Sams ansigt, så Felicia, Olive, drengen fra 6, drengen fra 7, og pigen fra 8. Derefter bliver der stille. Det vil sige, at alle fra 12, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3... åh nej. Ikke alle Ambisonerne er døde. Jeg skal kæmpe mod drengen fra 2. Den store og stærke 18-årige, som vil kunne kværke mig med mine bare næver.

Da jeg hører nogle tunge skridt, der langsomt kommer nærmere, kan jeg mærke det. Det er ham. Mit hjerte begynder meget hurtigt, at slå meget meget hurtigt. Jeg er ikke klar. Jeg kan ikke bekæmpe ham. Ikke her. Ikke i mørket. Ikke alene. Jeg... jeg... jeg vil ikke. Det.... det... nej....

Selvom jeg er gået i chok, tror jeg, at jeg var vågen nok til, at gemme mig hurtigt nok bag kasserne, for to sekunder efter dukke ham frem, bag et af hjørnerne. Hans tunge skridt giver genlyd i labyrinten, og det store sværd han har i hånden. Den hvide forbinding han har rundt om hovedet, er blevet farvet rødt af blod, og hans sorte dragt er flænset. Han har en modbydeligt smil om munden, imens han går rundt, og taler stille og roligt: "Kom her lille Kasie Kasie Kasie. Du skal ikke være bange lille pige. Kom here..."

Alt blodet i min krop stivner, da jeg ved et uheld kommer til, at skubbe kassen fem centimeter. Det laver en høj skrattende lyd, der for ham til, at vende sig om med et set. Dér står han. Og stirre med direkte ind i øjnene, imens han læber glider op i  et endnu større smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...