SMS

Hun får en SMS, men det hun ikke ved er at det bliver hendes død!

0Likes
1Kommentarer
222Visninger

1. SMSen

Min mobil lyste op. Jeg havde fået en SMS. " jeg ved hvor du bor, mød mig ved din skole klokken 18" jeg blev meget nervøs, men valgte at tage derud. Det var så den første gang jeg skulle møde ham. 

Vi skulle mødes igen, vi havde været sammen her på det sidste.
Jeg så skikkelsen af ham i det fjerne. Det støv regnede så han havde hætten på, jeg begyndte at løbe over mod ham, men lidt efter stoppede jeg brat op. Det var ikke ham, jeg kunne mærke tårnene stige op i mine øjne. Hvor var han? 
Det var en uge siden han var begyndt at skrive til mig. Hvor han havde mit nummer fra vidste jeg ikke. Vi havde kun været sammen 2 gange før, men han betød allerede meget for mig, men nu var jeg bange for at han ville se mig mere. Han skulle have været her for en time siden! Plusdelig var der en der greb min hånd og trak mig med. Jeg gav et hvin fra mig, og blev meget forskrækket. Jeg vendte mig hurtigt om. Det var ham! Så kom han alligevel. " Hvor har du været!?" spurgte jeg. "Det er lige meget. Planen er ændret, følg med mig." var det eneste jeg fik afvide. Kort og præcist. Jeg tøvede, men han trak mig bare med. Efter et par skridt slap han min hånd og begyndte selv at gå. I et par hurtige skridt nåede jeg op på siden af ham. Hans blik var anderledes end det plejede, det var tomt. Hans gang og hans være måde var også anderledes. Han gik med meget hurtige skridt, og han kyssede mig ikke på panden som han plejede. Der var noget i vejen, jeg kendte ham for godt til at han kunne skjule det for mig. Han tog fat i min arm og trak mig ind i en gyde. Han lagde armene om mig, mens han hviskede " lige meget hvad der sker idag må love at du aldrig fortæller det til nogen." jeg trak mig lidt væk fra ham "Men hvad skal der da ske i aften?" spurgte jeg med undren i stemmen. "Gid jeg selv vidste det svarede han kort."

Vi sad på hans værelse og snakkede. Han havde ikke været sig selv her på det sidste. Hver gang hans mobil havde ringet, havde han kigget på den med et mistænktsomt blik. Når han talte i mobilen var det med rynker i panden og det gjorde mig nervøs. 
Jeg lagde mig ned på hans seng. Lukkede øjnene og tænkte tilbage. Tilbage til den tid hvor han var glad, selvsikker og sig selv. 
"hvad er der ivejen?" han hev mig ud af min dagdrøm. Tilbage til den nuværende kolde virkelighed. Jeg mumlede bare noget utydeligt. Jeg lagde hovedet tilbage igen da han begyndte at nusse mig blidt. Han bøjede sig forover og kyssede mig på panden. Det var lang tid siden han havde været sådan. Jeg vidste stadig ikke hvad der nagede ham, men jeg havde ikke lagt det bag mig. Jeg havde tænkt mig at spørge ham idag, men ville ikke bryde den behagelige stemning.
"har du lyst til at gå en tur?" jeg åbnede stille øjnene igen og satte mig op. "ja, det ka' vi godt" jeg sendte ham et forsigtigt smil. Han rejste sig, smilede tilbage, tog min hånd og trak mig op til ham. 
Vi gik hånd i hånd, ned af den stille gade. Vi smilede, grinede, men han var stadig ikke sig selv. 
 Han trak mig med om hjørnet og ind af en dør. "hvad skal vi her?" jeg undrede mig og blev lidt nervøs. 
Han trak mig ind i et mindre rum hvor der lå pistoler og andre våbner. "h-hvad sker der her?!" spurgte jeg med angst i stemmen. Jeg gik baglæns indtil jeg ramte væggen. "skat, det var virkelig ikke meningen at jeg ville hive dig med ind i alt det her." det var det sidste jeg hørte ham sige inden der lød et skud og alt blev sort. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...