Dræb mig nu bare (dødsspillet)

Historien handler om 12-årige Kasie, der opgiver alt, da hun bliver valgt til, at deltage i det syttene dødsspil. Selvom hun kommer fra distrikt 1, var der ingen der meldte sig som frivillig for hende. Den næst yngste er Phil på fjorten år, og selv han er god til, at håndtere et våben... Selvom nogle er gavnmilde, er der også andre der kun ser hende som et skadedyr... Der skal udryddes...

6Likes
19Kommentarer
2296Visninger
AA

2. Arenaen

Da jeg træder op på metalskiven, der skal køre mig op, går jeg for alvor i panik. Jeg er den yngste. Den svageste. Selvom jeg er fra distrikt 1, er jeg slet ikke så stærk som mine venner. Jeg er lille, svag, tynd og håbløs. Normalt plejer sonerne var 1, 2 og 4 at alliere sig. Sjovt nok havde de alle sammen været sytten eller atten, da det er en ære, at melde sig som frivillig. Det trækker lidt i min mave, da jeg tænker på høstdagen. Ingen meldte sig for mig.                                                                   Pladen begynder at skubbe mig op, og i starten kan jeg ikke se noget som helst. Så bliver mit syn normalt igen, og jeg ser noget, som jeg aldrig har set før. Noget der ikke i min vildeste fantasi kunne have faldet mig ind. Jeg havde forstillet mig: Skov, ørken, bjerge, is og kulde, kæmpe hav, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig, at det ville være en labyrint!

En stor mørk labyrint, der går hele vejen rundt.En labyrint, som garnteret indeholder tusinde af fælder, som ville kunne dræbe dig på to sekunder. Det eneste åbne område, som jeg kan se, er der hvor vi står nu. Ved overflødighedshornet. Spilmestrene har været kloge i år. Jeg kan allerede nu se, at der ikke er planter i labyrinten. Jeg går ud fra, at det eneste mad og vand, der findes her i arenaen er her. Den havde jeg ikke set komme. Nu dør jeg hurtigere. Meget hurtigt. Istedet for, at forbrede mig på, at der kun var få sekunder tilbage før gongong-en lød. Spekulerede jeg i stedet på, hvordan jeg ville blive dræbt. En kniv, økse, spyd? Eller måske med de bare næver. Jeg gøs.

Så lød gongong-en. Den havde jeg glemt alt om. Jeg skifter straks taktik, og løber mod hornet. Underligt nok ligger våbene tættest på. Så kommer rygsækkene, og nærmest hornet ligger de små ting. Jeg løber lige forbi våbnene, og fortsætter hen mod en af rygsækkene. Så går det svage lys ud, som gav et omrids af tingene før, og vi er nu alle blinde.                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...