My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46657Visninger
AA

30. Tre dage?

 

Jeg kunne mærke på Jonghyun, at han var meget utilfreds med, at Taemin var sammen med os. På en måde, kunne jeg godt forstå ham, fordi jeg jo havde sagt, at det ville være en date, og ikke bare en tur i byen med en ven. Det var også derfor, at Jonghyun knurrede engang imellem, og jeg var nødt til at nusse ham bag øret, så han faldt lidt ned igen. Især når Taemin kom lidt for tæt på, så blev han vred, og krammede mig måske endda ind til sig.

               Den længe ventede aften kom, og vi var nødt til at sige farvel til Taemin, da vi skulle hjemad. Solen var gået ned men der var stadig varmt udenfor.

               ”Vi ses, Key hyung!” sagde Taemin og krammede mig farvel. Jeg holdt stramt fat i Jonghyuns hånd, så han ikke skulle blive rasende på Taemin, da jeg krammede ham tilbage.

               ”Vi ses, Minnie,” sagde jeg med et smil.

               ”Farvel, Jonghyun hyung!” smilede Taemin, før han vente rundt for at tage hjem, som var den modsatte vej end os. Jeg smilede og vinkede til ham, og forsøgte at holde masken.

               ”Du burde virkelig lære at styre din jalousi, puppysaur,” sagde jeg og vendte mig for at gå tilbage mod vores hus. Jonghyun peb nuttet, idet han gik efter mig.

               ”Mianhae, yeobo~!” sagde han og tog min hånd i sine, og kyssede den en enkelt gang. Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham, og nussede ham endnu engang bag øret.

               ”Kim Jonghyun!”

               Jeg gispede og stoppede brat op, da jeg hørte en stemme, jeg aldrig havde hørt før. Jonghyuns hundeører stod lige op, og han stirrede med store øjne, på den skikkelse som stod foran os, kun få meter fra os, og som kom gående imod os. Jeg kunne dog straks genkende ham.

               Det var ham, jeg havde set i forlystelsesparken. Ham, som havde holdt øje med os hele tiden.

               Hans hår var brunt, og svagt krøllet. Det gik lige til øjenbrynene og lidt længere end til hans nakke. Hans øjne var store, mørke og fyldt med flammende karisma. Man skulle næsten tro, at han ikke engang var koreaner, især fordi han var virkelig høj. Hvis det ikke var fordi, at hans øjenkroge så en lille smule ”skæve” ud, ligesom vores, så ville jeg tro at han var fra Europa.

               ”Hvem er du, og hvad vil du? Stalker…” mumlede jeg koldt og krammede beskyttende Jonghyuns stærke arm ind til mig. Jonghyun stirrede bare på ham med et koldt blik. Fyren smilede dog bare skævt i mørket, imens han havde sine hænder i lommerne.

               ”Husk nu, at du kun har tre dage tilbage, Kim Jonghyun. Tre dage, og så siger din hjerne… Vruf,” grinede fyren før han vendte om, for at forlade os igen. Jeg havde lyst til at løbe efter ham, da han vidste noget om hvem Jonghyun var, men min hund holdt bare stramt fast i mig, for at jeg ikke skulle forlade ham, da den mystiske fyr forsvandt ind i mørket igen.

               ”Men… Jonghyun… Han vidste noget om dig!” sagde jeg og så på Jonghyun med store, dog triste, øjne. Jonghyuns blik var bare rettet mod jorden, og var dækket af hans lange pandehår.

               ”Lad os gå hjem…” mumlede han lavt og begyndte at gå. Jeg så efter ham med store øjne. Hvad var der galt med ham? Var det noget ham den mystiske fyr sagde? Hvem var den fyr overhovedet? Hvorfor havde jeg så mange spørgsmål? Og hvor mange af dem, kunne Jonghyun svare mig på?

               ”Kibum, kom nu…” sagde Jonghyun, da han allerede var nogle meter foran mig. Jeg bed mig i min underlæbe, en smule bekymret, før jeg begyndte at gå efter ham.

               Det var den første gang, han havde kaldt mig Kibum.

               ”Jonghyun… Vil du ikke fortælle mig lidt om, hvad den fyr mente? Tre dage… Til hvad?” spurgte jeg forsigtigt og tog fat i Jonghyuns hånd, imens vi gik. Han flettede straks vores fingre sammen, og var helt stille.

               ”Jjong! Svar mig! Hvad mente han?! Hvad sker der om tre dage?!” udbrød jeg, og forsøgte at lyde en lille smule streng. Mit hjerte gik dog i to, da jeg så hvor gennemblødte hans tårefyldte kinder var.

               Jonghyun græd…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...