My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46759Visninger
AA

25. Uimodståelig

 

               ”Kom nu, yeobo!” beklagede Jonghyun sig, da vi stod inde i stuen, ved den opredte sofa. Jeg lagde bare mine arme over kors og rystede på hovedet af min hund.

               ”Nej! Det var noget andet da du var en hvalp, men nu er du voksen, så du kan sagtens klare at sove for dig selv nu,” sagde jeg bestemt. Rin var for længst taget hjem, hun var egentligt bare kommet for at hente sine ting, og sige hej til mig, efter to år.

               ”Men det er så koldt på sofaen!” fortsatte han med at beklage sig. Jeg magtede næsten ikke at høre på det, men jeg lod ham ikke sove inde i min seng. Det var en dårlig idé, at lade ham sove inde ved mig til at starte med, også selvom det var fordi jeg ikke kunne modstå hans hundeøjne.

               ”Ikke noget men, Jjong! Du sover på sofaen i nat,” sagde jeg og drejede om på min hæl, hvor jeg koldt vendte ryggen til min hund, og gik ind i mit soveværelse. Jeg kunne høre hvordan han peb i baggrunden, men jeg var lidt ligeglad. Lidt.

               Jeg lukkede døren til mit soveværelse efter mig, og kastede et blik på min nattrøje, som lå på gulvet stadig. Den, som han havde sovet med. Jeg samlede den op med to fingre, og smed den i min vasketøjskurv. Det var ulækkert, at den havde lagt der i to år, og endnu mere ulækkert, at Jonghyun havde sovet med den, savlet på den, og jeg ved ikke hvad, ifølge Rin.

               Jeg lagde mig i min varme seng, og trak min dyne helt op til min hals. Det føltes rart endelig at være hjemme igen, efter to lange år. Jeg måtte dog indrømme, at jeg måske savnede den lille Jonghyun en lille smule, i forhold til ham nu, hvor han var voksen og pervers.

               Jeg savnede den uskyldige hundehvalp…

               ”Yeobo…” sagde en stemme, og døren til mit værelse stod åbent. Jeg gned søvnen ud af mine øjne og satte mig en lille smule op, for at se hen på skikkelsen, som stod og snakkede til mig.

               ”Hvad er der, Jonghyun?” mumlede jeg helt udmattet.

               ”Jeg kan ikke sove…” sagde han forsigtigt og strammede sit greb omkring sin hovedpude, som han havde i armene, og krammede sig forsigtigt ind til.

               ”Aish… Jjong, klokken er ikke engang ret mange…” mumlede jeg, men blev hurtigt stille, da jeg så at klokken var to om natten. Jeg havde altså allerede sovet i tre timer, imens Jonghyun slet ikke havde kunnet sove? Jeg bed mig selv i min underlæbe, imens jeg tænkte over det hele. Skulle jeg lade ham sove herinde? Hvad nu hvis det bare var et trick, for at komme ind til mig?

               Jeg huskede dog, at Rin sagde, at hun havde sovet i min seng, imens Jonghyun havde lagt på gulvet ved siden af. Han havde altså ikke sovet alene imens jeg var væk, huh?

               ”Okay… Kom,” sagde jeg kort og klappede ved siden af mig, på min seng. Jonghyun smilede straks stort og logrede igen med sin hale, hvorefter han straks kom og lagde sig ved min side, med ansigtet rettet mod mig. Han pakkede sig ind under min dobbeltdyne sammen med mig, men lå dog på acceptabel afstand.

               ”Gomawo, yeobo!” sagde han med et stort smil. Han så faktisk træt ud, så måske sagde han faktisk sandheden til mig om, at han ikke kunne sove? Det ville jeg ønske.

               ”Cheonma, Jjong…” mumlede jeg lavt og lagde mig til rette, hvorefter jeg lukkede mine øjne sammen, for at få noget mere søvn den nat. Jeg kunne dog straks mærke et par arme, som omfavnede mig, imens vi lå dér. Jonghyun ville bare ikke give op, ville han?

               På den anden side… Vi plejede jo også at ligge sådan før jeg tog af sted, da han var lille, så der var intet galt med det.

               Selvom mit hjerte hamrede som en gal, kunne jeg ikke lade være med også at omfavne ham, og kramme ham tæt ind til mig.

               ”Jeg elsker dig, Jjong,” hviskede jeg helt lavt, da jeg hørte Jonghyuns lave snorken. Han var allerede faldet i en dyb søvn. Jeg smilede bare til ham, og plantede et helt blidt kys på hans sovende læber.

               Jeg ville sådan ønske, at vi aldrig skulle skilles. Jeg ville ønske, at jeg altid ville have ham i min favn, og dog… Allerede den nat, lå jeg og tænkte.

               Jeg havde allerede en mistanke om forbandelsen som han led af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...