My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46773Visninger
AA

18. Tiden løber

 

De to uger jeg havde tilbage sammen med Jonghyun, før jeg skulle af sted i to år, gik alt for hurtigt. Fra sekundet jeg kom hjem fra skole, hver dag, var vi sammen indtil min lille baby blev så træt, at han faldt i søvn i mine arme. Jeg kunne virkelig ikke klare tanken om, at jeg skulle være væk fra ham i hele to år. Jeg ville ønske, jeg ikke havde valgt den multikulturelle linje, ligesom Rin, så kunne jeg blive hos Jjongie.

               Jeg tog en dyb indånding. Det var den sidste dag, sammen med Jonghyun. Jeg var lige kommet hjem fra skole, og havde allerede pakket til turen. Det var svært, at få alt mit tøj ned i én kuffert, men det lykkedes mig da til sidst.

               ”Hvad har du lyst til at lave i dag, Jjongie?” spurgte jeg da jeg satte mig på sofaen, en smule udmattet. Jonghyun satte sig straks i mit skød og lænede sig mod mig. Det var på en måde lidt trist, at han havde de hundeører, og den hale. Vi kunne ikke gå nogen steder, især ikke hvor han pludseligt begyndte at gø ud af det blå.

               Ørerne kunne skjules med en hat, men halen kunne ikke. Det havde jeg prøvet, altså at stoppe den ned i hans bukser, men det kan han ikke lide, så jeg har ikke prøvet lige siden.

               ”Umma tager jo af sted i aften, Jjongie… Rin kommer lige før jeg rejser, så bliver hun herovre hos dig, okay?” sagde jeg og smilede til min lille dreng. Han kunne godt lide Rin, men han var jo alligevel trist. Det kunne jeg godt forstå, jeg havde det lidt på samme måde. Jeg skulle rejse sammen med ni andre, og jeg kunne også godt lide Taemin, men jeg elskede jo Jonghyun, og jeg kunne ikke klare, at skulle være væk fra ham i to år.

               ”Ah! Jjongie, jeg har faktisk noget til dig!” sagde jeg og tog min skoletaske op ved siden af mig. Jeg havde købt noget på vej hjem, som jeg håbede han kunne lide. Jeg havde købt det inde i en dyreforretning, det var et blåt halsbånd. Jeg vidste godt, at han ikke var en hund helt, men på denne måde kunne folk se, at han tilhørte mig, hvis han nu skulle løbe væk, imens jeg var ude og rejse.

               ”Vruf?” spurgte Jonghyun, da jeg havde givet ham det på. Det var alt for stort til ham, men så kunne han jo også vokse i det. Han voksede jo hurtigt, og jeg var væk i hele to år, så måske det ville passe nogenlunde når jeg kom tilbage.

               ”To år er lang tid, Jjongie,” mumlede jeg lavt og strøg blidt hans kind med min hånd. Han snøftede en enkelt gang og hang lidt med ørerne. Han kunne mærke, at jeg var trist, så han blev det også.

               ”Men jeg skal nok ringe til Rin, så kan jeg jo snakke med dig, ikke?” sagde jeg og smilede stort.

               ”Vruf~!” sagde Jonghyun straks og omfavnede mig stramt i et kram. Hans varme kram, fik det bare til at gøre endnu mere ondt, at jeg snart skulle sige farvel til ham. Gad vide, om han vidste, at jeg skulle væk. Var det gået op for ham? Og… Vidste han hvor lang tid to år var?

               ”Umma… Jjongie vil ikke have at du går…” mumlede han lavt og hang igen med ørerne. Der havde været nogle minutters stilhed, før han snakkede. Jeg så på ham med store øjne. Han havde faktisk snakket igen, ikke bare ét eller to ord, men en hel sætning denne gang.

               ”Umma har heller ikke lyst til at gå fra Jjongie, men han bliver nødt til det,” hviskede jeg blidt i min babys øre og kyssede hans kind. Han begyndte bare straks at snøfte en smule igen.

               ”Umma…” mumlede han og greb fast i min trøje, som om han var bange for, at jeg skulle gå fra ham for evigt. Det var jo kun i to år. Kun. Hvordan kunne jeg sige ”kun” til hele to år, hvor jeg skulle være væk fra min lille, perfekte baby?

               ”Key oppa! Så er jeg her!” kaldte Rin, da hun trådte ind i min lejlighed med sin egen kuffert. Jeg løftede Jonghyun op i mine arme og så på Rin og hendes kuffert. Havde hun tænkt sig at flytte ind?

               ”Jjongie er jo en lille baby, så han skal overvåges konstant!” sagde hun og gik hen til os, hvorefter hun nussede Jonghyuns hår lidt.

               ”Hvad siger Onew til det?” spurgte jeg og hentydede til Rins kæreste, som hun boede sammen med. Rin lod som om hun ikke hørte mig først.

               ”Ah! Jeg gav ham en stor spand kylling fra Mexicana, så var han glad igen!” fortalte hun. Selvfølgelig, kylling… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...