This Is Who I Am - 2 One Direction

Alice og Louis er forlovede og alt ser fantastisk ud. For Ashley og Niall ser det hele anderledes ud. Ashley er gravid og beslutter at beholde barnet, selvom hun kun er 17.
Da pigerne fylder 18 er Ashley en måned inde i graviditeten, men har stadig ikek sagt det til andre end Niall. Hvordan mon verden reagere når de finder ud af at Niall skal være far?
Hvordan mon alle Louis fans reagere når de finder ud af at han har valgt Alice frem for dem?

34Likes
66Kommentarer
6707Visninger
AA

23. Alice- Forandret

Jeg stirrede op ad trappen Ashley lige var forsvundet op ad. Hun var virkelig sur og jeg forstod hende kun alt for godt. Jeg ville sikkert også være sådan hvis det var hende der... næsten havde... selvmord. Jeg kunne næsten ikke tænke på det. Det var forfærdeligt, jeg var en forfærdelig søster. Jeg ville jo gerne forklare, undskylde for det egoistiske valg jeg havde taget, hun ville bare ikke lade mig prøve. Måske var det her bare et langt mararidt og om lidt ville jeg vågne op med Louis trykke arme omkring mig og alle ville smile og sige hej når vi kom ned til morgenmad. Ashley ville kramme mig godmorgen og Niall ville lave sit specielle Niall smil og spørge hvordan alle havde sovet. Men jeg vidste jo godt at det ikke ville blive sådan igen. Jeg havde ødelagt alt.

 

Der var gået 3 måneder siden mit mislykkes selvmord og Ashley havde stadig ikke talt til mig. Hun ignorerede mig totalt og gik hver gang jeg kom ind i rummet. Niall var også sur på mig, men mest fordi jeg havde såret alle de andre og splittet vores gruppe. Liam og Zayn havde tilgivet mig og holdt mere øje med om jeg var ensom nu. De var som et par ekstra brødre for mig. Louis var bare Louis. Dog en lidt mere trist udgave. Han kunne ikke forstå at mig og Ash ikke var 'søskende' mere. Det gjorde ham ked af det at han ikke kunne tale med sin bedste veninde og forlovede i samme rum. Harry var chokeret de første dage, men ellers bare glad for at jeg var her igen. Han var meget omsorgsfuld og prøvede tit at få Ash til at snakke med mig. 

 

Jeg sad på sengen på mit værelse med Louis arme beskyttene lagt omkring mig. Han gjorde mig tryk som han sad med hovedet på min skulder og hviskede søde ting. Jeg var begyndt at skrive dagbog igen. Det havde jeg ikke gjort siden jeg var 11 år og Harry fandt den og på den måde fandt ud af hvem jeg var forelsket i. Jeg havde aldrig lås på nogen af mine dagbøger. Jeg kendte mig selv godt nok til ar vide at jeg bare ville glemme hvor jeg havde lagt nøglen. Jeg skrev om at brylluppet var udskudt. Vi ville vente til vi alle var gode venner igen. Det var for ironisk at starte noget nyt når alt det gamle stadig var rodet. Jeg limede tre billeder ind i dagbogen af min søster. Et fra da vi begge var otte år og stod med armene om hinanden og rottehaler, et fra lige før ulykken hvor hun var igang med et grineflip og lignede en døende hest og et der var taget for tre dage siden, Lou havde givet mig det. På billedet stod Ashley foran et vindue og holdt kærligt om sin store mave. Hun var i 7 måned så der var ikke så langt igen. Jeg klappede dagbogen sammen og vendte mig om mod Louis for at give ham et kys.

 

Jeg var begyndt at blive mig selv igen. Jeg var næsten kommet mig over det der skete. Alt ville være godt igen hvis bare Ashley ville snakke med mig igen. Så ville de andre behandle os som før og ikke som de to søskende der ikke kan enes. Jeg ville sådan ønske at hun kunne snakke til mig igen. 

 

"Hey Ash se lige den her kjole!" Jeg hoppede glad ind i stuen til hende hvor hun sad på sofaen og så 'friends'. Jeg håbede at det her ville virke. Hvis jeg bare lod som om jeg havde glemt det og alt var normalt, bare i 2 minutter, kunne jeg måske få hende til at snakke med mig. Hun vendte sig med det samme og smilede Ashley smilet. "Oh my gosh Louis vil elske dig i den! Den er lige dig!" Sagde hun hyper og klappede i sine hænder. Hun rejste dig forsigtigt og lagde en hånd på maven. "Yaay" Sagde jeg og strøg hende over armen. Vi smilede til hinanden. "Ash jeg er glad for at du har tilgivet mig" sagde jeg og mente hvert ord så meget. Hun så forvirret og så gik en forfærdelig skygge over hendes ansigt som jeg havde set alt for meget til de sidste måneder. "Jeg har ikke tilgivet dig for en skid Alice" Sagde hun hårdt og stirrede ind i mine øjne. "Ash jeg er så ke..." prøvede jeg stille. "Nej Alice det du gjorde var utilgiveligt! Jeg hader dig! Du er ikke min søster mere jeg ville ønske du var død!" Skreg hun  mens vredes tårer fyldtes hendes øjne. Auch. Det gjorde ondt. Smerten borede sig ind i mig og truede med at knuse mig. Det føltes som om jeg blev revet fra hinanden. Jeg forstod hvad teksten Falling to pieces betød nu. Måske forstod hun at det var for hårdt, hun lagde en enkelt finger på min skulder. "Hør Alice. Se på mig. Jeg kan bare virkelig ikke fatte alt du har gjort for at skabe splid mellem vores familie og venner. Ja jeg ved godt du ikke gjorde det med vilje men det var altså en møg egoistisk valg. Jeg tilgiver dig nok men du skal give mig mere tid okay? Okay Alice!" Sagde hun og lagde sig igen på sofaen. Jeg sagde ikke noget. Jeg gik bare ind på mit værelse og faldt ind i en drømmeløs søvn.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...