don't trust angels!

det er hårdt at være teenager. Alec er 17, han har det svært med highschool, og ikke nok med at han skal klare almindelige 'teenage-kriser.' Han skal også klare sine problemer som engel. Det er altid svært at holde på en hemmelighed, og især når du kan dø hvis du røber den. Alec har i hundrede år været alene. Indtil han møder Rosalie, og alting forandre sig...

0Likes
1Kommentarer
829Visninger
AA

1. En gang engel, altid engel.

det er forbandet længe siden, at jeg har set min familie. De skred. Jeg var to år, da de efterlod min på Carlisle's dørtrin. De havde ringet på klokken, og skyndte sig væk. Carlisle fandt mig, pakket ind i et lyseblåt tæppe. Mine forældre var fattige og havde ikke råd til at forsørge mig. De vidste dog ikke at Carlisle ikke var som andre mennesker. Han var nemmelig en engel, og ikke altid den gode familiefar. Jeg blev opdraget med en hård opvækst. Nogle få år gik, og jeg fyldte sytten. Den dag var dagen, hvor jeg fandt ud af hvad jeg var, og hvad jeg var i stand til. Han havde stille og roligt sagt at jeg var en engel, jeg havde flippet ud, men senere gik det op for mig at det var rigtigt, alt hvad han havde sagt.  Selvom jeg vidste at han talte sandt, flygtede jeg væk fra ham i et år. Jeg kom tilbage da det gik op for mig at jeg ikke kunne lade vær med at dræbe. Jeg var et monster, og der runger stadig, noget monster dna i mig. I engleriget, var der 2 regler. For det første måtte vi ikke dræbe mennesker, når et menneske eller andet væsen (som ikke var en engel.) Så til. For det andet måtte vi aldrig fornærme 'Klanen'. De var de overordnede.

Jeg vidste at hvis jeg startede med at dræbe mennesker ville jeg aldrig kunne stoppe igen.

Som engle spiser man ikke som mennesker, og de fleste andre væsner i denne verden, vi spiser nemmelig knoglerne fra mennesker. Dog kan man være vegetar og kun spise dyre knogler. Som de ældre engle sagde: ''Vingen mod nord, er ikke ens med den mod syd.''  De havde altid ret. Ihvertfald ifølge Carlisle.

Jeg havde altid syntes at det var en pinsel at være enebarn. Carlisle var doktor. En rigtig god en af slagsen. En dag efter jeg var blevet forvandlet -hvilket er omkring 163 år siden- prøvede Carlisle at hjælpe en pige som var døden nær. Alle de andre læger havde givet op, men Carlisle havde ventet til de tog hjem, og så forvandlede han hende. Sådan fik jeg min første søster, Jane. Jane var blondt. Hun havde de smukkeste træk og den mest spinkle krop. Man skulle ikke tro at hun var stærk, eller noget i den stil. Men faktisk kunne hun læse folks tanker. Hvilket gjorde hende et kvart sekund foran alle andre.

Det var nogen gange pænt irreterene, at hun kunne læse mine tanker. Jeg kunne jo ikke have nogen hemmeligheder for hende. Jeg havde engang prøvet at overraske hende med en gul Porsche turbo 911, men hun havde læst mine tanker og pakket den op dagen før.

Nogle år efter forelskede min skøre lillesøster sig selvfølgelig. Det var heldigt for hende at han allerede var engel, så Carlisle ikke skulle forvandle en. Men han var ikke vegetar ligesom os, han levede af knogler og kun knogler. Hans navn var Emmett. Han var en høj, orange håret engel. Det var svært for Emmett at blive vegetar. Men Jane hjalp ham og nu har han det helt fint med det.

Ti år efter blev 3 familiemedlemmer tilføjet til familien. Den første var Elizabeth. Carlisle havde altid haft et øje til hende. Og så en dag blev hun indlagt på hospitalet, og da gjorde Carlisle det igen, han forvandlede hende. Carlilse forvandler kun folk hvis de ikke har noget valg. Den anden var Ashley, hun havde kort, mørk hår. Hun var meget spinkel, mere end Jane endda. Hun var også ret lille, omkring de 1,55 cm. Ashley havde det fint med at blive vegetar, det tog hende tre år at vende sig til det. Hvilket faktisk er hurtigt. Den tredje var Jackson, han var muskuløs, køn og høj. Ashley og Jackson blev gift, ligesom Jane og Emmett.

Mange tror at engle hører til i himmelen, men faktisk går vi rundt på jorden, ligesom almindelige mennesker. Min familie, og jeg, har været på planeten Jorden, i hundrede år. Vi er nærmest tidrejsende. Hvis man altså kan kalde det det. 

Jeg ved ikke om vi er levende eller døde. Men jeg tror at vi er døde. Vores hjerte banker ikke, vi er is kolde, vores hud er frossen, ligesom vores venner vampyrene. 

Når vi skal ud for at jage, tager vampyrene med, og så deler vi. De suger blodet ud, og vi spiser knoglerne. Det er dejlig nemt, med dem ved vores side. Men vi er lidt bange for hvad der ville ske hvis vampyrene ikke var vegetarer ligesom os. Så ville vi nok også havde dræbt mennesker, istedet for dyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...