My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46808Visninger
AA

19. Som en trofast hundehvalp

 

Rin P.O.V.

 

Han sad bare der, ved døren. Han sad på sin bagdel, og så på den, dag efter dag. Han sad og ventede på, at Key skulle komme hjem, som en trofast hund, ville vente på sin ejer. Hans blik var rettet mod dørhåndtaget, imens han ventede på, at det blev drejet, og Kim Kibum trådte ind. Jeg stod tit og betragtede ham, jeg beundrede hans loyalitet, man skulle næsten tro, at han var forelsket i Key.

               Den måde, han altid blev knust, når han så, at det bare var mig der trådte ind, når skolen var forbi. Han var jo ikke dum, så han vidste jo godt, at Key ikke kom tilbage i meget lang tid.

               Jeg tvivlede på, at Jonghyun så sig selv som Keys kæledyr, eller baby. Han så nærmere sig selv som Keys udkårne. Han ville ikke tage halsbåndet af, som Key havde givet ham, ikke engang når han skulle i bad. Han så halsbåndet, som en forlovelsesring, det var jeg helt sikker på.

               Jeg fik ondt i mit bryst, når jeg tænkte på den dag, Key sagde farvel…

 

               ”Jeg tager af sted nu, Jjongie…” sagde Key og satte sig ned på hug, for at kramme sin lille baby farvel. Jonghyun kramme Key virkelig stramt. Så stramt hans små barnearme kunne.

               ”Umma!!” græd han i Keys bryst, og knugede sig til hans trøje, og indhalerede Keys duft, som han ville savne af hele sit hjerte. Keys varme, som han ikke kunne leve uden. Keys kærlighed, som han behøvede.

               ”Jeg kommer snart hjem igen, Jjongie… Bare rolig…” hviskede Key i Jonghyuns hundeøre. Jeg havde selv lidt svært ved ikke at græde, da Key umma skulle sige farvel til sin baby. Det var så ubeskriveligt kært. Selvom Key forsøgte at skjule det, kunne jeg se, at han græd.

               Key fik endelig revet sig selv løs fra Jonghyuns greb, og skyndte sig nærmest ud af lejligheden, før han ville græde mere, og lukkede døren efter sig, så Jonghyun ikke skulle løbe efter ham. Det ville han helt sikkert gøre. Hvis han kunne nå dørhåndtaget, havde han også gjort det.

               ”Vruf!! Vruf!!” gøede han med tårer ned ad sine kinder, og forsøgte at få Key til at vende om. Han ville have sin Key umma tilbage.

               ”Key ummaaa!!”

 

               ”Ah… Du elsker virkelig Key oppa, Jjongie…” sagde jeg lavt til mig selv og smilede en lille smule. Gad vide, om Key vidste, hvad Jonghyun mente, når han fortalte ham, at han elskede ham? Troede han virkelig, at det bare var som mor og søn?

               ”Sjovt at Key har den effekt på hunde, når han selv er som en kat,” grinede jeg lavt til mig selv.

               ”Vruf~?” spurgte Jonghyun, da han sikkert hørte mig sige ”Key”, og så en lille smule tilbage på mig, dog uden at fjerne sig fra døren. Jeg mistede mit smil, da jeg så hans tårefyldte kinder, og sukkede dybt, hvorefter jeg gik over til ham, og satte mig bag ham.

               ”To år skal nok gå hurtigt, Jjongie,” hviskede jeg lavt og omfavnede ham bagfra, imens vi begge to bare sad der, og så op på dørhåndtaget, som to hunde. Den ene, der ventede på sin bedste ven, imens den anden ventede på sin eneste ene.

               ”Han skal nok ringe snart…” mumlede jeg lavt, selvom det kun havde været tre dage, hvor Key havde været væk. Tre dage, tre nætter. Jeg sov her jo også, og jeg lagde mærke til, at når Jonghyun sov, så sov han ved siden af Keys seng. Ikke i den, men ved siden af den, fordi der lå Keys nattrøje, som han havde glemt at putte til vask. Jonghyun nussede altid sit ansigt helt ned i den, før han kunne sove ordentligt. Han så nærmest lykkelig ud, når han lå med den lyserøde nattrøje. Det var først lidt senere jeg fandt ud af, hvorfor han elskede den…

               Den duftede af Key.

               ”Du er virkelig verdens bedste hundehvalp, Jjongie,” sagde jeg med et smil til ham om aftenen, når jeg skulle putte ham.

               Og dog… Denne ”Jjongie” blev snart til noget der nærmere ville blive kaldt ”Jjong”… Han var snart ikke så lille længere…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...