My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

242Likes
634Kommentarer
46650Visninger
AA

5. Og så er der Rin...

 

               Det var en uudholdelig larm, der susede omkring mine ører. Folk snakkede omkring mig, og de snakkede alt for højt efter min smag. De skulle bare lukke røven, hvis det stod til mig. Jeg sad lænet hen over bordet i spisesalen, halvsovende, imens mit hoved lå lænet på min hånd, med min albue i bordet. Jeg kunne endda mærke, hvordan min overkrop slingrede lidt fra side til side af træthed.

               Jeg var klar til at falde i søvn, og så ville mit ansigt lande i skålen med yoghurt og müsli foran mig.

               ”Aiish…” mumlede jeg, da jeg mistede mine kræfter og mit ansigt straks satte kurs mod min jordbæryoghurt, men stoppede få centimeter foran den da et par pigehænder holdt på mine kinder.

               ”Oppa! Du kan ikke sove nu!” sagde hendes stemme, da en af mine klassekammerater, Rin, holdt mit hoved. Jeg så op på hende med trætte øjne.

               ”Bare lad mig dø…” mumlede jeg og var klar til at falde i søvn når som helst. Rin rystede på hovedet og satte sig ned ved siden af mig, imens hun fortsat holdt på mit halvsovende hoved.

               ”Har man ikke sovet godt?” spurgte hun. Jeg rystede svagt på hovedet og gabte.

               ”Jeg blev holdt vågen hele natten,” mumlede jeg.

               ”Af Serri?”

               ”Nej… Min hund,” forklarede jeg, alt for træt til at opdage, hvad der kom ud af min mund.

               ”Eeeeh? Hund? Jeg troede du var et kattemenneske, Key!” sagde hun og grinede lidt højt. Jeg fik store øjne da jeg opdagede, hvad jeg lige havde sagt. Hvad nu hvis hun ville se min hund?!

               ”H-Hund?! Nej! Jeg har ingen hund! Jeg mener…” Jeg holdt mig selv for munden før jeg sagde mere. Rin var ikke dum, og hun elskede dyr. Hun var en god veninde, men jeg følte bare ikke at jeg kunne fortælle det her til nogen som helst.

               Rin blinkede en gang eller to, imens hun forsøgte at få fat i alt det jeg havde sagt. Hun kunne godt være lidt langsomopfattende engang imellem. Især når jeg gjorde det hele så forvirrende.

               ”Kan jeg ikke nok se din hund?” bønfaldt hun pludseligt og så på mig med nogle bedende øjne, som mindede om katteøjne, ligesom min ”hunds” mindede om hundeøjne.

               ”Jeg ved ikke helt…” mumlede jeg lavt og så en lille smule væk for at undgå hendes katteøjne.

               ”Pretty pleaaase!!”

               Jeg vidste at Rin var helt umulig at slippe af med efter hun først var gået i gang. Det var ligesom dengang, hvor hun gerne ville hjem og se mit hus, fordi hun også elskede lyserøde ting – og fordi næsten hele min lejlighed er lyserød. Hun fulgte efter mig over alt, ville ikke lade mig være i fred. Hun gik endda efter mig ude på drengetoilettet!

               Det var så akavet. Jeg havde intet valg, ellers ville hun gøre det hele igen…

               ”Fint! Jeg giver op!”

               ”Yay!! I win!”

 

               ”Okay, bare så du ved det, jeg tror ikke han er så glad for fremmede,” sagde jeg til Rin, da vi næsten var hjemme ved min lejlighed. Rin nikkede forstående, selvom hun ikke hørte efter.

               ”Hvilken race er han?” spurgte hun. Jeg lod bare som om jeg ikke hørte hvad hun spurgte om, og låste døren op til min lejlighed.

               ”Vrrrruf~!!”

               Åh nej, åh nej, åh nej…

               Der kom han løbende, ikke ret høj, med sin logrende hale, og hans hundeøjne, som så ufatteligt lykkelige ud. Han stoppede dog brat op, kun to meter fra os og satte sig ned på bagdelen imens han stirrede på Rin med… Triste øjne. Nærmest som om han havde fået en torn tværs gennem sit hjerte, hvorefter det var blevet flået ud.

               Rin stirrede bare på den lille dreng, hun havde stadig ikke forstået, at det var min hund. Min hund så da på mig efter nogle sekunder, stadig med triste øjne, som om jeg lige havde slået en kattekilling ihjel.

               ”V-Vruf?”

               For første gang, lød hans gøen trist… Hvad prøvede han på at sige til mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...