My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46767Visninger
AA

10. Tårer

 

               Jonghyun logrede stadig med sin hale, selvom det regnede. Han havde ikke forstået situationens alvor. Han vidste ikke, at jeg snart skulle forlade ham, for at jeg kunne gå tilbage til mit gamle liv, sammen med Serri. Hende jeg elskede. For jeg elskede hende jo, gjorde jeg ikke?

               ”Så er vi her,” mumlede jeg forsigtigt, da jeg stoppede op i gyden, hvor jeg havde fundet Jonghyun. Når jeg tænkte over det, så tilhørte han mig jo ikke engang, så jeg havde jo ikke ret til bare at tage ham.

               ”Vruf…?” kom der fra Jonghyuns mund. Han var en smule forvirret over situationen, da jeg satte ham ned på den utrygge, kolde jord, hvor jeg havde fundet ham.

               ”Undskyld jeg tog dig med, Jjongie. Det var jo egentligt ikke tilladt, det er kidnapning, ikke?” sagde jeg lavt og satte mig ned på knæ foran ham, imens jeg blidt nussede hans hår. Han logrede pludseligt ikke med halen længere, da han fik øje på mine tårer, som jeg ikke længere kunne holde tilbage. Smerten i mit hjerte om, at sige farvel til ham, var for stor.

               ”Farvel, Jonghyun,” hviskede jeg stille og kyssede blidt hans pande. Han forsøgte straks at gribe fast i min jakke, da han var ved at forstå, hvad der skete. Hans små, fine hænder, greb fat i min jakkes tykke stof. Jeg smilede bare, trods mine tårer, og pakkede ham ind i det varme tæppe, så han ikke skulle fryse. Han var jo ingen hund, han havde ingen pels til at holde sig varm med.

               ”Jeg håber der er en sød familie, som finder dig,” sagde jeg med et smil, da der var mange søde familier i Seoul. Jeg nussede hans bløde hår en enkelt gang mere, før jeg rejste mig, og vendte mig om, for at gå hjem.

               Jeg kunne straks høre, Jonghyuns hulken bag mig, kun få meter væk. Jeg så mig lidt tilbage for at se, at han var fulgt lidt efter mig. Jeg bed mig selv i min underlæbe, da han bare så på mig med sine bedende øjne. Hans kinder var gennemblødt, og det var ikke af regnen, det var hans salte tårer.

               ”Nej, Jonghyun. Bliv! Du er en hund, du burde kunne nogle få kommandoer, ikke? Så bliv!” sagde jeg, og forsøgte at lyde en lille smule streng, selvom det fejlede da min stemme knækkede fuldstændigt, og mine tårer bare fortsatte med at løbe ned ad mine kinder.

               Jonghyun stoppede idet mindste op, med mit lyserøde tæppe viklet omkring sin lille krop, hans hører som hang, og hans hale som ikke logrede længere, og som sikkert aldrig ville logre igen.

               ”Undskyld,” hviskede jeg helt lavt, endnu en gang, og vendte mig om, idet jeg satte farten op, og gik hurtigere, men alligevel langsomt. Jeg bad til, at et mirakel ville ske, så jeg kunne beholde ham hos mig, så jeg ikke behøvede at sige farvel til ham.

               Kærester kan man slå op med, så er de væk… Kæledyr kan man ikke gøre det samme ved, fordi de er trofaste, lige meget hvilke valg du tager, vil de altid elske dig.

               Det havde jeg hørt før. Det var rigtigt nok, men alligevel, så gik jeg imod det. Jeg sagde farvel til mit kæledyr, for at beholde min kæreste, og ikke omvendt. Jeg var virkelig en idiot, var jeg ikke?

               ”Key umma!!”

               Det slog klik for mig, da jeg hørte en grædende stemme, som råbte efter mig, nærmest bedende om, ikke at forlade ham.

               ”Key umma!! Key umma!!” fortsatte han, højere og højere, imens jeg kunne høre, hvordan hans stemme rystede, og knækkede en enkelt gang eller to. Jeg knyttede mine hænder stramt, og begyndte da at løbe, imens jeg dækkede for mine ører. Jeg kunne stadig høre ham, og hver gang han kaldte efter mig, skar det mig i mit hjerte, helt forfærdeligt.

               ”Key ummaaaa!!” råbte han en sidste gang og faldt sammen, mange meter bag mig, imens jeg bare fortsatte med at løbe, så hurtigt jeg kunne.

               ”Undskyld, Jjongie,” hviskede jeg stille, fuldstændigt forpustet, imens mine tårer ikke ville stoppe. Så huskede jeg det pludseligt…

               ”Det kunne være så kært, hvis han kaldte dig Key umma. Synes du ikke?”

               ”Aldeles ikke!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...