My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46657Visninger
AA

20. Opkaldene og hemmeligheden

 

Key P.O.V.

 

Jeg havde det ikke så godt med, at jeg ikke havde ringet til Jonghyun og Rin endnu, selvom der faktisk var gået fire måneder nu. Jeg havde haft ufatteligt travlt på den uddannelse, og jeg hadede mig selv for, ikke at have ringet til min baby, Jjongie. Jeg var blevet kostet rundt med i alle de måneder.

               Det var den første gang, jeg ringede hjem til Jjongie og Rin.

               ”Hej Rin, hvordan går det med Jjongie?” spurgte jeg i telefonen. Rin virkede lidt fornærmet og beklagede sig lidt over, at jeg ikke spurgte ind til hende, men hun grinede bare af det. Hun vidste jo, at jeg elskede Jonghyun mere end noget andet.

               ”Ah, Jonghyun har det fint! Han er blevet så stor! Han kan faktisk nå dørhåndtaget nu!” fortalte hun, og virkede helt oppe at køre af stolthed.

               ”Kan jeg snakke med ham?” spurgte jeg og lænede mig tilbage i min seng. Det var aften, og jeg var virkelig smadret allerede. Det havde jeg været alle aftener, men denne aften havde vi ingen lektier for, det var derfor jeg kunne ringe til Rin og Jjongie.

               ”Ja, nu skal jeg hente ham,” nynnede Rin, efterfulgt af noget stilhed, imens hun fandt min Jjongie til mig. Hvordan kunne det være, at mit hjerte slog virkeligt hurtigt lige pludseligt? Var det fordi jeg skulle snakke med min baby igen?

               ”U-Umma?” hørte jeg hans stemme sige, og mit hjerte gik helt amok, da jeg kunne høre, at det var ham.

               ”Jjongie! Hvordan har min baby det?” spurgte jeg og smilede stort til mig selv, imens min værelseskammerat, Taemin, sad og så på mig med et mærkeligt blik. Han kendte ikke til Jjongie.

               ”Umma!! Jjongie har savnet dig!” udbrød han, og jeg kunne høre, at han var lykkelig over, at jeg havde ringet. Det var den første gang jeg ringede til ham, og der gik lang tid, før jeg ringede til ham igen, selvom jeg snakkede med ham hele aftenen. Han var dog blevet bedre til at tale, det måtte jeg indrømme. Rin havde været dygtig.

 

               Der gik omkring et halvt år, før jeg havde tid til at ringe til Jjongie og Rin igen. Jeg følte, at tiden gik så hurtigt, så snart ville jeg være tilbage hos min baby, og min bedste ven, Rin. Der var kun et år tilbage, det var herligt.

               ”Eh, Key oppa… Er det normalt at hundemennesker har oprejsning når de vågner om morgenen?” spurgte Rin til at starte med, da jeg ringede til hende en morgen, hvor jeg skulle møde lidt senere end normalt.

               ”Oprejsning? Som i… Ståpik?” spurgte jeg, bare for at være sikker.

               ”Jeg tror at han muligvis kan have haft en pervers drøm… Men sådan er teenagere jo,” grinede Rin forsigtigt. Jeg stirrede bare tomt ud i luften i et par sekunder.

               Teenagere?

               ”Ehm… Rin… Hvad mener du med teenagere?” spurgte jeg straks.

               ”T-Teenagere? Nårh jo! Eeehm… Yah!! Jjongie! Kan du så få bukser på?!” udbrød Rin i telefonen, og kort efter hørte jeg den der tone som altid kom, når en person havde lagt på.

               Beep beep…

               ”What… The… Fucking… Fuck?” mumlede jeg lavt til mig selv. Hvad mente Rin med, at han skulle være en teenager nu? Åh Gud, jeg magtede ikke engang at tænke på det. Hun lavede vel bare sjov, ikke? Når jeg kom hjem, ville jeg bare se min søde, lille dreng, ikke? Jeg ville ikke se en teenager eller noget lignende!

               ”Sig det er løgn, ikke?” hviskede jeg lavt og sukkede dybt. Jeg forsøgte faktisk at ringe til Rin meget tit derefter, men hun tog aldrig telefonen. Hun skrev til mig i stedet for, men forklarede aldrig, hvorfor hun ikke ville snakke med mig.

Hun holdt helt sikkert noget hemmeligt for mig, jeg vidste det bare. Hvad var det?! Hvis min Jjongie var blevet teenager, så… Ville jeg flippe helt ud. Jeg huskede hvordan jeg selv var som en teenager, og jeg kunne ikke klare at have en teenager boende hos mig.

               Men… ”Teenager” var nok ikke lige ordet for det, der ventede mig, da jeg kom hjem. Det var dog lidt utroligt, men I ved hvad man siger om sine babyer: De bliver så hurtigt… Voksne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...